De små østater er i fare for at drukne

0
886
IslandState

IslandState

 

12.august, 2014 – På mange måder er de små øer sårbare stater, der trues af et stigende havniveau, ekstremt vejr og samfundsmæssige problemer.

Særligt små øer, der også har status som udviklingslande, er udsatte i forhold til sociale og økonomiske problemer og klimaforandringer. Disse stater kaldes i FN regi for SIDS (Small Island Developing States).

I mange af de udsatte østater lever hovedparten af befolkningen ved kysten og i områder, som ligger lavere end 5 meter over havet.

Havet er steget mellem 10 og 20 centimeter de sidste 100 år, men FN’s klimapanel anslår, at stigningen vil være mellem 0,52 og 0,98 meter ved næste århundredeskifte, hvis den nuværende udvikling bliver ved.

Det højere havniveau truer således hele eksistensgrundlaget for de små øsamfund samtidig med, at ekstremt vejr bliver mere og mere normalt. Fra Trinidad & Tobago til Tonga, fra Samoa til Fiji Øerne, er klimaændringer en stadigt større trussel.

FN’s generalsekretær Ban Ki-moon slår derfor fast, at de små østater er vigtige spillere i de internationale forhandlinger om en ny klimaaftale næste år:

De små østater deler vores fælles forståelse af, at verden skal være bæredygtig. For at opnå dette kræves handling i alle dele af samfundet og i alle verdens lande.”

Ironisk nok er østaternes indbyggere dem, der bidrager mindst af alle til de klimaforandringer, som de mærker konsekvenserne af. 

Østaterne står nemlig for langt under 1 procent af verdens CO2-udslip.

Kommunikationsdirektør Thorbjørn Urfjell fra det norske FN-forbund siger følgende om de småøers situation:

Mennesker kan ikke leve under vand. Folk på Maldiverne og i andre små østater er afhængige af, at vi standser den globale opvarmning. Vi skal derfor hæve stemmen, ikke havniveauet.”

I år er det internationale år for små østater, alt imens koncentrationen af drivhusgasser er højere end den har været de seneste 800.000 år. Ifølge FN’s klimachef Christiana Figueres er timingen for at indgå en klimaaftale derfor helt rigtig:

”Det er tid til at indgå forpligtelser, der reducerer drivhusgasser tilstrækkeligt til at bevare målsætningen om en maksimal stigning i global temperatur på 2 grader. Det er et løfte verden bliver nød til at give de små østater.”

Gruppen af små østater blev defineret i 1992, og omfatter 39 stater i stillehavsområdet, Afrika, Caribien, Det Indiske Ocean, og det Sydkinesiske Hav.