Af Louise Arbour & Micheline Calmy-Rey
I de kommende dage har det internationale samfund en unik chance for at få et nyt og stærkere system på plads, der kan beskytte menneskerettighederne overalt i verden. Denne unikke mulighed kommer i form af en plan, som nu skal til behandling i Generalforsamlingen, der gør det muligt at sikre en overholdelse af rettighederne i et globalt perspektiv.
Verdensorganisationen er blevet bedt om at etablere et råd for menneskerettigheder, der skal erstatte den omstridte menneskerettighedskommision. Rådet har taget form gennem måneder med ofte ophedede og besværlige forhandlinger i kølvandet på verdenstopmødet i september i New York. Alle de internationale ledere samlet til mødet bekræftede menneskerettighederne som en central støttepille i FNs arbejde og besluttede, at kommisionen skulle erstattes af en ny og stærkere institution.
Forslaget, fremlagt for Generalforsamlingen af præsidenten, har alle kvaliteterne til at blive en sådan institution. Udkastet gør det muligt for det fremtidige råd at handle med større obejektivitet og større troværdighed i sager, hvor menenskerettigheder overtrædes. Rådet fastsætter normer for nye medlemslande, der vil blive bedt om at afgive et direkte løfte om aktivt at fremme og værne om menneskerettighederne. Det bliver samtidig muligt at suspendere medlemmer, som begår grove og systematiske overgreb.
I modsætning til kommisionen skal det nye råd jævnligt dokumentere, at alle medlemslandene overholder rettighederne, begyndende med rådets egne medlemmer. Intet land er hævet over denne undersøgelse og ingen vil længere kunne bruge medlemskabet til at beskytte sig selv eller alllierede mod kritik og censur for brud på rettighederne.
Rådet vil også mødes i længere perioder i årets løb og derfor have mulighed for at reagere hurtigere på menneskerettighedskriser under udvikling. Potentielle overtrædere vil have verdens øjne permanent rettet mod sig og ikke kun i de seks uger i foråret, hvor kommissionen traditionelt mødes.
Kommisionen har blandt andet givet det internationale samfund Verdenserklæringen for Mennerskerettighederne og en andre række centrale traktater til beskyttelse af fundamentale rettigheder. Under dets årlige møde behandlede kommissionen en række spørgsmål og debatter vedrørende menneskerettighederne. Den gav det civile samfund mulighed for fremføre sine klagepunkter i et internationalt forum og var således det enste af sin slags, hvor overtrædere kunne blive direkte konfronteret med sine handlinger. Det etablerede også et unikt system af uafhængige efterforskere. En af disse eksperter var blandt de første til at advare om det forestående folkemord i Rwanda, mens en anden af eksperterne advarede om krisen i Dafur, før det nåede medierne.
Det er ikke til at komme uden om, at kommissionen har tabt meget af sin troværdighed. Nogle stater ønskede at blive medlem, ikke for at styrke menneskerettighederne, men for at beskytte sig selv mod kritik eller til at kritisere andre. Og her var kommisionen for sent ude med reaktioner på grove overtrædelser gang på gang. Dette troværdighedsunderskud underminerer hele FNs menneskerettighedssystem. Rådet gør nu en betydelig indsats i redegørelsen for årsagerne til disse mange mangler.
Men selv en institution, der synes perfekt på papiret,. kan ikke lykkes, hvis ikke det internationale samfund foretager den nødvendige ændring i selve kulturen af forsvaret for menneskerettighederne. Det var i store dele manglen på denne ændring – den manglende evne til at forny sig selv efter etableringen af et nyt rammeværk for det internationale menneskerettighedssystem – der fik Kommissionen til at halte. Folkemordet i Rawanda er det sørgelige bevis herpå. Netop dér fungerede kommisionens procedurer, og alligevel gik efterforskernes advarsler upåagtet hen. Det internationale samfunds politiske vilje og engagement er lige så vigtig for at gøre det nye råds arbejde vellykket som en hvilken som helst forandring af struktur og arbejdsmetoder.
Lad det være sagt højt og tydeligt: Forslaget, der nu befimder sig hos Generalforsamlingen, er resultatet af et kompromis. Det kan ikke blive en ideel plan. Og der er ingen grund til at tro, at mere forhandlingstid vil give et bedre resultat.
Louise Arbour er FNs Højkommissær for Menneskerettigheder. Hendes kontor arbejder sammen med Menneskerettighedskommisionen og vil blive bedt om at støtte det nye råd i dets arbejde. Micheline Calmy-Rey er Udenrigsminister i Schweiz.
