De nordiske lande: Medlemmer af en eksklusiv klub

0
424
jorden

jorden

De nordiske lande har et godt internationalt omdømme, når det kommer til udviklingsstøtte. Men er rygterne sande?

Næsten alle de nordiske lande er del af en eksklusiv klub sammen med Luxembourg og Holland. Sverige, Danmark og Norge har alle nået det mål, man internationalt er blevet enige om: At bruge 0,7 % af bruttonationalindkomsten (BNI) på officiel udviklingsstøtte.

Sverige var det første land til at nå den internationale standard. Efter Sverige nåede målet i 1974, fulgte Norge i 1976 og Denmark i 1978. Finland nåede målet ét år – 1991. Når man ser dette, ser det ud som om de nordiske lande lever op til deres omdømme.

Norge og Sverige budgettere begge med 1 % til udviklingsstøtte hvert år, mens Danmark gav 0,84 % af deres BNI i 2012, som det kan ses i tabellen.

index

Selvom Island er det nordiske land, der gav mindst i udviklingsstøtte i 2012, var deres procentvise ændring fra 2011 større end de andre nordiske lande. Islands udviklingsstøtte toppede i 2008, hvor de gav 0,37 % af BNI i officiel udviklingsstøtte. Budgetmæssige begrænsninger på grund af finanskrisen tvang dog deres udviklingsstøtte ned.

Men et lands engagement til nødhjælp og udvikling er mere kompleks, end deres pengemæssige bidrag. En ny rapport fra Center for global udvikling (CDG) sammenligner 27 af de rigeste lande i verden baseret på deres dedikation overfor politikker, der gavner fattige lande. Og her er de nordiske lande i toppen.

index2

Danmark, Sverige og Norge lægger i nævnte rækkefølge beslag på de tre første pladser på CDG’s Commitment to Development Index 2013. Finland kommer ikke langt bagefter på sjettepladsen på listen. Indekset måler nationale politikker i syv områder, som er relevant for udviklingsengagement: nødhjælp, handel, økonomi, migration, miljø, sikkerhed og teknologi.  

Finland er i øjeblikket på vej mod 0,6 % af BNI i udviklingsstøtte. Finland er steget to pladser på listen siden sidste år, og kommer hele tiden tættere på at nå målet, de har nået før. Finland har dog et lavt niveau af privat givervilje og høje barriere, der hindrer adgang for fattige immigranter.

Selvom Norge giver den største beløb, har landet den største produktion af fossile brændstoffer per person ud af alle landene inkluderet i indekset. Det har også nogle af de mest restriktive handelsbarrierer mod fattige lande. Disse faktorer skubber Norge ned på listen. Den nye norske regering udsendte for nyligt 2014-budgettet, hvor de var blevet enige om at fortsætte med at budgettere 1 % til udvikling. Mange blev positivt overraskede over dette, da regeringen valgte at afskaffe ministerposten som udviklingsminister, da de fik magten dette efterår.    

Ifølge det svenske budget for 2014, er det klart, at også Sverige vil fortsætte med at budgettere 1 % af deres BNI til udviklingsstøtte. For nyligt har der været debat om fordelingen af støtten i Sverige, specielt i forhold til FN. Denne debat har sat udviklingsstøtte og dets effektivitet tilbage på dagsordenen, og kan måske lede til forandringer i fordelingen af udviklingsstøtte i Sverige.

Danmark giver en mindre del af deres BNI end både Norge og Sverige, men Danmark er i toppen af GCD-indekset 2013. Danmark roses af GCD for at bidrage med personer og økonomi til fredsbevarende og humanitære styrker, men også for at opmuntre til forskning og udvikling. Der er altid plads til forbedring og Danmark er ikke en undtagelse. Høj landbrugsstøtte, en lille antal immigranter og studerende fra udviklingslande, dets høje produktion af fossile brandstoffer per indbygger og lav benzinskat er sager, som Danmark skal arbejde på for at skabe forbedringerne indenfor deres engagement.  

Det står klart, at de nordiske lande er i det øverste niveau internationalt, men der er forskelle og sager, som skal klares, og det er en god mulighed for at lære af hinanden. Forandringer i ét nordisk land, kan have en positiv effekt i et andet.