New York, 23. september – Navi Pillay, FN’s højkommissær for menneskerettigheder har beskrevet slutdokumentet fra topmødet som ”et meget betydeligt fremskridt”, men bemærkede dog en række huller i nogle aspekter af den globale handlingsplan for at udrydde fattigdom og ende social-økonomisk ulighed.
”Et menneskerettighedsperspektiv giver vejledning til at visualisere, hvad der har været udeladt, og til at forstå og løse årsagerne,” udtalte Pillay da tredagesmødet om millenniumudviklingsmålene endte sent i går.
Under topmødet havde højkommissæren understreget, at staterne bør tage en menneskerettighedsbaseret tilgang til millenniumudviklingsmålene, hvilket vil betyde, at udviklings- og bistandspolitik udtrykkeligt bør prioritere behovene for de fattigste og mest udstødte. Hun understregede, at med vægten på de globale gennemsnitsmål, kan risikere at forsømme store dele af verdens befolkning, og uforvarende være med til at forværre de eksisterende uligheder.
Som et eksempel på en mangel i strategien, påpegede hun MDG nr. 5 – som sigter mod at reducere trefjerdedele af mødredødeligheden – og bemærkede, at flere end 350.000 kvinder og piger hvert år dør på grund af graviditets- eller fødselskomplikationer.
”Kan du forestille dig at fastsætte et mål, der udtrykkeligt giver mulighed for 125.000 henrettelser hvert år, eller 125.000 tilfælde af tortur?” spurgte Pillay. ”Implikationen synes at være, at kvinders liv stadig anses for at være mindre værd. Det må ses som en seriøs opfordring til os, om at arbejde mere målrettet mod at udjævne disse uligheder.”
Pillay sagde, at handlingsplanen, der er beskrevet i slutdokumentet, også gentagne gange opfordrer til analyse af “årsagerne” til manglende adgang til basale ydelser, herunder dem forårsaget af forskelsbehandling. Men som hun påpegede, så er der ingen eksplicitte krav om, at staterne ophæver diskriminerende love.
I forlængelse heraf, tager hun fat på princippet om deltagelse, som for eksempel afspejles tydeligt i forhold til styrkelsen af kvinders situation. Desværre er der ingen udtrykkelig anerkendelse af deltagelse som en ret, og der er ingen specifik forpligtelse der garanterer ytringsfriheden og foreningsfriheden eller andre menneskerettighedsnødvendige garantier for aktiv, fri og meningsfuld deltagelse.
Også spørgsmålet om ansvarlighed og god regeringsførelse er nævnt i en række sammenhænge, men i forhold til MDG nr. 8, som arbejder for et globalt partnerskab for udvikling, er der stadig en ansvarlighedsdefekt, da den mangler tidsbundne mål.
Hun udtrykte videre, at en særlig mangel i handlingsplanen vedrører slumbeboere, som er med i MDG nr. 7. Hun hævdede, at ordlyden i planen kunne fortolkes som en prioritering af at rydde slumområder snarere end at opgradere disse områder. Det, tilføjede hun, kan føre til at stater fokuserer på at rydde slumområder og lave tvangsudsættelser.
Pillay understregede dog, at de kritiske huller i handlingsplanen kan udfyldes med menneskerettighedstraktatlige forpligtelser. Højkommissæren har tilbudt støtte fra hendes kontor til stater der er villige til at integrere menneskerettigheder i deres udviklings- og bistandspolitik. ”Vi har lavet mere end nok løfter til de fattige og marginaliserede,” sagde hun, ”udfordringen er nu at gennemføre dem.”
