August – En af de mest slående visuelle fremstillinger fra COP21, FN’s klimakonference i Paris tilbage i december 2015, var is-uret, et projekt lavet af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson, i samarbejde med den grønlandske geolog, Minik Rosing.
Tolv isbjerge blev importeret fra Grønland til Paris og arrangeret, som et ur på Place de Panthéon. Den smeltende is skulle minde forhandlerne, der deltog ved konferencen, om behovet for at takle klimaforandringerne.
Få steder er lige så påvirket af klimaforandringer, som Grønland er, og alligevel annoncerede den grønlandske regering kaldt “Naalakkersuisut“, tilbage i april 2015, at de ikke ville deltage ved COP21 i Paris.
Vittus Qujaukitsoq, ministeren for økonomi og udenrigsanliggender, beklagede sig over at en juridisk bindende reference, angående indfødtes rettigheder til udvikling, ikke blev medtaget i traktaten. Han sagde, at det ikke havde været muligt at finde en løsning, inden for den danske stat, som også tog hensyn til Grønlands økonomiske udvikling. ”Derfor har vi nu besluttet, at der skal tages et territorialt forbehold for Paris-aftalen” siger Qujaukitsoq.
Klimaforandringerne er helt sikkert en realitet i Arktis og har betydelig indflydelse på Grønland 
“Klimaforandringerne forårsaget af rige nationers emissioner fjerner isdækket i Arktis og der er intet folk i Arktis kan gøre ved det,” forklarer Kai Holst Andersen, viceminister med ansvar for udenrigsanliggender
“Isen forsvinder for øjnene af os. Om 50 år vil vi være i stand til at sejle over Nordpolen med skib i sommermånederne – det er et faktum, som vi er nødt til at forholde os til i Arktis. Det er en kendsgerning, som har meget alvorlige konsekvenser for os og som vi er nødt til at håndtere. “
Konsekvenserne for grønlænderne er enorme, ikke mindst for jagtmetoder og traditioner, der går hundreder eller tusinder af år tilbage. Disse er i fare for at gå tabt. “Klimaforandringerne sker så hurtigt, at de traditionelle jagtmetoder ikke kan tilpasses de nye omgivelser, ” siger viceministeren.
“Hundeslæden er mange steder blevet en irrelevant transportform, fordi isen er væk, og når isen er væk, kan jægerne ikke jage. Den traditionelle jagt på Grønland kræver, at du jager over meget lange afstande for at styre byttet, så klimaforandringerne har en meget drastisk effekt. ” siger Lene Holm Kielsen, forsker ved det Grønlandske Naturinstitut. Hun har rejst meget i landet for at studere virkningerne af klimaforandringerne. “Isen har ændret sig og det er nu visuelt, nu kan du se det.”
Lene forklarer også at fangsterne, nogle steder, er faldet så meget, at jægerne ikke kan fodre deres hunde og har været nødt til, at dræbe dem. “De er nødt til at brødføde deres hunde, for at kunne brødføde deres familier. Men mange af dem er blevet tvunget til at dræbe deres hunde. ” fortæller Lene.
I denne mærkværdige tvistede verden har hun også observeret, at fisk, som helleflynder og torsk, nu bliver fanget længere nordpå, på steder hvor jægere allerede kæmper med, at overleve fordi miljøforkæmpere bringer stor modstand mod deres jagt af isbjørne, sæler og hvaler. Men, som Lene forklarer, så er der kun omkring 100 jægere tilbage i området, så de kan næppe jage disse dyr, til et punkt hvor de er truet af udryddelse.
Det internationale samfund, medierne og NGO’er har fokus på de globale konsekvenser af afsmeltningen af den grønlandske indlandsis og mange taler om isbjørne, når man snakker om dyr der er ved at uddø på grund af klimaforandringerne. Dette synes viceminister Holst Andersen er en skam, han mener at det ofte bliver glemt, at der bor millioner af mennesker i Arktis.
“Vi befinder os i den modtagende ende af det globale pres, som for eksempel reguleringer fra NGO’er, men set fra vores synspunkt og fra synspunktet af andre Inuit- og indfødte befolkninger i Arktis, har de ofte en tendens til at glemme, at der bor folk i Arktis. Formålet med at fremhæve hvad der sker i Arktis disse år, bør ikke handle om, at redde et isbjerg eller en isbjørn – det burde handle om at redde tusind år gamle traditioner og en livsstil, der er ved at gå tabt. Vildtlivet er en del af dette, men mennesket lever i en cyklus med vildtlivet, mennesket er en del af det. Og jeg tror alt for ofte at den bæredygtige udviklings diskurs bliver tabt på gulvet, når det kommer til Arktis, og det bliver vigtigere at beskytte et isbjerg. ” forklarer Holst Andersen.
Lene Kielsen Holm er enig og siger, at det er vigtigt, at forskere, ligesom hende selv, sørge for at erfaringerne ikke er glemt. “Fordi, hvis vi ikke gør det i dag, så er der ikke nogen der kan gør det i fremtiden. Hvis fangsten kun går ned og ned, vil en del af kulturen forsvinde med den, og det er sådan nogle ting, som kan gøre mig ængstelig. Hvis ikke vi dokumenterer den viden, som fangere og fiskere har om deres omgivelser, og de omgivelser forandre sig så meget, at man ikke længere har brug for den viden, så vil den jo dø når den ældre generation forsvinder. ”
