Fra Blade Runner til bæredygtig udvikling

Hvad har Blade Runner tilfælles med ”jeg-vil-hellere-gå-nøgen-end-i-pels”-kampagnen? Ved første øjekast: absolut intet. Alligevel, har de fået en modedesigner til at drømme om at sætte en stopper for dyremishandling – og redde verden samtidig. 

Da filmen Blade Runner første gang blev vist i biograferne, var Ingvar Helgason to år gammel. Filmen er baseret på Philip K. Dicks roman Drømmer androider om elektriske får?

Helgason har ikke drømt om elektriske får, men han drømmer om, at en af 80er-filmens science fiction-idéer bliver til virkelighed.

Som teenager droppede Helgason ud af skolen Island og flyttede til London og Paris, hvor han blev en del af modeindustrien. Allerede som 25-årig havde han udviklet sit eget tøjmærke. Dengang arbejdede virksomheder så som Copenhagen Fur og Saga Fur målrettet på at påvirke unge designere som Helgason til at arbejde med deres pelsprodukter. Men Helgason var allerede blevet overbevist om det modsatte:

”Modellen Naomi Campbell var at finde på reklametavler overalt under sloganet: Jeg vil hellere gå nøgen end i pels. Det var ikke godt for pelsindustrien.”

Helgason reagerede heller ikke på pelsindustrien desperate forsøg på at blive in igen.

Pels i laboratorium

Og dog: “Jeg er fan af science fiction, og jeg tænkte: Hvad hvis vi kunne lave pels i et laboratorium, som de gør i Blade Runner, en af mine yndlingsfilm?”

I filmen løser Rick Deckard [Harrison Ford] en forbrydelse, da han finder slangeskind med en kode, som han kan bruge til at opspore en person, der producerer slanger og ugler.

”Ville det ikke være smart, hvis vi kan løse pelsindustriens etiske problemstillinger ved at udvikle pelsen i et laboratorium også?” tænkte den unge Helgason.

Dengang havde han travlt med at få sit tøjmærke op at køre, men efter et årti med hårdt arbejde, besluttede han i år 2015 at prøve nye udfordringer.

Udvikle bøffer fra stamceller

Samtidig fik Andras Forgacs fra den New York-baserede start-up, Modern Meadow, stor opmærksomhed for sin Ted Talk, hvor han fortalte om, hvordan man kunne udvikle bøffer ud fra stamceller.

Dét mindede Helgason om den gamle Blade Runner-idé, og han fandt ud af, at Mordern Meadow endnu ikke var i mål.

Gennem en række Google-søgninger fandt Helgason en videnskabelig partner, Dusko Ilic, der er professor ved King’s College. Ilic var først skeptisk, men da Helgason lovede at skaffe finansiering, indvilligede professoren og gik i gang med det videnskabelige arbejde.

Ligesom androiderne i Philip K. Dicks science fiction-roman drømte om elektriske får, men endte i en film, blev Helgason også nødt til at tilpasse sig virkeligheden og måtte fokusere på at udvikle læder i stedet for pels: ”Det er lettere at konstruere, en mere simpel proces.”

Helgasons virksomhed VitroLabs Inc. satte sig målsætningen om at producere en million læderhåndtasker i stedet for en million pelse. Det giver god mening. Mens efterspørgslen på læder fortsætter med at stige, er udbuddet faldende.

Selvom der er mange udfordringer, er der også gode muligheder

Gammeldags, brutal og ødelæggende produktion

Helgason fremhæver, at lædervarer står for cirka halvdelen af de 5-10 milliarder amerikanske dollars, som modeindustrien har i overskud. Og læderindustrien har et årligt overskud på 400 milliarder amerikanske dollars.

“Det er baseret på en gammeldags, brutal og ødelæggende produktion,” forklarer Helgason. Store dele af Amazonas er blevet fældet således, at producenter kan imødekomme den enorme efterspørgsel på kød og læder.

Kød og læder, der kommer fra det samme dyr, er to sider af samme sag. ”Heldigvis er vi ikke alene, andre projekter arbejder på at erstatte resten af koen. Plantebaserede bøffer og stamcelleproduceret kød begynder at ramme markedet.”

Lædervareindustrien kommer ikke til at ændre sig natten over, men der er opløftende tendenser på bilmarkedet, hvor selv virksomheder som Jaguar er i gang med grønne omstillinger. ”Vi behøver en katalysator og ting kan ændre sig hurtigt.”

Produktionen af kunstigt kød og cellebaseret læder er stadig under udvikling, men fremgang sker hurtigt. Og mange udfordringer er allerede løst.

“Vi tager en celle fra en ko, hvorudfra vi udvikler de specifikke karakteristika, som vi er interesserede i. Vi bruger en bio-reaktor til at kopiere cellen og producere så mange, som vi behøver.”

Cellerne dyrkes i stilladser over fire uger, indtil de blevet til skind. Derefter bliver skindet garvet. Helgason fortæller, at de bruger 90 procent færre kemikalier i forbindelse med garvningen, end konventionelle læderproducenter gør. ”Vi dyrker skindet til den har den rette tykkelse, så der er ikke samme spild.”

Der har siden 1960erne været alternativer til læder på markedet – man har brugt alt fra plastik- til svampelæder. ”De har allle nogle meget monotone udtryk og ikke samme karakteristika og blødhed, som læder har. Det er dét, vi skaber.”

Finansiering

Helgason er i øjeblikket i gang med at sikre den finansiering, der skal gøre det muligt at opskalere produktionen.  De planlægger at begynde produktionen i Frankrig eller muligvis Tyskland.

Helgasons stamcellelæder kan løse de miljømæssige og sociale problemer, der er forbundet med konventionel læderproduktion. Bilindustrien er for eksempel blevet kritiseret for at have anvendt læder til bilsæder, der kom fra Paraguay, hvor producenterne havde fordrevet oprindelige folk. Bilproducenterne hævdede, at forsyningskæderne er så ugennemsigtige, at de umuligt kan føre kontrol med produktionen.

Dog kan der ikke herske tvivl om, at det skader miljøet, at vi fælder Amazonasskoven for at gøre plads til konventionelt landbrug og læderproduktion. Og derfra bliver CO2-aftrykket kun større. Koskindet kan blive sendt fra Sydamerika til Cambodia eller Etiopien, hvor garvningen påbegyndes. Derfra sendes videre til garvere i Europa, der færdiggør arbejdet og laver læderet til sko, tasker – og bilsæder.

“En ko, der bliver slagtet i Sydamerika, ender med at rejse kloden rundt et par gange, før den omdannes til diverse forbrugsprodukter. Selv hvis du passer godt på dine ting, har produktionen haft en enorm skadelig effekt på vores miljø.”

Derfor er det Helgasons forhåbning at producere og garve læderet så tæt som muligt på de steder, hvor varerne produceres. Det vil reducere CO2-udledningen.