Vådområder er Jordens nyrer 

0
334
vådområde-lake-vaadomraade-Sverige-Sweden-Embla-Munk-Rynkebjerg
Sveriges vådområder, foto: Embla Munk Rynkebjerg/Unsplash

Selvom 40 procent af alt plante- og dyreliv lever eller yngler i vådområder, dækker disse områder kun omkring 6 procent af jordens landoverflade. I de nordiske lande udgør vådområder dog en højere procentdel. Den 2. februar er Verdensdag for Vådområder

Omkring 35 procent af verdens vådområder er forsvundet i de seneste 50 år. De forsvinder med en tre gange så høj hastighed, som tilfældet er for skovområder. Vådområder er overgangszoner, hvor vandstrømmen, kredsløbet af næringsstoffer og solens energi mødes for at producere et unikt økosystem præget af hydrologi, jordbund og vegetation.  

En omfattende definition af begrebet vådområde medtager alle søer og floder, underjordiske grundvandsmagasiner, sumpe og moser, våde græsarealer, tørveområder, oaser, flodmundinger, deltaer og tidevandsflader, mangrover og andre kystområder, koralrev, samt alle menneskeskabte steder såsom fiskedamme, rismarker, reservoirer og saltpander. 

 

En tredjedel af vådområderne gået tabt

Lapland-marsh-fen-flowers
Mose i Sverige, Lapland. Foto: www.worldwetlandsday.org

Vådområder lagrer over 30 procent af alt landbaseret kulstof. Dette er kulstof, som ellers ville have bidraget til den globale opvarmning. De absorberer kuldioxid, hvilket bremser den globale opvarmning og reducerer forureningen: Derfor bliver de ofte omtalt som “Jordens nyrer”. Tørveområder lagrer dobbelt så meget kulstof som alle verdens skove tilsammen. Men når de drænes og ødelægges, udleder vådområderne enorme mængder kulstof.  

Alene i de sidste 50 år vil mere end en tredjedel af alle verdens vådområder være gået tabt – hovedsageligt forskyldt af udvidet landbrug og bebyggelse; men også på grund af forurening, overfiskeri, invasive arter og klimaforandringer. I visse af verdens områder er vådområdernes tilbagegang endnu højere; i Danmark er 90 procent af vådområderne gået tabt i perioden 1900-1990; I Sverige mere end 65 procent af de naturligt forekommende vådlandsområder.

ditch-plug-Matti-Ermold-forest-trees
Grøft med dæmning, en restaurering udført for at stoppe en grøft og dermed stoppe afvandingen. Foto: Matti Ermold, Naturvårdsverket

Der er flere områder klassificeret som vådområder i Nordeuropa end i mange andre lande. Tørveområder forekommer i næsten hele Europa, med en koncentration i de nordvestlige, nordiske og østeuropæiske lande, der dækker et areal på omkring 350.000 km2. I Finland og Sverige er omkring 25 procent af landarealet vådområder. 

 

 

Alle vådområder vokser frem igen 

Specialisten Matti Ermold ved Naturvårdsverket, en svensk forvaltningsmyndighed indenfor miljøområdet, bekræfter, at Sverige og de andre nordiske lande er blandt landene med flest vådområder, de samlede områder taget i betragtning. I de nordiske lande opstod store vådområder efter den sidste istid for lidt over 10.000 år siden. 

“Det fugtige klima og de lave temperaturer førte til det faktum, at døde plantedele ikke blev nedbrudt. Derved kunne de ophobe sig. Det betyder, at vi i dag kan have tørvearealer bestående af et 10- 

metertykt lag tørv, hvor tørven består af døde plantedele”, siger Ermold.  

 

Processerne bremses

Alle vådområder vokser frem igen over tid i en overgang fra en naturlig tilstand til en anden. Dette sker naturligvis over en længere periode, normalt over flere hundrede eller tusinder år. Over tid kan søer for eksempel forvandle sig til vådområder. Vådområderne selv kan så forvandle sig til skov. Betingelserne for processen er dog, at den ikke forstyrres.  

Menneskelig indgriben i naturen har delvist accelereret transformationen af disse overgangsfaser fra den ene til den anden. Udgravninger, sænkning af søer, udretning af vandløb, klimaændringer, kvælstofafsætning og udnyttelse har ført til, at vådområder med tiden har mistet deres oprindelige vandstand og vandtilgængelighed. 

“Forstyrrelser som brande, oversvømninger eller storme har betydet, at transformationen, eller processerne, nogle gange bremses eller helt kan starte forfra. Visse af de vådområder, vi har i de nordiske lande i dag, var engang søer,” pointere Matti Ermold.

 

Genetablering er en prioritet 

Alle de lande, der har forpligtet sig på bæredygtighedsmål 6 (at

mose-Danmark-vådområde-Lille-Vildmose-Europa-konvention-wetlands
Lille Vildmose, Danmark, er den største højmose i Europa. Foto: Konvention om vådområder

skabe adgang til vand og sanitære forhold for alle) i 2030-planen, har også forpligtet sig til at beskytte og gendanne vådområder. Matti Ermold understreger, at man i den senere tid har set en øget forståelse af, hvad vådområdernes funktion og positive egenskaber består i. Flere lande ser behovet for at gendanne vådområderne for på samme tid at håndtere forskellige klima- og miljømæssige udfordringer. 

“Det er sandsynligt, at vi vil genskabe flere vådområder i fremtiden for at reducere udledningen af drivhusgasser, håndtere oversvømmelser og tørke samt at rense vandet for forskellige stoffer. De klimaforandringer, der skaber ændringer i temperatur og mængden af nedbør vil påvirke vådområderne meget i fremtiden. Vådområderne er nemlig meget afhængige af, at vandets kredsløb fungerer (hydrologi),” pointerer Ermold. 

Verdensdag for Vådområder fejres officielt den 2. februar for at skabe øget bevidsthed om vådområder. Denne dag markerer også årsdagen for konventionen om vådområder (Ramsarkonventionen), der blev vedtaget som en international traktat den 2. februar, 1971. 

 

Læs mere om FN og klimaændringer:

FN og klimaændringer