Kampagnen for at gøre fattigdom historie udgør en central moralsk udfordring i vor tid. En forstærkelse af universelle menneskerettigheder kan anvise en vej mod det mål.
Basale menneskerettigheder – retten til en anstændig levestandard, til mad og essentiel helbredsbehandling, til muligheder for uddannelse og anstændigt arbejde eller til frihed fra diskrimination – er præcist det verdens fattigste har mest brug for. Alligevel, i kraft af deres svækkede status, er det dem, som mindst er i stand til at opnå eller beskytte sådanne ”universale” rettigheder. Som et resultat er menneskerettigheder i fare når eller hvor som helst en mand, kvinde eller et barn lever i ekstrem fattigdom.
Hvis vi skal være seriøse omkring menneskerettigheder, må vi bevise, at vi tager afsavn seriøst. Som foreslået ved afholdelsen af dette års Internationale Menneskerettighedsdag må vi behandle kampen mod fattigdom som ”et spørgsmål om forpligtelse, ikke godgørenhed”.
Hver af os burde forstå, at rettighederne, som er opstillet i den universelle Menneskerettighedsdeklaration, er mindre værdifulde for de millioner af mennesker i denne verden, som er forfulgt af sygdomme og sult, så længe de ikke har nogen effektive virkninger. Vi må alle anerkende, at hvor hele familier ernærer sig kummerligt med mindre end 1 dollar om dagen, eller børn dør på grund af manglende basal men livsredende behandling, har deklarationen højst en hul klang.
At se fattigdom gennem en menneskerettighedslinse forøger vores moralske befaling om at handle, men det bringer også andre fordele. Siden standarder for menneskerettigheder lægger vægt på individuel bemyndigelse, kan en rettighedsbaseret tilgang hjælpe med at bemyndige og gøre det muligt for de fattige. Den kan hjælpe borgere på alle niveauer med at opnå den viden og status, de har behov for, for at være en reel del af beslutninger, som vedrører deres liv. Den kan skabe opmærksomhed om sunde og bæredygtige processer, der frembyder håb om længerevarende fremskridt. Den kan desuden tilskynde os til ikke at måle vores succes udelukkende ud fra indkomstsniveau, men ud fra den frihed folk har til at føre fyldestgørende og behagelige liv.
I dag går udvikling, sikkerhed og menneskerettigheder hånd i hånd; Ingen af dem kan forbedres markant uden de andre to. Enhver, som advokerer kraftfuldt for menneskerettigheder, men som ikke gør noget ved menneskelig sikkerhed og menneskelig udvikling – eller omvendt –underminerer så sandelig både hans troværdighed og hans sag. Så lad os tale med en stemme om alle tre områder og lad os arbejde på at sikre, at frihed fra nød, frihed fra frygt og frihed til at leve i værdighed har en reel betydning for de, som trænger mest.
