En dramatisk rejse fra New York til Kabul

0
77
Ribboncutting 0675 web

Ribboncutting 0675 web

Islands tidligere udenrigsminister er nu UN Women’s Afghanistan direktør.

For fire år siden fik Islands daværende udenrigsminister, Ingibjörg Sólrún Gísladóttir, et ildebefindende lige inden hun skulle deltage i en paneldebat om kvinder og udvikling i forbindelse med FN’s Generalforsamling. En medicinsk undersøgelse viste, at hun havde en godartet hjernetumor og blev derfor tvunget til at tage en lang pause fra og siden hen helt forlade politik.

 Nu da efterårets Generalforsamling er i fuld gang, er Gísladóttir ikke bare kommet sig fuldstændig efter sin sygdom, hun er også tilbage i FN i en helt anden stilling som landedirektør i Afghanistan, hvor hun tager fat på de samme problemer som hun skulle have talt om på Generalforsamlingen i 2008: kvinder og udvikling.

Din sidste officielle position var som Islands udenrigsminister og på den måde henvendte du dig til Generalforsamlingen. Nu er du ansat i felten for FN – dette er ret udsædvanligt; hvordan kan det være?

Jeg synes det var ret logisk at bruge min erfaring i indenrigs- og international politik til at tjene FN eller en anden international organisation. Derudover er UN Women et nyt FN-agentur og det er meget vigtigt, at det bliver en succes. Jeg ville gerne være med til at forme UN Women og se om det er muligt at skabe en enhed som kan bevare NGO energien samtidig med at have formelle institutionelle ledelsesprocedurer.

Hvad er din og UN Women’s rolle i Kabul?

Det er stadig en igangværende proces da UN Women først blev lanceret d. 1. januar 2011. Som alle andre FN-agenturer, er vores rolle at opfordre og hjælpe myndighederne med at inkorporere internationale traktater og forpligtelser, i vores tilfælde på ligestillingsområdet. Meget afghansk lovgivning er blevet ændret til fordel for kvinder de sidste par år, men implementering er en sag. Vores rolle er også at opfordre og koordinere FN-agenturers indsatser da de alle har et mandat til at arbejde for ligestilling mellem mænd og kvinder. Vi arbejder også sammen med NGO’er for at øge myndighedernes og offentlighedens bevidsthed om de dårlige forhold for kvinder, samfundets implikationer og hvordan dette kan forandres.

For nylig blev fodgængere i din hjemby, Reykjavik, chokeret over at møde burkaklædte kvinder i de store indkøbsgader. I afghanske kvinders øjne, er Burka et symbol på kvindeundertrykkelse som det er i Vesten?

Ikke i samme forstand som andre steder og det siger sig selv, at det er et velkendt syn. Burkaen er ikke nødvendigvis et symbol på undertrykkelse af afghanske kvinder, men det er altid et symbol på, at de kvinder som bær den er uselvstændige og ikke har en rolle som individ. Hun kan spille en vigtig rolle i familien, men hun betyder ikke noget for omverdenen. Hendes individualitet er blevet slettet.

Har der været betydelige fremskridt mod lighed i Afghanistan efter Taliban er blevet fordrevet?

Lad os sige at der har været væsentlige fremskridt og i nogle tilfælde kan det ses i tal. Der er tre millioner piger, som går i skole og 28% af parlamentsmedlemmerne er kvinder. Kvinder er blevet mere opmærksomme på deres situation og kæmper mere for deres rettigheder end de gjorde tidligere. Alligevel skal man huske på, at 80& af voksne afghanske kvinder ikke kan læse eller skrive og 57% af pigerne bliver gift inden de fylder 16. Som en konsekvens, er der meget arbejde der skal gøres og situationen er skrøbelig.

Det internationale samfund forventes at reducere sin tilstedeværelse i Afghanistan de næste par år. Frygter du et efterfølgende tilbagefald i forhold til ligestilling?

Ja, der er mange grunde til at frygte det. Kvinder i Afghanistan har brug for international støtte – både politisk og finansielt. Både mænd og kvinder deler en bekymring for fremtiden. 2014 bliver et vendepunkt med præsidentvalg og tilbagetrækningen af de internationale styrker. Folk er bange for, at dette kan føre til en borgerkrig, som ville være forfærdeligt eller, at Taliban vender tilbage til magten. Kvinder er derfor ikke særlig optimistiske men det er af afgørende betydning, at vi bruger tiden fornuftigt og får gjort så meget som muligt, fordi Afghanistan vil drage fordel af at styrke kvinder selvom der kan være et midlertidigt tilbageslag.

I en nøddeskal:

Ingibjörg Sólrún Gísladóttir, født i 1954, er FN’s landedirektør i Afghanistan siden oktober 2011. Hun var Islands udenrigsminister fra 2007 til 2009 og leder af Samfylkingin, det islandske socialdemokrati fra 2005 til 2009.

Ingibjörg Sólrún startede sin politiske karrierer som en af grundlæggerne for en kun-kvinder-liste, som hun repræsenterede i Reykjaviks byråd fra 1982 til 1988. Hun repræsenterede det også i parlamentet fra 1991 til 1994.

Fra 1994 til 2003 var hun borgmester i Reykjavik.