11. september 2006, New York
Hr. Præsident,
Excellencer,
Tragedien i Darfur har nået et kritisk punkt. Det fortjener dette Råds største opmærksomhed og omgående handlen.
Det er afgørende, at vi alle snakker åbent om, hvad der foregår, og om hvad der er brug for, for at gøre for at kunne stoppe lidelsen for så mange millioner mennesker.
Jeg er meget glad for at se, at den Afrikanske Union, den Arabiske Liga og Organisationen for den Islamiske Konference er tilstede i dag. Det er ligeledes vigtigt at Sudans regering deltager i dag.
Hr. Præsident,
Vi har alle hørt de seneste dybt forfærdende rapporter om fornyede kampe mellem de forskellige parter, specielt i det nordlige Darfur. Tusinder af soldater fra den sudanesiske Hær er blevet indsat i området – et klart brud på Darfur Fredsaftalen. Og værre endnu, dette område har været udsat for fornyede luftbombardementer. Jeg fordømmer denne eskalering på det kraftigste. Regeringen bør stoppe sin offensiv omgående afstå fra yderligere lignende aktioner.
Disse seneste sammenstød har bragt endnu større elendighed til en befolkning, som allerede har gennemlevet alt for meget.
Igen er folk blevet fordrevet. Det samlede antal fordrevne er nu på 1,9 millioner. Næsten 3 millioner mennesker i Darfur er afhængige af international hjælp til mad, husly og medicinsk behandling
Kampene har gjort det lange langt sværere for nødarbejderne at nå frem til dem. I juli forhindredes Verdens Fødevare Programmet (WFP) i at levere mad til 470.000 mennesker i desperat nød. I august nåede WFP frem til de nødstedte i det sydlige Darfur, men omkring 355.000 mennesker i det nordlige Darfur er stadig afskåret fra nødhjælp – for de fleste af dem er det på tredje måned. Ikke siden juli 2004, hvor jeg sammen med Sudans udenrigsminister underskrev et kommuniké, har adgangen været så begrænset.
Nødarbejdere er fortsat mål for brutal vold, fysisk chikane og bagvaskelse. Mange af deres køretøjer er blevet stjålet. Alene inden for de sidste to måneder har tolv nødarbejdere mistet livet – det er mere end i de to foregående år tilsammen. Vi anerkender deres store offer, men vi kan og må ikke acceptere de handlinger, der ledte dertil. Hjælpearbejdere skal uhindret og trygt kunne udføre deres arbejde.
Efterhånden som adgangen bliver sværere, bliver resultaterne fra de sidste to år tabt på gulvet. Hvis ikke sikkerheden forbedres, risikerer vi at blive nødt til drastisk at forkorte en akut nødvendig humanitær operation.
Har vi samvittigheden til at overlade Darfurs befolkning til en sådan skæbne? Kan det internationale samfund, efter at det ikke formåede at hjælpe befolkningen i Rwanda i deres nød, blot se til mens tragedien vokser? Efter at vi for blot et år siden blev enige om, at der er et ansvar at leve op til, kan vi så overveje at fejle endnu en gang? Enten lærer man sin lektie eller ej; Principper bliver enten opretholdt eller foragtet. Dette er ikke tiden for en mellemvej, halve løsninger eller yderligere debat.
Hr. Præsident,
Disse seneste kampe illustrerer en komplet ignoreren af Darfur Fredaftalen.
Denne aftale skabte et håb, der nu knuses. Den nuværende udvikling trodser adskillige af Sikkerhedsrådets resolutioner, og bryder indgåede aftaler, inklusiv aftalen om ikke at indsætte yderligere sudanesiske tropper. Denne handling er juridisk og moralsk uacceptabel.
Tilsyneladende tror de, der har beordret dette, stadig, at der er en militær løsning på krisen i Darfur. Men alle parter burde nu, efter så meget død og ødelæggelse, have indset, at kun en politisk aftale, hvor alle involverede deltager, kan bringe fred til regionen.
Som Sikkerhedsrådet gjorde det klart i resolution 1706, giver Darfur Fredsaftalen os en chance for at opnå fred. I de kommende dage vil vi i FN’s Sekretariat mødes med ledere fra den Afrikanske Unions kommision for at færdiggøre en hjælpepakke til AMIS. Afdelingen for Fredsbevarende Operationer vil også indkalde til et møde for potentielle bidragsydere af militær og politi for at diskutere udvidelsen af UNMIS til Darfur.
Hr. Præsident,
Den Afrikanske Union har været meget klar omkring nødvendigheden af en overgang fra AMIS til en FN fredsoperation, som Sikkerhedsrådet også har besluttet det. Den Afrikanske Union har ligeledes været meget klar omkring nødvendigheden af, at AMIS fortsætter indtil da, og ligeledes nødvendigheden af, at modstå enhver bestræbelse på at undergrave beslutninger, der søger at gennemføre disse mål. Den Arabiske Liga har også tilbudt uundværlig hjælp til overgangen, og har ytret sin overbevisning om, at AMIS skal blive der året ud.
Der kan nemlig ikke blive tale om at glemme AMIS. Den Afrikanske Unions tropper har udført et modigt job under meget svære forhold. De har en vigtig rolle at spille, indtil en FN operation er på plads. Men de mangler stadig de nødvendige resurser. Igen anmoder jeg AMIS’s partnere om at sikre, at arbejdet kan fortsætte i denne afgørende overgangsperiode.
Men lad os sige det direkte. Vi ved alle at Sudans regering stadig nægter at acceptere denne overgang. Og Sikkerhedsrådet anerkender, at det uden regeringens samtykke ikke er muligt at gennemføre den.
Derfor beder jeg indtrængende den sudanesiske regering om at tilslutte sig ånden i resolution 1706, at give sit samtykke til overgangen og at forfølge den politiske proces med ny energi og engagement. Konsekvenserne af regeringens nuværende attitude – endnu mere død og lidelse, måske på katastrofalt niveau – vil først og fremmest blive følt af befolkningen i Darfur. Men regeringen selv vil også lide, hvis den ikke formår at leve op til det hellige ansvar at beskytte sit eget folk. Den vil lide under vanære og skam – i hele Afrikas og det internationale samfunds øjne. Desuden skal hverken de, der beslutter sådanne politikker, eller de, der udfører dem, tro at de ikke vil blive stillet til regnskab for det.
Men min stemme alene vil ikke overbevise regeringen. Jeg har prøvet gentagne gange at forklare overgangen til regeringen, og at udrydde eventuelle fejlforestillinger og myter. Offentligt og privat har jeg understreget den humanitære situation og appelleret til regeringens egen sans for pragmatisme. Nu er det tid til at yderligere stemmer lader sig blive hørt. Vi har brug for, at regeringer og ledere i Afrika og resten af verden, som er i en position hvor de kan påvirke den sudanesiske regering, omgående gør deres indflydelse gældende. Desuden skal vi have en stærk og enig besked fra Sikkerhedsrådet.
Hr. Præsident,
Dette er en farlig tid for befolkningen i Darfur. Men det er også en afgørende tid for Sikkerhedsrådet selv. I over to år har I arbejdet på at stoppe kamphandlingerne og forbedre situationen i Darfur. Og alligevel befinder vi os nu igen på kanten af en frygtelig ulykke.
Den nuværende situation i Darfur kan ikke fortsætte. Det er tid til at handle. Ikke blot i Darfur, men overalt i verden, bliver dette set som en afgørende prøvelse på Sikkerhedsrådets autoritet og effektivitet; dets solidaritet med folk i nød, og dets seriøsitet i sit arbejde for fred. Jeg beder jeg indtrængende og på den stærkest mulige måde om at svare på disse udfordringer.
Mange tak.
