A-Ø webstedsindeks

Månedens nordiske profil: Grete Faremo

Denne måneds nordiske profil er Grete Faremo fra Norge. Faremo har en lang og mangfoldig baggrund som politiker, advokat og erhvervsleder, før hun begyndte at arbejde for FN i 2014. Som undergeneralsekretær i FN samt direktør for FN’s Kontor for Projektledelse (UNOPS) er Faremo i øjeblikket en af de højest rangerede nordiske repræsentanter i FN. UNRIC havde for nylig en snak med Faremo om at drive en organisation, der omsætter for 2 milliarder dollar årligt, UNOPS’ udfordringer og muligheder fremover, og hvordan projektorganisationen mærker virkningerne af ​​klimaændringer i dens arbejde.

UNOPS – FN’s operationelle arm

Faremo har administreret UNOPS og dets 11.000 ansatte siden 2014. En FN-organisation, der støtter en succesfuld implementering af dets partneres projekter inden for fredsforebyggelse, humanitær bistand og udvikling rundt om i verden. UNOPS’ mission er at hjælpe mennesker i nød ved at gøre det muligt for FN, regeringer og andre partnere at lede projekter, infrastruktur og indkøb på en bæredygtig og effektiv måde. Organisationens arbejde har fokus på implementering med en forpligtelse til FN-værdier og den private sektors effektivitet.

”UNOPS er til stede i mere end 80 lande, vi fuldfører 1.000 projekter om året, og 5.000 af vores ansatte er beskæftiget af andre FN-organisationer. Organisationerne køber tjenester fra os for at tage del i den øgede fleksibilitet, hastighed og omstillingsevne, vi har udviklet. De tjenester, vi leverer, spænder fra infrastruktur, indkøb og fondsadministration til HR-tjenester og projektstyring,” sagde Faremo.

Faremo fortalte desuden, at sideløbende med ​​risikostyring er dét at fortælle UNOPS’ historie en høj prioritet for hende.

”Med 11.000 ansatte og 2 milliarder amerikanske dollar i omsætning, mener jeg, at min vigtigste opgave er løbende at tale om vores formål, værdier og hvad vores virksomhed handler om. Jeg fokuserer på risikostyring for at udforske muligheder, men også for at sikre kvalitet og forhindre ulykker og skader. Dette sikrer, at vi leverer det bedst mulige produkt til vores slutbrugere,” fortsatte hun.

At drive UNOPS som en moderne virksomhed

I et nyligt interview med Harvard Business Review fortalte Faremo om UNOPS’ overgang fra at være en gren af ​​FN’s Udviklingsprogram (UNDP) i 90’erne til at blive den stærke, moderne organisation, som UNOPS er i dag. At forblive relevant og overvinde udfordringer er vigtigt for en organisation som UNOPS i et stadigt skiftende politisk landskab.

”Vores udfordringer og muligheder drejer sig om at have en meget åben og tilgængelig forretningsmodel. Som en projektorganisation med en vellykket liste over kvalifikationer fra afsluttede projekter, mener jeg, at vores største potentiale både er at udvide store infrastrukturprojekter og samarbejde med private og offentlige investorer, hvor UNOPS tager rollen som facilitator,” forklarede Faremo.

UNOPS’ gennembrud kom i, da organisationen formåede at udvikle modeller til samarbejde med den private sektor om store projekter, og det faktum at UNOPS’ arbejde forbedrer offentlige indkøb.

“Vi arbejder i stigende grad direkte med regeringer – også i mellemindkomstlande. Vi er en strategisk rådgiver for bedre offentlige indkøb, hvor vi hjælper med at opbygge kapacitet, indkøbssystemer og implementering. Et eksempel kunne være at sikre medicinsk udstyr til den rigtige pris eller meget ofte til en lavere pris på det rigtige niveau. Her gør vi en stor indsats, især i Mellem- og Sydamerika.”

Med støtte fra Verdensbanken, andre udviklingsbanker og FN-organisationer, gennemfører UNOPS også projekter i krise- og konfliktområder.

”Vi er i øjeblikket til stede i Gaza, Jordan, Syrien, Irak og Yemen. Vi arbejder med indkøb i krise- og konfliktområder, med infrastruktur og større samarbejdsprojekter mellem os og den private sektor,” sagde Faremo.

Klimaforandringer påvirker UNOPS’ arbejde

Da konsekvenserne af klimaændringer allerede nu gør sig mærkbare, påpegede Faremo, at UNOPS’ opgave ikke kun er at genopbygge, men også at opbygge klimarobusthed.

”Jeg har kolleger, der sikrer, at der indarbejdes en bedre beskyttelse mod naturkatastrofer. Vi har mange projekter i små østater og lande, som tydeligt kæmper med klimaændringernes påvirkning af havet. Det er vores klare ambition at sikre, at vores arbejde bliver gjort ordentligt. Dette aspekt er meget mere systematisk nu, end det var for kun få år siden,” sagde Faremo.

Den nye ambition omfatter også en mere helhedsorienteret tilgang til at opbygge og forbedre samfund, hvor organisationen undersøger, hvordan den kan skabe multifunktionelle projekter. En tilgang, der desuden er i overensstemmelse med 2030-dagsordenen og dens 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling.

“I Tanzania genopbyggede vi ikke kun floder, der var ved at forsvinde, men vi leverede også belysning og faciliteter til markedsaktiviteter, der fandt sted i området. Disse foranstaltninger opgraderede det lokale, kommercielle liv og forbedrede erosionsbeskyttelse,” fortsatte hun.

At arbejde for FN er et privilegium

Med et imponerende CV og en masse erfaring med globale spørgsmål er det ikke overraskende, at Norges tidligere udviklingsminister havnede i FN.

”At være leder af UNOPS er et privilegium. Jeg ser frem til at gå på arbejde hver eneste dag med så mange dedikerede kolleger både i UNOPS og de andre grene af FN-familien. Vi har jo projekter kørende med de fleste af dem. I den forstand har jeg også det privilegium at arbejde på tværs af alle FN’s søjler, og jeg finder mit arbejde meget meningsfuldt”, konkluderede Faremo, inden vi afsluttede vores interview med en opfordring til alle, der stræber efter at blive en del af FN.

”Hos UNOPS slår vi løbende ledige stillinger op på vores hjemmeside. Der er mange muligheder både globalt og herhjemme, da vi har hovedkontor i København – så sørg for at holde øjnene åbne!”

Nyhedsbrev

Generalsekretærens udtalelse om COVID-19