40 procent af verdens befolkning har ikke adgang til undervisning på et sprog, de taler eller forstår. UNESCO, organisationen for uddannelse, videnskab og kultur, fejrer Den Internationale Modersmålsdag den 21. februar.
UNESCO’s holdning er, at alle har ret til at lære på deres eget sprog, og at det er en vigtig vej til at sikre læring og sociale og positiv følelsesmæssig udvikling.
En styrkelse af undervisningssystemer og praksis baseret på modersmål eller førstesprog er en mærkesag for organisationen. Derfor sætter Den Internationale Modersmålsdag i 2023 fokus på temaet “flersproget undervisning – en nødvendighed for at transformere uddannelse”.
Flersproget undervisning, baseret på modersmål, muliggør, at befolkningsgrupper, der ikke taler deres lands hovedsprog, får adgang til uddannelse på lige fod med andre befolkningsgrupper.
I dag er der en voksende forståelse af, at sprog spiller en afgørende rolle i udviklingen af samfundet; det være sig gennem konstruktiv, kulturel diversitet eller interkulturel dialog. Samtidig er en stigende erkendelse af sprogets betydning en del af nøglen til at skabe inkluderende videnssamfund og bevare kulturarv. Disse udviklinger bidrager til at sikre den bæredygtige udvikling globalt.
Understøttelse af flersprogede elever
I dag kan man, i de nordiske og mange andre lande, i højere grad end tidligere høre forskellige sprog på gadeplan. De i stigende grad internationaliserede befolkninger afspejles også i skolesystemet og til en hvis grad i uddannelsesmæssige resultater. Derfor er det også helt afgørende at finde måder, hvorpå man kan styrke uddannelsessystemernes understøttelse af to- eller flersprogede elever gennem deres skolegang.
Visse studier indikerer, at individer, der i barndommen talte mere end et sprog, har en øget koncentrationsevne. Yderligere ses en øget hjernekapacitet hos disse individer.
De nordiske lande: værdier og sprogpolitik
Selvom de nordiske lande har meget tilfælles, eksempelvis velfærdssamfundet og retsstatspincipperne, har de historisk udviklet forskellige tilgange til sprogpolitik.
I Danmark har man ingen sproglov, selv om det er en diskussion, der af og til tages op. Derimod findes der i Grønland en sådan lov; grønlandsk, med dets tre hoveddialekter, er det officielle sprog.
Finland er, i modsætningen til Danmark, forfatningsmæssigt et flersproget land, hvis første sproglov går tilbage til 1922. Der har dog været diskussioner om de to officielle sprog, finsk og svensk og deres status i administrationen og uddannelsessystemet.
Sverige fik sin første sproglov i 2009, hvor svensk blev indført som det officielle sprog.
Islandsk blev i 2011 indført som det officielle sprog i Island.
I Norge har man nynorsk og bokmål. Der er ikke som sådan en sproglov, men anvendelsen af sprogene reguleres via anden, separat lovgivning.
Skiftende strømninger inden for det sprogpolitiske område sker i samspil med internationaliseringen og den stigende grad af mobilitet på tværs af grænser mere generelt. Man kan se udviklingen positivt, hvor eksempelvis nordisk kultur og sprog kommer tættere på hinanden. På den anden side kan den ses som en udfordring for uddannelsessystemerne, deres kvalitet og varetagelse af rettigheder forbundet med minoritetssprog.
