af Ivan Simonovic
Sima er 15 år, men hun ser meget yngre ud. Jeg mødte hende tidligere denne måned i Kabul, i Badam Bagh-fængslets afdeling for unge kvinder. Hun taler ikke ret meget, men hendes øjne er fulde af sorg. En forsvarsadvokat fortæller mig, at hun højst sandsynligt er blevet voldtaget.
Hvad har Sima gjort?
Hun afsoner en dom for at flygte fra vold i hjemmet. Omkring halvdelen af kvinderne i afghanske fængsler sidder der af samme grund. Nogle af dem sidder inde sammen med deres spædbarn. De yngste er ikke ældre end 12 år. At sidde i fængslet betyder, at de nok aldrig vil blive accepteret af deres familier og samfundet igen.
Der er stadig store udfordringer på trods af, at det er 10 år siden, at Taleban forlod Kabul, og på trods af at nye love, politikker og udviklingsstøtter har virket positivt over for kvinderne. Kontoret for FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder udsendte for nylig en rapport om de skadelige traditionelle skikke, der findes mod kvinder og piger i Afghanistan. Omkring halvdelen af pigerne bliver gift, før de er 15, og det anslås, at 70 til 80 pct. af ægteskaberne er tvungne. At sælge piger eller at give dem væk som løsning på en konflikt er almindeligt. Andelen af analfabeter blandt afghanske piger i alderen 15 år og ældre er på 88 pct. Ikke overraskende er vold og misbrug af disse piger meget udbredt. Afghanistan har godkendt konventionen om afskaffelse af diskrimination mod kvinder, men den første rapport er meget forsinket.
En lov om afskaffelse af vold mod kvinder er blevet vedtaget for nylig. Men dens fuldbyrdelse er en virkelig udfordring – ofrene er utilbøjelige til at søge hjælp fra politiet, hvor 99 pct. er mænd.
Så hvad kan de gøre, når de står over for misbrug? Desperate piger og kvinder begår alt for ofte selvmord, et stigende antal af dem ved selv-ofring. De, der har modet til at løbe væk og søge tilflugt hos deres familie, bliver ofte bragt tilbage til deres voldelige ægtemænd eller forældre. De, der forsøger at finde et sikkert tilflugtssted hos deres naboer eller venner, ender med sigtelser for at begå zina (utroskab eller seksuelle forhold uden for ægteskab). Straffen for dette er ikke fastsat ved lov, og eksperter har fortalt mig, at det heller ikke er i overensstemmelse med sharia, som kræver vidner og beviser. Den er baseret udelukkende på instruktioner fra Højesteret i Afghanistan. Det eneste sikre tilflugtssted for ofrene er krisecentre for kvinder og piger bestyret af NGO’er, men alligevel har de afghanske myndigheder for nylig truet deres drift i fremtiden.
Jeg besøgte det ældste herberg i Afghanistan og talte med piger og kvinder under beskyttelse. Det var hjerteskærende at høre deres bøn om at vedligeholde krisecentrene, da det er de eneste steder, de kan gå hen.
“Hvis dette sted lukker, har jeg ingen anden mulighed end at dræbe mig selv”, fortalte en ung kvinde mig. Jeg bragte problemet til præsident Karzai, som forsikrede mig, at antallet af krisecentre ikke vil blive reduceret, og at han er tilhænger af regeringens økonomisk støttede NGO-krisecentre.
I denne uge vedtog FN’s Sikkerhedsråd en resolution, som forlænger mandatet vedrørende FN’s bistandsmission til Afghanistan. Resolutionen fordømmer stærkt den fortsatte diskriminering af kvinder og piger og opfordrer til en øget indsats for at sikre deres rettigheder og støtte krisecentre til kvinder.Resolutionen behandler også det største problem: Styrkelse af afghanske kvinder og sikring af kvinders rettigheder er en integreret del af fred, reintegration og forsoningsindsatsen. Hvis pigerne ikke er uddannede, og kvinder ikke deltager i det politiske liv og den offentlige administration og retsvæsenet, vil de traditionelle skadelige handlinger fortsætte, og deres menneskerettigheder vil aldrig blive beskyttet.
Kun hvis de er til stede og aktive i fredsforhandlinger, kan de være sikre på, at selv de små sejre ikke vil blive brugt som et middel i overenskomstforhandlingerne.
For at freden skal være bæredygtig og retfærdig, skal både Taleban og kvinder være repræsenteret ved forhandlingsbordet og sammen indgå i de beslutninger, der skal forme Afghanistans fremtid.
Ivan Simonovic er FNs assisterende generalsekretær for Menneskerettigheder.
