Øget seksuel vold i Ukraine

Sima Bahous, administrerende direktør for UN Women, har sagt, at hendes organisation i stigende grad hører rapporter om voldtægt og seksuel vold i Ukraine. Hun sagde, at risikoen for menneskehandel, især af unge kvinder og uledsagede teenagere, også er et stigende problem.

Flere FN-embedsmænd opfordrede mandag til undersøgelser af vold mod kvinder i Ruslands krig i Ukraine og beskyttelse af børn i konflikten på et møde i Sikkerhedsrådet, som USA og Albanien havde taget initiativ til.

Sima Bahous
Sima Bahous, administrerende direktør for UN Women, orienterer Sikkerhedsrådet om opretholdelse af fred og sikkerhed i Ukraine. Foto: Foto: UN Photo/Manuel Elías.

Bahous sagde, at rapporter om voldtægt og andre forbrydelser dukker op, efterhånden som et stort antal fordrevne ukrainere fortsat flygter fra deres hjem under tilstedeværelsen af værnepligtige soldater og lejesoldater og på baggrund af brutale drab på civile.

Et andet FN-organ, UNFPA, FN’s Befolkningsfond, har tidligere opfordret til en undersøgelse af seksuel vold i Ukraine.

“Voldtægt og andre former for seksuel vold er alvorlige overtrædelser af den humanitære folkeret og menneskerettighedslovgivningen og kan betegnes som krigsforbrydelser”, udtalte UNFPA’s administrerende direktør, Dr. Natalia Kanem, i en erklæring.

UNFPA og dets partnere har siden konfliktens begyndelse nået mere end 1 million mennesker, hovedsagelig kvinder, med oplysninger om beskyttelse mod kønsbaseret vold og om adgangen til seksuelle og reproduktive sundhedstjenester og psykologisk støtte.

UNFPA leverer livreddende ydelser i Ukraine, herunder 13 tons forsyninger, medicin og udstyr til reproduktiv sundhed, der er distribueret til hospitaler og mobile beredskaber. UNFPA støtter snesevis af sikre steder og krisecentre og leverer pakker med sanitets- og hygiejneartikler til kvinder i nød.

“Der kan ikke være nogen tolerance over for voldtægt og andre former for seksuel vold og ingen straffrihed for gerningsmændene”, sagde Kanem fra UNFPA i en erklæring.

 

Læs mere her:

UNFPA: beskyt kvinder og piger i Ukraine

Seneste nyt

Generalsekretærens udtalelse om COVID-19