Månedens nordiske profil – Rasmus Egendal

0
445
Foto: WFP/Dina Elkassaby

Foto: WFP/Dina Elkassaby

19. februar 2014 – Rasmus Egendal er regional vice-koordinator for FN’s fødevareprograms (WFP) indsats i Syrien, og står derfor som dansker midt i en af de værste af nutidens konflikter. Det nordiske nyhedsbrev mødtes med ham i Bruxelles, til en snak om hans arbejde midt i, hvad andre kan opfatte som en håbløs situation. ”Der er jo ikke noget, der er håbløst,” sagde Egendal smilende.

Hvordan endte du med at arbejde for FN?

Det startede med, at jeg så en annonce i Udenrigsministeriets opslag for internationale stillinger for en JPO-stilling (Junior Professional Officer, red.) hos WFP. På det tidspunkt var det i El Salvador, som jeg gerne ville tilbage til, for der havde jeg arbejdet før. Så jeg søgte den stilling, og fik den. Og så af en eller anden underlig årsag, så ændrede det sig til, at det skulle være i Rom i stedet for. De spurgte mig så, om jeg var forfærdelig ked af at ændre det fra El Salvador til Rom – og det var jeg jo i virkeligheden, for jeg ville hellere have været i El Salvador, men ok, det gik. Så jeg startede med at arbejde for WFP i Rom som JPO i et par år og så tilbød de mig en stilling. Og så startede det.

Jeg har arbejdet i mange forskellige lande både i kortere og længere perioder. Jeg har ikke en gang en hel liste, men det er bl.a. Indonesien, Øst Timor, Bangladesh, Rusland, Georgien, Kirgistan, Sydsudan og så selvfølgelig Italien. Og så en lang række mindre korterevarende udstationeringer. Den mest problematiske og udfordrende har nok været arbejdet i Banda Ache i forbindelse med Tsunamien, der var en fuldstændig vanvittig situation. De fem-seks måneder var fuldstændigt vanvittigt, fordi vi skulle bygge alt op fra ingenting, og sov på en tennisbane, og alting var et problem. Det var en af de situationer, hvor man skulle arbejde under nogle fuldstændige umenneskelige forhold, men man gør det, for det er nødvendigt. Når man ser sig omkring, og ser lig og folk, der vandrer rundt, og har mistet alt og deres familie, så er det ligesom om det betyder mindre. Man gør det bare.

Er der noget specielt nordisk, du bringer ind i dit arbejde?

Jeg ved ikke, om det er specielt nordisk, men jeg tror vi har en fokusering på, at der er nogle værdier, som er væsentlige. Forståelse for, at når man arbejder med humanitær bistand skal man være fokuseret på folk og deres behov. Og det er nok endnu mere væsentligt, når det er en situation, der så vædet i politik og konflikt.

Den anden side, som nok er væsentlig for os er betydningen af dialog, og at man er nødt til at tale sammen. Løsningen ligger ikke i krig og kugler, den ligger i at forhandle sig tilrette – og det er noget, som jeg fokuserer på i mit arbejde hver eneste dag.

Når vi ser billeder fra Syrien, oplever vi det som meget forfærdeligt og håbløst. Oplever du det, som billederne viser?

Der er jo ikke noget, der er håbløst! Folk finder en måde at komme igennem, men det er klart, at det er rigtig rigtig voldsomt for utroligt mange mennesker. Mange af flygtningene er lærere og tandlæger og finder sig selv i en totalt forandret situation. De var på ingen måde vant til den situation, de lige pludselig er i. Der er en utrolig frustration på grund af det. Mange andre steder i verden, har folk prøvet det før og ved, de kan klare det. De her folk ved ikke, hvad der kommer i morgen og det er en utrolig kontrast i deres liv. Det føler man og det kan man se.

WFP prøver at indrette sin bistand, så det gør livet så normalt som muligt for de folk. For eksempel så leverer vi ikke fødevarer. Vi giver dem simpelthen penge. Vi giver flygtningene et betalingskort. Med det kan de gå hen i en forretning – ligesom hvis du gik i Brugsen. Du bestemmer selv, hvad det er, du vil have. Det giver folk et valg. Det giver dem en form for værdighed. Det giver dem en eller anden fornemmelse af, at de har kontrol over en del af deres liv, som er vigtig, fordi der er så mange ting, de ikke har kontrol over. Det er meget vigtigt for os, at du giver folk den følelse af normalitet og valg og værdighed.

Info: Ordningen er ifølge Mashable en af de ti vigtigste innovationer i 2013 – http://mashable.com/2013/12/04/innovations-world-2013/#gallery/innovations-that-improved-the-world-in-2013/529f748d97b2f81cd4000f1f

Er der nok penge til at hjælpe alle i Syrien, der har brug for hjælp?

Jeg må nok sige, at vi har været utrolig heldige sidste år. Vi har ikke været i en situation, hvor vi har været nødt til, i forhold til flygtningene, at reducere vores bistand. Så indtil videre er det gået, og det er selvfølgelig fordi, der har været en utrolig generøsitet i mange lande. Og det har været utroligt vigtig for os. De nordiske donorer har været utrolig generøse. Norge og Danmark har i særdeleshed bidraget med utrolige mængder penge – mere, end man kunne forvente, og er helt klart i top, når man ser i forhold til antal indbyggere. Vi har endda fået bidrag fra Færøerne. Så der er i Nordeuropa i særdeleshed en realisation af, at det her er en voldsom krise. Det er en krise, der i forhold til befolkningsfordrivelse ikke er set siden Anden Verdenskrig. Og det har nogle voldsomme økonomiske konsekvenser. Det har sikkerhedsmæssige konsekvenser og det kan potentielt sprede sig fra Syrien til de lande, der ligger i området, og det ser vi allerede nu i Iran og også i Libanon. Der er risiko for regional destabilisering, hvilke jo ville være katastrofalt.

Ser du nogen forandringer i Syrien og nabolandene, siden fredskonferencen er startet i Geneve?

Siden forhandlingerne i Geneve er startet, er der ikke sket nogen voldsomme forandringer af situationen i Syrien. Det var der heller ikke en forventning om. Det væsentligste er, at folk sidder ned og prøver at finde en løsning. Vi håber, at der kommer et gennembrud – hvad ellers kan vi gøre.

Jeg tror nøglen ligger i, at der kommer et internationalt pres fra alle sider, og at der er en generel erkendelse i det internationale samfund af, at der er nødt til at findes en løsning. Så der bliver lagt et pres på de alle de forskellige sider, og der er mange sider. Det er ikke to parter, der er mange parter, som ligesom skal enes om, at det her er nødt til at stoppe ellers så går det helt galt. Så længe de forskellige parter ikke kan levere fred, så må vi levere fødevarer og bistand til en stigende befolkning i nød. Og det er altså en voldsom opgave.