Æresdrab og vold i hjemmet – besked på Den Internationale Kvindedag

0
437

8. Marts, 2010

Besked på Den Internationale Kvindedag
Æresdrab og vold i hjemmet
Af Navi Pillay
FN’s højkommissær for menneskerettigheder

En pige bliver venner med drenge. Hvad kunne være mere normalt og almindeligt? Alligevel blev en tyrkisk teenager angiveligt begravet levende af sin far og bedstefar for dette. Denne seneste nyhed er blevet mødt med chok og harme i hele verden. Forbrydelser som denne er dog på ingen måder usædvanlige. Faktisk behandler en ret i Arizona på nuværende tidspunkt en sag, hvor en mand er anklaget for at kritisere og dræbe sin datter som han angiveligt anså for at være for ”vestliggjort”. FN anslår at 5000 kvinder rundt om i verden hvert år bliver myrdet af familiemedlemmer i de såkaldte æresdrab.

Når kvinder ses som bærerne af familiens ære bliver de sårbare over for angreb, der involverer fysisk vold, lemlæstelse og tilmed mord, som regel begået af en ”fornærmet” mandlig slægtning og ofte med et stiltiende eller udtrykkeligt samtykke fra kvindelige pårørende.

”Æresangreb” bliver udført for at ”reparere og rense” en krænkelse af familiens eller samfundets normer, især når seksuel adfærd er involveret. Men disse overgreb kan også blive udløst af en kvindes ønske om at gifte sig og leve med en person efter hendes eget valg, at lade sig skille eller at kræve en arv. Til tider bliver selvudnævnte ”hævnere” bedt om at handle på baggrund af ren sladder og udokumenterede mistanker. Opfattelsen af skyld er endnu vigtigere end forekomsten af den reelle hændelse. Kvinder idømmes voldelige straffe uden at deres side af historien bliver hørt og uden mulighed for at appellere.

Denne forskruede logik, og den vold den fører med sig, tilstræbes selv når kvinder har været mål for uønsket mandlig opNavi Pillaymærksomhed eller har været ofre for voldtægt, herunder incestlignende vold. Som følge heraf bliver de gjort til ofre i to omgange mens deres voldsmænds opførsel tolereres. Gerningsmændene kan ofte regne med fuld eller delvis fritagelse for straf på grund af love, der enten er for milde eller for dårligt anvendt. Til tider soler voldsmændene sig ligefrem i deres samfunds beundring over at de har standset den vildfarende opførsel fra en ulydig kvinde og slettet denne skamplet.

Men voldelige ”æresangreb” er forbrydelser, der krænker retten til liv, frihed, kropslig integritet, forbudet mod tortur eller ondskabsfuld, umenneskelig, nedværdigende behandling og forbudet mod slaveri. Den krænker ligeledes retten til frihed fra kønsdiskriminering og seksuelt misbrug eller udnyttelse, retten til privatlivets fred, forpligtelsen til at give afkald på diskriminerende love og skadelige praksisser mod kvinder.

Det er både forsimplet og misvisende at tro, at disse praksisser tilhører regressive kulturer, der foragter civiliseret adfærd. Faktum er at kvinder i alle lande i verden må udstå vold i sfærer, der er velkendte for dem og hvor de burde forvente sikkerhed frem for angreb. Æresangreb er dybt forankret i den samme indstilling og tankegang, der også forårsager vold i hjemmet. Disse angreb har rødder i et ønske om at kontrollere kvinder og undertrykke deres ambitioner og deres stemme.

Kvinder er fanget inden for hjemmets vægge som følge af den isolation og magtesløshed volden bygger omkring dem. Af denne grund forbliver mange overgreb mod kvinder, begået i den hjemlige sfære, indhyllet i tavshed og skam i stedet for at blive fordømt som det de er – grove krænkelser af menneskerettighederne. 

Selvom kvinders økonomiske selvstændighed kan tilbyde veje ud af samfundsmæssige restriktioner, vold i hjemmet og undertrykkelse, har volden mod kvinder været stigende, selv i lande hvor kvinder har opnået økonomisk uafhængighed og høj social status. Det tvinger visse succesfulde iværksættere såvel som respekterede parlamentarikere, glimrende forskere og professionelle kvinder til at leve et dobbeltliv. Offentligt bliver de betragtet som rollemodeller i det øverste lag af samfundet. Privat bliver de ydmyget og overfaldet.

Den typiske reaktion på vold i hjemmet er at sende kvinder til krisecentre og fjerne dem fra det miljø de bor i. I modsætning hertil er gerningsmændene sjældent tvunget til at flygte i skam og frygt fra deres eget hjem eller deres sociale miljø.    

Denne fremgangsmåde må vendes på hovedet. Det er et klart ansvar fra statens side at beskytte kvinder, straffe deres overfaldsmænd og få dem til at påtage sig et ansvar ved at tænke over omkostningerne og konsekvenserne af deres selvretfærdighed og brutalitet. Dette må gøres uanset gerningsmændenes situation i samfundet, deres motivation og deres forhold til offeret.

Samtidig må mænd og kvinder, drenge og piger, oplyses om kvinders menneskelige rettigheder og alles ansvar for at respektere andres rettigheder. Dette bør omfatte anerkendelsen af kvinders rettighed til at styre deres kroppe og deres seksualitet samt det at have lige adgang til arv, ejendom, boliger og social sikkerhed.

Kvinder kæmper tilbage for at sikre en holdningsændring, der samtidig styrkes. De udfordrer i stigende grad deres overfaldsmænd til, i retten, at forklare hvad der præcist gør deres handlinger ærefulde. Kvinder kræver i stigende grad at deres plageånder står ansigt til ansigt med voldens konsekvenser. Vi må støtte disse modige kvinder. Vi må hjælpe andre til at træde frem og destruere tavshedens slør og samfundets stiltiende accept, der har tilladt voldskulturer at slå rod.