8. august 2014 – Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har i dag anerkendt ebola som en ”international nødsituation”. Dermed er FN nået frem til den erkendelse, at internationalt samarbejde er nødvendigt for at stoppe spredningen af ebola.
Det nyeste udbrud af ebola har indtil videre taget livet af over 900 mennesker i Sierra Leone, Liberia, Nigeria og Guinea. Liberias præsident Ellen Johnson-Sirleaf erklærede for nylig undtagelsestilstand i landet, alt imens landet også har sat store områder i karantæne for at undgå spredning. WHO’s seneste udmelding er dog erkendelse af, at det ikke er nok med nationale tiltag, men at ebola er et problem, der skal løses internationalt.
Keiji Fukuda fra WHO kalder ebola en ekstraordinær udfordring, men udtaler samtidig, at det langt fra er umuligt at stoppe spredningen af sygdommen: ”Det her er ikke en mystisk sygdom, men en smitsom sygdom som man godt kan forhindre spredningen af.”
Det skal i denne forbindelse nævnes, at det ikke er første gang ebola har hærget i Afrika. Om end de tidligere udbrud var mindre end det nuværende, blev udbruddene effektivt slået ned. Eksempelvis blev det første udbrud af ebola i den Demokratiske Republik Congo i 1976 nedkæmpet. Indtil for nylig har ebola således været ansvarlig for under 1.000 dødsfald per år og har ikke været en særlig hyppigt forekommende sygdom.
Da ebola smitter gennem direkte kontakt med kropsvæsker fra en smittet person, er prævention en af hjørnestene i at forhindre yderligere spredning af sygdommen. Det er i den forbindelse helt essentielt, at den lokale befolkning bliver informeret om, hvad man må og ikke må, når man er i nærheden af smittede personer. En af hovedårsagerne til de mange tilfælde er nemlig, at mange syge bliver passet af deres familier, der ikke bærer beskyttelse og som ikke tager tilstrækkelige hygiejniske tiltag for at undgå smitte.
Et andet vigtigt redskab i kampen mod epidemien er kommunikation. I Guineas hovedstad Conakry har man forsøgt at informere befolkningen bedst muligt om sygdommen via radio- og TV-meddelelser på fransk og på lokale sprog. Det er dog svært at nå frem til de mere perifere egne af de vestafrikanske lande. For det første er forbindelserne ofte dårlige og for det andet ejer mange ikke radio eller TV. Disse befolkningsgrupper kan derfor bedre nås ved at holde informationsmøder ved lokale markeder eller gå fra dør til dør.
En ofte overset faktor er begravelsesritualer. I nogle vestafrikanske kulturer er det en tradition, at man rør ved den afdøde inden han eller hun bliver begravet. Da lægerne stærkt fraråder dette, gemmer nogle familier de afdøde fra myndighederne, hvilket bringer familiemedlemmerne i yderligere smittefare.
Sidst men ikke mindst er det alfa-omega, at kontakt med inficerede dyr, råt kød og blod undgås.
