Krise i Syrien: borgerkrig og global trussel

0
45
Foto: UN Photo/Paulo Filgueiras

Foto: UN Photo/Paulo Filgueiras

Af Ban Ki-moon

Den grusomme krig i Syrien fortsætter med at forværres og bløde ud over landegrænserne. En kold beregning ser ud til at vinde indpas: at der ikke er andet at gøre, end at bevæbne grupperingerne og se konflikten rasere. Det internationale samfund må ikke svigte det syriske folk og overlade regionen til en ond cirkel af konflikt og krise.

Dødstallet er nu sandsynligvis over 150.000. Fængsler og midlertidige forvarringssteder bugner af med mænd, kvinder og børn. Folk bliver dræbt en masse og ubeskrivelig tortur er udbredt. Folk dør af sult og førhen sjældne infektionssygdomme. Hele byområder og dele af menneskets store arkitektoniske og kulturelle arv ligger i ruiner. Syrien er nu ved at være en fejlslagen stat.

FN har arbejdet hårdt for at adressere konfliktens dybe rødder og ødelæggende indflydelse. Vores humanitære indsats og de andre bestræbelser vi har gjort for at hjælpe, redder liv og reducerer lidelser. Men vores fundamentale mål; at ende konflikten, er stadig uindfriet. De dystre udsigter for fred er blevet endnu mørkere med den pludselige opblussen af vold og sekteriske spændinger i Irak. Samhørighed og integritet er på spil i to store lande, ikke kun i et.

De følgende seks punkter kan udstikke en principiel og integreret vej frem:

Først og fremmest, skal volden stoppes. Det er uansvarligt for udenlandske lande at yde fortsat militær støtte til grupperinger i Syrien, som begår grusomheder og åbenlyst krænker de fundamentale principper i menneskerettighederne og international lov. Jeg har anmodet Sikkerhedsrådet om at indføre våbenembargo. Grupperingerne vil blive nødt til at sidde overfor hinanden ved forhandlingsbordet. Hvor mange mennesker skal dø, før de gør det?

Derudover, skal vi beskytte menneskene. FN er fortsat ansvarlig for en stor humanitær hjælpeindsats. Men regeringen fortsætter med at indføre skruppelløse adgangsbegrænsninger; de har fjernet medicinske forsyninger fra nødhjælpskonvojer og bevidst sultet og kollektivt straffet lokalsamfund som de mener, sympatiserer med oppositionen. Nogle oprørsgrupper har opført sig ligesådan. Derudover har det internationale samfund kun givet omkring en tredjedel af den finansiering der er behov for til hjælpearbejdet. Jeg fortsætter med at appellere for en afslutning på belejringerne og for uhindret humanitær adgang på tværs af interne frontlinjer og internationale landegrænser.

For det tredje, skal vi starte en seriøs politisk proces. De stridende parter blokerede udspil fra to af verdens førende diplomater: Kofi Annan og Lakhdar Brahima. Præsidentvalget tidligere denne måned var endnu et slag, og fejlede med at møde bare minimumstandard for et troværdigt valg. Jeg vil snart udnævne en ny Chefforhandler, der skal forsøge at finde en politisk løsning og lave en overgang til et nyt Syrien. Regionens lande har et særligt ansvar for at hjælpe med at afslutte denne krig. Jeg har taget godt imod nyheden om, at der er skabt kontakt mellem Iran og Saudi Arabien og håber, at de vil skabe tillid og få vendt den destruktive kamp i Syrien, Irak, Libanon og andre steder. De syriske civilsamfundsgrupper laver modige indsatser for at forsøge at holde sammen på samfundet og holde kanaler af solidaritet og kommunikation åbne.

For det fjerde, skal vi sikre ansvarlighed for alvorlige forbrydelser. Sidste måned blev en resolution, der skulle henvise konflikten til den Internationale Straffedomstol (ICC), nedstemt. Jeg beder de medlemmer der siger nej til ICC, men siger at de mener at de skyldige skal drages til ansvar for konflikten i Syrien, om at træde frem med troværdige alternative løsninger. Det syriske folk har ret til retfærdighed og indsats mod straffrihed.

For det femte, skal vi have afsluttet destruktionen af kemiske våben i Syrien. FN og Organisationen for forbud mod kemiske våben har arbejdet sammen om at fjerne og destruere alle materialerne i det tidligere store arsenal. Mange medlemsstater har ydet ressourcer og støttet denne udfordrende opgave, som skulle udføres i en krigszone. Opgaven vil blive fuldført i forskellige destrueringsanlæg udenfor Syrien. Selvom næsten alle drabene i Syrien foregår med almindelige våben, har det været vigtigt at styrke den globale norm om at forbyde produktion og brug af kemiske våben.

For det sjette, at adressere de regionale dimensioner i konflikten, herunder den ekstremistiske trussel. På begge sider af konflikten er udenlandske krigere i aktion, hvilket bidrager til volden og forværrer sekterisk had. Selv om vi ikke blindt bør acceptere den syriske regerings dæmonisering af oppositionen som terrorister, men vi skal heller ikke være blinde overfor den virkelige trussel om terror i Syrien. Verden skal arbejde sammen for at stoppe finansiering og anden form for støtte til Jabhat al-Nusra og Den Islamiske Stat Irak og Al-Sham (ISIL). ISIL er også en trussel mod alle befolkningsgrupper i Irak; det er afgørende for verdens ledere, både politiske og religiøse, at opfordre til tilbageholdenhed og undgå en spiral af angreb og repressalier.

For øjeblikket er den største hindring for afslutning af krigen i Syrien, forestillingen om, at den kan vindes militært. Jeg er afvisende overfor det aktuelle narrativ om, at den syriske regering er ved at “vinde”. Erobring af territorium ved hjælp af luftbombardementer i tætbefolkede civile områder er ikke sejr. At sulte belejrede områder indtil de overgiver sig, er ikke en sejr. Selv hvis en side ville vinde på kort sigt, ville den pris det ville koste, lægge kimen til fremtidige konflikter.

Farlige sekteriske spændinger, massive flygtningestrømme, grusomheder og ustabilitet der spreder sig i regionen, gør borgerkrigen i Syrien til en global trussel. Alle de værdier vi står for, og alle de grunde der er til, at FN eksisterer, er på spil henover det ødelagte landskab som er Syrien af i dag. Det internationale samfund, og især Sikkerhedsrådet, skulle for længst have stået ved sit ansvar og handlet i denne konflikt.

Forfatteren er Generalsekretæren for FN.