Pandemier kolliderer på Verdensdagen for AIDS

0
767

Mens alles opmærksomhed er rettet mod coronakrisen, er Verdensdagen for AIDS en påmindelse om, at vi ikke må glemme den anden pandemi, der 40 år efter sit udbrud fortsat er blandt os i dag.

Covid-19 har vist, at ingen er sikre før alle er sikre under en pandemi. Ingen kan lades i stikken, hvis vi vil lykkes med at slå sygdommen ned.

“I kampen mod Covid-19 kan vi lære meget fra tidligere indsatser mod HIV,” sagde FN-generalsekretæren, António Guterres i sin besked på Verdensdagen for AIDS den 1. december. ”Vi ved, at vi skal gøre op med stigmatisering og diskrimination, hvis vi vil eliminere både HIV og Covid-19. Vi skal have mennesket i centrum, og vores indsatser skal være forankret i menneskerettigheder for alle.”

På trods af betydelig fremgang er AIDS-krisen fortsat ikke overstået. 38 millioner mennesker overalt i verden lever ifølge UN AIDS med HIV. I år 2019 havde 12,6 millioner mennesker, der lever med HIV, ikke adgang til den livsafgørende behandling. Hvert år bliver omkring 1,7 millioner mennesker fortsat smittet med HIV. Virusset dræber 690,000 personer årligt. Og ulighed gør, at de er de, der har dårligst ressourcer til at kræve deres rettigheder, som rammes hårdest.

Global solidaritet, fælles ansvar

Temaet for dette års Verdensdag for AIDS er Global solidaritet, fælles ansvar. Det er en påmindelse om, at universel adgang til sundhedspleje forudsætter, at ulighed, menneskerettighedskrænkelser, kriminalisering, stigmatisering og diskrimination udryddes.

“Rigdom skal ikke være afgørende for, om folk modtager den sundhedspleje, som de behøver. Vi har brug for både en coronavaccine og HIV-behandlinger, der er til at betale og tilgængelig for alle,” sagde Guterres.

I en tid hvor pandemier kolliderer, kan FN’s AIDS-program trække på sin ekspertise og bidrage til People’s Vaccine-initiativet. Det har til formål at sikre, at samtlige lande og befolkninger – også de fattigste og mest marginaliserede – får adgang til coronavacciner.

“Screening, test og behandling bør være gratis for alle – også de, der ikke er forsikrede. Intet land bør lades i stikken. Værn om menneskerettighederne og beskyt sundhedspersonalet,” sagde Jantine Jacobi, der repræsenterer UN AIDS i Bruxelles til UNRIC.

Hun er bekymret over, at HIV er gået under radaren: “HIV-epidemien er stadig stor, men opmærksomheden omkring den er ved at blive udvandet.”

Nye studier antyder, at begrænset adgang til sundhedspleje kan forårsage yderligere 500,000 dødsfald relateret til AIDS. ”Vi ser også, at stigmatisering og diskrimination af vores fokusgrupper, for eksempel sexarbejdere og LGBTI+ personer, er i vækst. Hvis de oplever sundhedsproblemer, vil de ofte blive mødt af negative reaktioner, hvilket afholder dem fra at søge hjælp,” fortsatte Jacobi.

UN AIDS og fire andre FN-enheder, UN Women, UNICEF, UNESCO og UNFPA , har lanceret et uddannelsesinitiativ, der hjælper unge kvinder og piger i Afrika med at færdiggøre gymnasiet og opleve en sikker overgang til voksenlivet. Årsagen er simpel. Piger, der færdiggør skolen, har 50% mindre risiko for at blive smittet med HIV.

Du kan bidrage til Verdensdagen for AIDS ved at bære den røde sløjfe eller ved at dele budskabet på de sociale medier.