Ólafur Elíasson forener kunst og bæredygtig udvikling

0
21

Olafur Photo Thomas Gislason

30.9.2015 – Et af den moderne verdens paradokser er, at 6 milliarder mennesker har adgang til en mobiltelefon, mens 1,3 milliarder – eller en femtedel af verdens befolkning – ikke har elektricitet i deres hjem til at oplade mobiltelefonen.

Denne er artikel er en del af septembers nordiske nyhedsbrev fra UNRIC.

Ólafur Elíasson, den internationalt anerkendte dansk-islandske kunstner, har for nyligt startet en crowd-funding kampagne, der skal støtte produktionen af en soldreven mobiloplader, der kan fungere sammen med Little Sun, en soldreven lampe, der allerede er sat i produktion.

Den soldrevne oplader er designet af Ólafur Elíasson selv, der håber, at den kan blive klar i marts.

“Little Sun er et kunstnerisk indspark og en igangsætter til den vigtige diskussion om, hvordan alle kan få adgang til bæredygtig energi. Den skal skabe opmærksomhed omkring den ulige fordeling af tilgang til energi i verden,” siger han.

Mål nummer syv af verdensmålene for bæredygtig udvikling er, at alle skal have adgang til ”økonomisk rimelig, pålidelig og bæredygtig, moderne energi”. Ólafur Elíasson og Little Sun-projektet støtter FN’s Sustainable Energy for All Initiative(bæredygtig energi til alle), der skal gøre det muligt for alle at få adgang til moderne energi inden 2030. Leder af Sustainable Energy for All Initiative, Kandeh Yumkella, understreger, at ”energi er altafgørende for udvikling, og bæredygtig energi er altafgørende for bæredygtig udvikling”.

Efter lanceringen i juli 2012 på Tate Modern i London har Little Sun-projektet distribueret over 200.000 Little Sun-lamper over hele verden – og tallet stiger hastigt.Little Sun er både et social og globalt projekt. Derfor sørger Little Sun for, at deres produktion kommer lokale samfund uden elektricitet til gode, skaber lokale arbejdspladser og giver overskud lokalt. De opererer i over ti afrikanske lande, heriblandt Zimbabwe, Etiopien, Kenya, Senegal og Ghana – og de er også i Europa, Canada, Australien, Japan og USA.

Olafur

Eliasson forklarede til Nordic Newsletter, hvorfor han tror, at projekter som Little Sun kan være med til at skabe bæredygtig udvikling i verden:

“Vi bliver nødt til at arbejde sammen for at sætte handling bag ordene – for at sikre at målene ikke kun bliver vedtaget politisk, men implementeret i praksis i det daglige liv. Mit Little Sun-projekt er blot et enkelt eksempel på handling, og der er brug for mange flere projekter som det,” siger han.

Det kunstneriske og æstetiske er også meget vigtigt for projektet og for Eliasson:

”I min kunst forsøger jeg at bruge lys til at forme rum og miljøer og få folk til at tænke over, hvordan de opfatter verden og er en del af den. Jeg tror på, at kunst kan ændre verden ved at gøre et så vigtigt emne som tilgangen til energi forståeligt. Ikke blot intellektuelt, men også rent fysisk. Det er den form for oplevelser, der giver os en fornemmelse af at være en del af noget større og kan få os til rent faktisk at handle.”

Denne er artikel er en del af septembers nordiske nyhedsbrev fra UNRIC.