Ban Ki-moon modtager pris for bæredygtig udvikling

0
457

FN’s Generalsekretær Ban Ki-moon modtog i denne uge lederprisen for bæredygtig udvikling, ved topmødet omkring bæredygtig udvikling i New Delhi, Indien. Generalsekretæren understregede i sin tale vigtigheden i handling over for de klimatrusler, der berører hele kloden.

Hvis ikke der bliver skredet til handling, vil vi opleve en tilbagegang i det udviklingsarbejde, der har fundet sted og se endnu større økonomisk og social ulighed pointerede Generalsekretæren og bemærkede at klimatruslens konsekvenser er for store til at overse.

Ban Ki-moon, der har gjort klima til sin mærkesag, påpegede at kampen for miljøet ikke vil blive let og at dette ikke mindst kræver dygtigt lederskab og stor indsats fra alle parter.

Generalsekretæren er fortaler for en ”grøn” økonomi, der ikke alene vil hjælpe planeten og økosystemet, men også forbedre levevilkårene for mennesker kloden rundt, ved bl.a. at skabe flere jobs og fremme udviklingsarbejdet.

Ban understregede vigtigheden i, at nå en aftale omkring nedsættelse af CO2 udledningen ved Klimatopmødet i København i december og påpegede de politiske udfordringer, der skal løses for at nå målet om en fælles aftale, bl.a. at nå til enighed omkring realistiske og holdbare løsninger for Udviklingslandene.

Tidligere på dagen mødtes Generalsekretæren med topledere indenfor indisk industri for at diskutere deres indsats mod klimaforandringerne. Han gjorde opmærksom på, at netop Indien har hvad der skal til, for at være ledende inden for ”grøn” teknologi.
Besøget i Indien førte også til møder med den indiske regering omkring vigtige sikkerheds – og klimaspørgsmål, blandt med fokus på terrorangrebene i Mumbai og situationen på Sri Lanka.

Ban Ki-moon besøgte Indien efter besøg i Pakistan og Afghanistan på en 14 dages tur, der har bragt ham rundt i store dele af Europa, Afrika og Asien.

 
Generalsekretær Ban ki-Moon har gjort klima til sin mærkesag

 Foto: UN/Evan Schneider