af Navi Pillay
FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder
Hvis der skal nævnes noget positivt ved den igangværende tumult over behandlingen af romaer i Frankrig og andre steder, er det, at spørgsmålet om ekstrem diskrimination nu er på alles læber, både i og uden for Europa. Men når den nuværende opmærksomhed falder, er det vigtigt, at de forfærdelige forhold for denne marginaliserede minoritet forbliver i skarp fokus. De skal behandles korrekt, ved at bruge menneskerettigheder som ledende principper for den offentlige politik og de afhjælpende foranstaltninger.
I dag synes stærke anti-roma følelser at florere i Europa, på trods af bestræbelser mod at ændre dette fra europæiske stater og internationale og regionale organisationer. Disse følelser kan være eskalererede som en følge af den økonomiske afmatning, der har tvunget mange romaer til at forlade deres oprindelige lokalsamfund i en søgen efter bedre jobmuligheder. Som en følge heraf, har en diskriminerende praksis og vold været stigende.
For eksempel har der været rapporter om fatale angreb mod romaer i Ungarn og Slovakiet. Et andet tilfælde, der kan nævnes, er da den franske indenrigsminister gjorde evakueringen af romalejre til et prioriteringsspørgsmål. Desuden har FN’s komite, der fører tilsyn med gennemførelsen af den internationale konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination (CERD) bemærket at, om end i forskellig grad, så forekommer tvangsudsættelser af romaer, samt modstand mod at give dem passende boliger, i en række lande, herunder Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Grækenland, Italien, Litauen, Rumænien og Slovakiet.
I nogle lande har romaerne begrænset adgang til sundhedspleje og andre tjenester, fordi de mangler identitetspapirer. Ifølge CERD, er problemer på uddannelsesområdet udbredt for roma-børn, såsom adskillelse i separate klasser eller overrepræsentation i skoler for børn med indlæringsvanskeligheder. I de sidste par år har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fundet at europæiske regeringer, herunder to EU-lande, nemlig Den Tjekkiske Republik og Grækenland er i strid med deres juridiske forpligtelser med hensyn til behandling af roma-børn i skolerne. Gennemførelsen af dommene er i bedste fald stadig utilstrækkelige.
Desuden har den fortsatte tilbagesending af romaer til Kosovo fra Tyskland haft katastrofale følger for børns rettigheder, herunder deres ret til uddannelse. Som en nylig UNICEF-undersøgelse har vist, er de romabørn der var rimeligt godt integreret i de tyske skoler, blevet kastet ud i et albansk-talende miljø, der er helt fremmed for dem, og hvor de kun har ringe eller ingen chance for at gå i skole overhovedet.
På denne baggrund er det ikke overraskende, at EU’s agentur for grundlæggende rettigheder anslår, at romaerne udsættes for det højeste niveau af forskelsbehandling i Den Europæiske Union.
Deres marginalisering og stigmatisering er ofte drevet af provokerende retorik fra de kræfter, der søger politisk gevinst ved at skabe mistillid. Dette er et af de punkter, jeg rejste under mit besøg til både legale og illegale romabosættelser i Italien. Der, som andre steder, har jeg gentagne gange bekendtgjort behovet for bedre at integrere romaerne i samfundet, både i deres oprindelseslande og i værtslandene. Det første skridt i retning af integration indebærer adgang til uddannelse og andre grundlæggende services, såsom sundhedspleje, passende bolig, og sanitet, samt til beskæftigelsesmuligheder. Disse er alle basale menneskerettigheder. De romabørn, som jeg mødte, deres forældre og andre samfundsrepræsentanter gjorde også dette behov klart i vores samtaler.
Jeg er klar over, at nogle romatraditioner kan være i strid med det almindelige samfund, og kan i sig selv udgøre krænkelser mod menneskerettighederne, såsom tvangsægteskaber og børnearbejde. Jeg er også klar over, at når de lever på randen af samfundet, har nogle romaer tyet til kriminalitet, som har skabt forståelige gnidninger. Men sådanne spørgsmål kræver sagskontrol, ikke vilkårlig fordømmelse. De har krav på samme rettergang, som anvendes til alle misbrugere og kriminelle, og skal ikke udsættes for drastiske foranstaltninger, der lugter af stigmatisering og kollektiv afstraffelse af en minoritet.
Der er allerede blevet gjort en seriøs indsats for at løse disse problemer, både på nationalt plan og ved EU-institutionerne. For eksempel har Europa-Kommissionen tydeligt forsøgt at styrke integrationspolitikkerne gennem EU-platformen for romaernes integration og igennem vedtagelsen af de fælles grundprincipper for integration af romaer i 2009. Og i FN i april 2009 ved konferencen mod racisme, lovede 182 FN-medlemsstater at træffe konkrete foranstaltninger mod at udrydde diskriminationen af romaer og andre minoriteter, samt tilbyde dem retsmidler og særlig beskyttelse.
Der skal gøres meget mere. Med aktiv støtte fra Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet, såvel som FN, EU og dets 27 medlemsstater, har de nu en chance for at ændre deres holdning til roma-spørgsmålet fra reaktiv til proaktiv. De skal sikre standarder for menneskerettigheder og gennemføre dem i praksis i hele EU, for at sikre, at alle roma-befolkninger lever et værdigt liv i et af verdens mest velstående regioner, en region, der også er deres hjemland
