A-Ø webstedsindeks

Guterres afholder “ærlige drøftelser” i Moskva

FN’s generalsekretær António Guterres sagde i dag, at han kom til Moskva som “fredens budbringer” og havde haft “ærlige diskussioner” med den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov.

“Mit mål og min dagsorden er strengt forbundet med at redde liv og mindske lidelser,” sagde Guterres på en fælles pressekonference.

“Jeg havde en meget åbenhjertig diskussion med udenrigsminister Sergei Lavrov, og det er meget klart, at der er to forskellige synspunkter om det, der sker i Ukraine.”

Han sagde, at Rusland fastholder, at det, der finder sted, er en særlig militær operation med de mål, der er blevet annonceret.

“Ifølge FN, i overensstemmelse med resolutioner vedtaget af Generalforsamlingen, er Ruslands invasion af Ukraine en krænkelse af landets territoriale integritet og af FN-pagten. Men det er min dybe overbevisning, at jo hurtigere vi afslutter denne krig, desto bedre er det for Ukraines folk, for befolkningen i Rusland og for verden”, sagde Generalsekretæren.

“FN har gentagne gange opfordret til våbenhvile for at beskytte civilbefolkningen og fremme en politisk dialog for at nå frem til en løsning.”

Han advarede om, at der i hele Donbas er en voldsom kamp i gang med ødelæggelser og enormt mange døde.

Guterres holder møde
Foto: Fra FN spokesperson’s Twitterkonto.

“Jeg er bekymret over de gentagne rapporter om krænkelser af den humanitære folkeret og menneskerettighedslovgivningen og mulige krigsforbrydelser, og de kræver en uafhængig undersøgelse for at sikre en effektiv ansvarlighed.”

Han opfordrede til, at der hurtigst muligt etableres virkelig sikre humanitære korridorer, der respekteres af alle, for at evakuere civile og levere den meget nødvendige bistand.

“Med henblik herpå har jeg foreslået, at der oprettes en humanitær kontaktgruppe med deltagelse af Rusland, Ukraine og FN for at finde muligheder for at åbne sikre korridorer med lokalt ophør af fjendtlighederne og for at sikre, at de rent faktisk er effektive.”

Guterres sagde, at der var “en krise i en krise i Mariupol”, og at “FN er klar til fuldt ud at mobilisere sine menneskelige og logistiske ressourcer for at hjælpe med at redde liv i Mariupol”.

Han opfordrede til koordinering mellem Rusland, Ukraine, FN og Røde Kors for at muliggøre en sikker evakuering af de civile, der ønsker at forlade både Azovstal-anlægget og byen i den retning, de ønsker, og for at levere den nødvendige humanitære bistand.

Generalsekretæren talte også om de “chokbølger”, som konflikten har forårsaget rundt om i verden.

“Den dramatiske acceleration af stigningerne i fødevare- og energipriserne, som allerede fandt sted sidste år, forårsager enorme lidelser for hundrede millioner af de mest sårbare mennesker verden over”, sagde Generalsekretæren. “Så jo hurtigere der skabes fred, desto bedre – af hensyn til Ukraine, Rusland og verden.”

Senere mødes Generalsekretæren med præsident Vladimir Putin. Torsdag rejser han til Ukraine for at føre samtaler med de ukrainske myndigheder.

Læs mere her:

Generalsekretæren til samtaler i Moskva og Kyiv (unric.org)

Seneste nyt

Generalsekretærens udtalelse om COVID-19