Statens primære ansvar er at sikre borgernes rettigheder, men mange af de arabiske regimer har fejlet i oprettelsen af demokratiske institutioner, der kan yde befolkningen sikkerhed og styrke den menneskelige udvikling i regionen, advarer FN’s Udviklingsprogram (UNDP) i en ny rapport.
“Et samfund styret af love, som beskytter menneskerettighederne, er den bedste garanti for menneskers sikkerhed,” sagde Madawi Al-Rasheed, professor ved King’s College i London og en af dem, der står bag Arab Human Development Report 2009: Challenges to Human Security in the Arab Countries. Han mener, at landene i den arabiske region er langt fra ideele stater, set fra et menneskeligt sikkerhedsperspektiv.
Menneskelig sikkerhed er en nødvendighed for at skabe udvikling, men de arabiske ledere har ikke i tilstrækkelig grad etableret reelle demokratiske institutioner. Nationale love er ofte i uoverensstemmelse med menneskerettighederne, selv når landene har ratificeret internationale konventioner; ytringsfriheden nyder kun svag eller ingen beskyttelse i lovgivningerne og medierne er under stigende pres. Der er begrænset foreningsfrihed og i seks arabiske lande er der stadig forbud mod politiske partier, hvilket svækker parlamenternes stilling i disse samfund.
Manglen på samfundsmæssige institutioner, som sikrer magtdelingen og giver mulighed for at blive repræsenteret og indgå i den politiske beslutningsproces, fører til intern uro, som i flere arabiske er endt i krig, med Darfur som det værste eksempel. Det er ikke etniske eller religiøse forskelle, der er årsagen til disse krige, men at elitegrupper udnytter folks utilfredshed til at manipulere den etniske identitet og udnytte det kaos, der opstår, til at konsolidere deres magtpositioner. Staten står også bag magtmisbrug i flere lande, og er ikke i stand til at beskytte sine egne borgere mod voldelige oprør.
“De enkelte menneskers sikkerhed skal være over statens suverænitet,” siger Mohamad El-Baradei, direktør for Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) og bidragsyder til rapporten. Ud over kvinder, er to andre grupper i regionen, der er særligt marginaliserede, og som vokser alarmerende hurtigt. De fleste af ofrene for menneskehandel ender i arabiske lande. De er tvunget til at arbejde som slavearbejdere, sexslaver og børnesoldater, og er helt uden rettigheder. Det samme gælder for den store gruppe af flygtninge og internt fordrevne. Den arabiske region har det længste eksisterende flygtningeproblem, nemlig i Palæstina, hvor flere generationer er vokset op i lejre, men også det nyeste, i Darfur. Tilsammen er der mere end 17 millioner flygtninge og internt fordrevne i de arabiske lande, hvilket udgør næsten 50 procent af verdens flygtninge.
Der findes dog visse tegn på positive ændringer i flere af de arabiske lande, men rapporten opfordrer arabiske ledere til en drastisk kursændring i retning af velfungerende demokrati. Forfatterne anbefaler også, at det internationale samfund gøre mere for at styrke de demokratiske kræfter i disse lande, og går væk fra forsøg på at indføre demokrati udefra.
Fakta
- Én ud af fem indbyggere i de arabiske lande lever under den internationale fattigdomsgrænse (11 kr. om dagen). Samtidig lever en langt større del af regionen for lidt over 11 kr. om dagen, og kan ikke selv dække udgifterne til nødvendige varer. Næsten 40 procent af befolkningen anslås dermed til at leve i fattigdom.
- Mere end 17 millioner mennesker i den arabiske region er blevet tvunget fra deres hjem på grund af voldelige konflikter. Nogle er flygtninge i deres egne lande, mens andre er rejst til nabolandene.
- Verdens største strøm af ofre for menneskehandel ender i de arabiske lande som slavearbejdere, sexslaver eller børnesoldater.
- Arabiske lande er sårbare over for udsving i oliepriserne, da over 70 procent af eksport-indtægter stammer fra olie. Regionen har verdens højeste arbejdsløshed (14,4 procent).
- På grund af langvarig kønsdiskrimination, der forhindrer, at piger og kvinder får adgang til uddannelse, kan omkring 4 ud af 10 kvinder ikke læse eller skrive.
- Ørkendannelse truer 2,9 millioner kvadratkilometer af landområderne i regionen – det vil sige over 20 procent af landområderne.
Rapporten er den femte i en serie af UNDP-støttede Arab Human Development Reports. Tidligere rapporter argumenterer for, at mangler når det gælder uddannelse, frihed og kvinders rettigheder hindrer udvikling i regionen. Rapporten er udarbejdet af uafhængige forskere fra de arabiske lande, og omhandler vigtige spørgsmål, der ikke kun berører de 330 millioner mennesker, der er bosat i Algeriet, Bahrain, Comorerne, Djibouti, Egypten, Irak, Kuwait, Libanon, Libyen, Mauretanien, Marokko, Oman, de besatte palæstinensiske områder, Qatar, Saudi-Arabien, Somalia, Sudan, Syrien, Tunesien, Yemen, og De Forenede Arabiske Emirater.
