Juni 2016 – Birgir Guðbergsson, er veteran hos FN’s fredsbevarende styrker. I de 22 år har han tjent FN i transportsektoren og hans arbejdssteder har været nogle af de mest vanskelige og farlige områder i verden. Blandt andet Kroatien, Bosnien, Kosovo, Vestsahara, Liberia, Mali og nu Den Centralafrikanske Republik. Birgir, der er fra Island, er denne måneds nordiske profil.
“Jeg blev medlem af FN efter, at jeg reagerede på en jobannonce, fra et irsk rekrutteringsbureau, i en islandsk avis. Jeg vidste ikke engang, at det var et job forbundet med FN og bestemt ikke, at det var i en konfliktzone på Balkan. Rekrutteringsprocessen tog 3 til 4 måneder og i november 1994 rejste jeg med 14 islændinge til Kroatien for, at arbejde som international selvstændig næringsdrivende til FN, men jeg var den eneste der endte med, at blive og jeg blev til sidst ansat direkte af FN. “
Island er et fredeligt land og har ikke selv sin egen hær. Det må have været en stor forandring, at komme til Balkan under krigstiden?
“Ganske enkelt var det, at rejse til udlandet for arbejde, en stor forandring. Der var ikke internet og selv et telefonopkald var ikke altid til rådighed, så min familie og venner, som blev fodret af medierne om nyheder fra krigen på Balkan, hørte fra mig cirka en gang om ugen.
Det var bestemt en udfordring, at starte en FN-karriere, i et konfliktområde. Ikke to dage var ens og det er fortsat på denne måde til dags dato.
Da jeg tiltrådte, havde FN været involveret i fredsbevarende mission i årtier og de vidste udmærket godt, hvordan man modtog nyankomne og hurtigt fik dem integreret i arbejdsstyrken. Det er også det, jeg understreger og forsøger at få implementeret, når jeg er ansvarlig for nye rekrutter. “
Hvad Har været din største udfordring indtil videre?
“Operationen i Bosnien, i 1994-1995, var svær, fordi situationen hele tiden ændrede sig. At gå ind Liberia i 2003, efter 14 års borgerkrig, var også en udfordring. Boligsituationen var ikke tilfredsstillende, vi havde ikke rindende vand og vi manglede endda fødevare på i form af og udvalg. Udfordringen var den samme for de lokale mennesker, som boede der og for os, de første internationale ankomne.
Vi har også haft vores andel af udfordringer i Den Centralafrikanske Republik, hvor jeg er nu. Det er en indlandsstat, så vi har ikke nogen sø-ruter til hjælp og det er ikke nemt, at levere fornødenheder til lands. Men vi gør fremskridt. “
Har dit liv nogensinde været i fare?
“Jeg har haft kollegaer, som er blevet dræbt imens de har været på en arbejde. Men, procentdelen af mænd, som bliver dræbt imens de er på arbejde, var formentlig højere for islandske sømænd, dengang jeg var fiskere, for 3 årtier siden. “
Hvad er den mest positive oplevelse du har fået via dit job?
“Det er en fornøjelse at se tilbage på de lande, hvor FN har været involveret i fredsbevaringen og se, at der ikke er behov for fredsbevarende styrker eller humanitær bistand længere, og forhåbentlig vil det forblive sådan. Det er en god følelse at have givet et lille bidrag. “
Gør det nogen forskel, at være fra norden, når man arbejder hos FN?
“Nej, det tror jeg ikke. Vi er alle lige. Der er kompetente mennesker over hele verden. “
