23.10.2015 – De første byggesten til FN blev lagt for over 70 år siden i den afsluttende fase af Anden Verdenskrig af de allierede lande, som kæmpede imod aksemagterne. Navnet ”United Nations” blev først brugt i FN’s erklæring fra 1942.
San Francisco-konferencen indledtes den 25. april 1945, mens de afsluttende kampe mod Nazityskland stadig var i gang, og to måneder senere blev FN-pagten underskrevet. Formelt blev FN grundlagt den 24. oktober 1945, da sikkerhedsrådets fem permanente medlemmer Kina, Frankrig, Sovjetunionen (nu Rusland), Storbritannien og størstedelen af de øvrige lande havde ratificeret pagten. Derfor afholdes FN-dagen den 24. oktober!

Vejen til medlemskab i de nordiske lande
FN begyndte som en organisation for de sejrende magter ved 2. Verdenskrig. Trods den danske samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt fra 1940-1943 under 2. Verdenskrig fik Danmark i 1945 status som allieret og blev et stiftende medlem af FN.
Norge var også et af de stiftende medlemslande, og norske Trygve Lie blev indsat som FN’s første generalsekretær 2. februar 1946. Han var acceptabel både for Vesten, på grund af sin indsats hos den norske London-regering, og for Sovjetunionen, fordi han kom fra en venstreorienteret regering.
Finland var ikke til stede ved San Francisco-konferencen, fordi den var forbeholdt de sejrende stater. Derfor fik Finland først mulighed for at genoptage sin status som uafhængig stat i internationale forhold ved fredskonferencen i Paris i 1947, hvilket også gav dem mulighed for at tilslutte sig FN. Det skete dog først i 1955 på initiativ fra Finlands generalkonsul Ville Niskanen.

Ved grundlæggelse havde FN 51 medlemslande – siden juli 2011, hvor Sydsudan blev et medlemsland, har FN haft 193 medlemslande.





