2. maj 2014 – ”En kakerlak kan ikke give liv til en sommerfugl. Gør din pligt og gør rent i dit nabolag – knus kakerlakkerne!”
Denne propaganda-besked blev sendt ud på Radiokanalen Radio Télévision des Milles Collines (RTLM) i det tidlige forår 1994 i Rwanda. Og den forfærdelige konsekvens var at disse ord af had endte i et folkemord.
I forbindelse med fejringen af den Internationale dag for pressefrihed, understreger FN nødvendigheden af et frit, uafhængigt og pluralistisk mediemiljø, som respekterer og beskytter menneskerettigheder og alle individers frihed. En presse, der opfordrer til had, er ikke bare udemokratisk og umenneskelig, den underminerer også nogle af de kernefunktioner pressen har: nemlig at oplyse befolkningen og bidrage til udvikling.
Pressen spillede en afgørende rolle i at give næring til had og vold i folkemordet i Rwanda. 20 år senere, er informationssamfundet ekspanderet enormt, og har åbnet op for nye muligheder for hadtale at trives. Online propaganda og opfordring til had, i relatering til den nuværende situation i Ukraine, er blot et eksempel.
Men ligesom pressen kan bidrage til krænkelser af menneskerettigheder, har den også magten til at sikre dem. Politisk handling afhænger ofte af den information journalister har samlet, og samtidig med, at journalister rapporterer om alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, kan de også deltage aktivt i at beskytte andre menneskers rettigheder. Over hele verden, risikerer journalister deres liv, for missionen at informere os om alvorlige overtrædelser af menneskerettigheder, som for eksempel i Syrien, Den Centralafrikanske Republik og Sydsudan.
Etiopien er et andet eksempel på et land, hvor journalisme fortsat er en farlig disciplin. Ifølge sammenslutningen af journalister (IFJ, International federation of Journalists), er landet et af de værste til at sætte journalister i fængsel. Derudover har Etiopien drevet flere journalister i eksil end noget andet land.
En af dem er Ephrem Shaul. Han arbejder nu sammen med andre etiopiske journalister, der lever i eksil, efter at have flygtet fra forfølgelse i hjemlandet. De arbejder sammen i ESAT (Ethiopian Satellite Television), som er det første uafhængige medie, der sender ucensurerede nyheder til Etiopien. Næsten alle journalisterne i ESAT, er blevet idømt livstid eller dødsstraf, på grund af deres journalistiske aktiviteter.
”Jeg blev forfulgt, imens jeg var i Etiopien, og blev brutalt arresteret i 2001 for fredeligt at have forlangt akademisk frihed, imens jeg var studerende ved Addis Ababa Universitetet. Senere, i 2005, blev jeg igen brutalt arresteret, for at have forlangt, at de etiopiske folks stemmeafgivelse blev respekteret, da regimet påstod at have vundet valget. Jeg er blevet arresteret for at være en menneskerettighedsaktivist, og at have protesteret fredfyldt mod regimets undertrykkelse. Men jeg har aldrig begået nogen forbrydelse.”
Verdensdagen for pressefrihed fejres derfor også for at støtte de journalister, redaktører og udgivere, der bliver chikaneret, overfaldet, tilbageholdt eller endda myrdet. Det er også en dag til at mindes de journalister der har mistet livet, imens de har udført deres arbejde.
Journalisters mulighed for at overvåge, undersøge og kritisere alle aspekter af samfundet, er både en forudsætning for demokratisk udvikling, og et manifest for respekten for demokratiske værdier. Ytringsfrihed i pressen, er en platform for offentlighedens mulighed for at udtrykke deres holdninger, og giver magten til at forme samfundet for individer. Eller som Ephrem Shaul udtrykker det: ”Uden pressefrihed, kan du hverken opnå eller opretholde ægte demokrati.”
