Det er tid til en global samtale om migration

0
115

Af FN’s Generalsekretær Kofi A. Annan

Lige siden nationale grænser blev opfundet, har mennesker krydset dem – ikke kun for at besøge andre lande, men for at leve og bo der. Dette har næsten altid været forbundet med risici, men også med en beslutsomhed om at overkomme modgang og få et bedre liv.
Denne stræben har altid været en grundsten i menneskelig udvikling. Historisk set har migration forbedret ikke kun den enkelte migrants velfærd, men også menneskehedens.
Og det er stadig tilfældet. I en rapport, som jeg tirsdag den 6. juni fremlagde for FNs generalforsamling, opsummerede jeg ny forskning, der viser, at migration, i det mindste i de bedste tilfælde, gavner ikke kun migranterne selv, men også de lande, som modtager dem, og oven i købet også landene, som de har forladt.
   Men på hvilken måde?
   I modtagerlandene påtager migranterne sig væsentlige jobs, som den øvrige befolkning ofte tøver med at påtage sig. De bidrager med mange af de personlige tjenester, som samfundet er afhængig af. De passer børn, plejer syge og ældre, laver mad og gør rent. Alligevel er det langt fra alle, der er besat i denne slags stillinger. Næsten halvdelen af stigningen i antallet af migranter over 25 i 1990’erne var højt uddannede mennesker. Men med eller uden uddannelse, så er mange iværksættere, der starter egen bedrift – hvadenten det er døgnkiosker eller Google. Andre er kunstnere, optrædende eller forfattere, som hjælper med til at gøre deres nye hjemby til kulturelle og kreative midtpunkter.
Migranter øger også efterspørgslen på varer og servicegoder, bidrager til den nationale produktion og betaler generelt mere til staten i skat end de får tilbage i velfærd og andre
fordele. Og i regioner som Europa, hvor befolkningstallet kun vokser langsomt eller slet ikke, ankommer yngre arbejdere fra udlandet og hjælper med at afstive underfinansierede pensionsordninger.
   Alt i alt er lande, der tager imod immigranter og lykkes med at integrere dem i deres samfund til at blive blandt de mest dynamiske i verden, både økonomisk, socialt og kulturelt.
I mellemtiden får migranternes hjemlande gavn af remissen, som migranterne sender hjem, og som sidste år løb op på næsten 232 milliarder dollars, hvoraf 167 milliarder dollars gik til udviklingslande – det er mere end det samlede beløb for udviklinghjælp fra alle donorlande til sammen, omend det selvfølgelig ikke er nogen erstatning herfor. Det er ikke kun de umiddelbare modtagere, der drager nytte af disse remisser, men også alle dem, der leverer de varer og tjenester, som pengene bruges til. Det hele er med til både at øge den nationale indkomst og stimulere investeringer.
   Familier med en eller flere medlemmer, der arbejder i udlandet, bruger flere penge på uddannelse og sundhedspleje. Hvis familien er fattige – ligesom familien i den klassiske senegalesiske film Le Mandat – og modtager remisser kan det betyde en mulighed for at lære at bruge finacielle services som banker, låneforeninger og mikrofinansielle institutioner.
   Derudover begynder flere og flere regeringer at forstå, at det at have borgere i udlandet kan gavne udvikling og gør således en hel del for at styrke båndene til dem. Ved at tillade dobbelt statsborgerskab, stemmeafgivning i udlandet, udvide konsulatsvæsenet og samarbejde med migranterne om at udvikle de tilbageværende lokalsamfund, mangedobler regeringer fordelene ved migration. I nogle lande forvandler indvandrerforeninger deres gamle lokalsamfund ved at sende kollektive remisser som støtte til mindre udviklingsprojekter.
Succesfulde migranter ender ofte med at blive investorer i deres tidligere hjemlande og opfordrer andre til at følge deres eksempel. Gennem de færdigheder, som de erhverver sig, kan de også bidrag ved at overføre teknologisk viden. Indiens software-industri har eksempelvis vokset sig stor i høj grad på grund af informations- og erfaringsudveksling mellem udlandsindere, hjemvendte indere og indiske iværksættere. Ligesom albanske arbejdere i Grækenland kan tage nye landbrugsmetoder med sig, når de rejser hjem igen og dermed være med til at forøge den albanske landbrugsproduktion. Og så videre.
Selvfølgelig er der også hager ved migration – selvom de ironisk nok ofte opstår ved forsøgene på kontrollere den: det er irregulære og udokumenterede migranter, der er mest sårbare over for menneskesmugling, trafficking og andre former for udnyttelse. Jo, der opstår spændinger, når etablerede beboere og migranter skal lære at tilpasse sig hinanden, især når deres skikke, tro og uddannelsesniveau er meget forskellige.Og jo, det går ud over de fattige lande, når den arbejdskraft, som der er mest brug for – eksempelvis sundhedsarbejdere i Sydafrika – ”drænes” ud af landet mod højere lønninger og bedre forhold i andre lande.
   Men mange lande er ved at lære at tackle disse problemer, og det bliver kun lettere, hvis de samarbejder og lærer af hinandens erfaringer. Det er netop målet med FNs Højniveau Panels møde, som Generalforsamlingen afholder i september, om migration og udvikling. Intet land vil blive bedt om at afgive kontrol over sine landegrænser eller politik til nogen andre. Men alle lande og alle regeringer kan opnå noget ved diskussion og udveksling af ideer. Derfor håber jeg, at mødet til september vil blive en begyndelse og ikke en slutning.
Så længe der findes nationer, vil der findes migranter. Og selvom nogle måske ville ønske, at det var anderledes, så er migration en del af livet. Derfor er det ikke et spørgsmål om at stoppe migration, men om håndtere den på en bedre måde og med mere samarbejde og forståelse fra alle sider.
   Migration er langtfra noget nulsumsspil. Det er derimod noget, der kan give afkast for alle.