Juni 2015 – Kvindelig lemlæstelse (FGM) anses verden over som et brud på menneskerettighederne og er betragtet som en kriminel handling af alle EU’s medlemsstater. Dog er herskende myter omkring praksissen, samt de risici den indebærer, med til at forhindre asylsøgende kvinder og piger i at få den beskyttelse de har brug for i Europa.
Når ferien og sommerferien nærmer sig, nærmer ligeledes truslen om kønslig lemlæstelse. ”Holiday season means cutting season”, som de siger på engelsk. Skoleferier er den tid, hvor pigerne normalt udsættes for hvad mange i diasporaer anses som et vigtigt overgangsritual. Nogle lemlæstes inden for EU’s grænser, mens andre får operationen udført under en ferietur til forældrenes hjemlande i Afrika, Asien eller Mellemøsten.
”Omkring 71 % af alle kvindelige asylansøgere fra FGM-praktiserende lande estimeres at være ofre for kønslig lemlæstelse. Det er på tide at indse, at dette område kræver større granskning og en mere dedikeret respons”, sagde Fadela Novak-Irons fra FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR).
I fjor, var Norge, Sverige og senest også Danmark, blandt de lande, som tog imod flest asylansøgende kvinder og piger fra FGM-praktiserende lande. Tyskland, Frankrig, Schweiz, England, Holland, Italien og Belgien lå ligeledes højt på listen. Ingen af disse lande har udarbejdet specifikke handlingsplaner der tager hånd om problematikken, til trods for at praksissen berører individer, familier og samfundet som helhed. Det anslås, at 500,000 kvinder og piger i Europa allerede er blevet gjort til ofre for kønslig lemlæstelse, mens 180,000 mere befinder sig i farezonen hvert eneste år.
UNHCR anslår, at 18.500 af de 25.855 kvinder og piger, fra lande som praktiserer kønslig lemlæstelse og som var asylsøgende i EU i 2014, er ofre for FGM. De kommer hovedsageligt fra Eritrea, Nigeria, Somalia, Guinea, og Etiopia. Estimater peger endvidere på, at EU modtager et par tusind asylansøgninger hvert år, som direkte relaterer sig til FGM. ”Disse numre afliver myten om, at praksissen spiller en ubetydelig rolle i asylprocessen, og vidner om at FGM fortjener dedikeret opmærksomhed og specifikke tiltag,” konstaterer Novak-Iron.
Bevisbyrden
Asylprocessen undersøger hvorvidt en ansøger har en velbegrundet frygt for forfølgelse eller løber en reel risiko for at blive udsat for alvorlig skade. Den truende risiko for FGM som ifølge UNHCR ”både har kort- og langsigtede sundhedsmæssige konsekvenser” der kan betragtes som en ”kontinuerlig form for forfølgelse på linje med tortur” burde derfor stille de tusinder af asylansøgere stærkt og være et tungtvejende argument til deres fordel.
Men da FGM er en form for kønsbaseret vold og et barn-specifik form for forfølgelse, kompliceres asylgrundlaget i mange tilfælde.
”Jeg blev nødt til at flygte fra mit hjemland. Jeg blev forfulgt for at kæmpe imod kvindelig kønslemlæstelse og for at arbejde for at fremme kvinders rettigheder,” siger Halimatou Barry.
Mens nogle forfølges som direkte følge af deres meninger og aktivistiske arbejde for at sætter en stopper for FGM i deres hjemlande, gemmer truslen for andre i det skjulte, men nære. Den stærke kulturelle identitet omkring praksissen gør, at mange piger og kvinder må flygte fra det pres de pålægges af deres familie, venner og lokalsamfund. Selv de som allerede er blevet lemlæstet, kan frygte at blive udsat for yderligere skamfering i forbindelse med ægteskab eller fødsel.
I tillæg betragter nogle stater kønsbaseret vold som et ’privat anliggende’. Når det sker indenfor den private sfære, gøres det endnu vanskeligere for kvindelige ofre, at skabe en troværdig asylsag på baggrund af kønsbaserede påstande.
”Hvad jeg kan huske fra interviewet var, at personen som modtog mig, ikke så ud til at tro på mig. Det er sandt at nogle folk forlader deres land af økonomiske grunde. Men når du fortæller nogen, at ”jeg ønsker ikke at mine piger bliver lemlæstet”, ønsker du at se personens ansigtsudtryk ændre sig”, siger Aissatou Diallo, en kvinde som har overlevet FGM. Hun flygtede for at beskytte sine to døtre fra overgrebene, og er nu aktiv i kampen mod kønslig lemlæstelse i Belgien. ”Hvis et barn brækker sin arm på en legeplads i Europa, vækker det et ramaskrig. Jeg ønsker at se den samme reaktion, når man snakker om piger og kvinders risiko for at blive ofre for kønsligt lemlæstelse.”
Holdningsændringer mod FGM
I Finland er holdningerne om kønslig lemlæstelse under forandring efter den finske menneskerettighedsforbunds kampagne ”Whole Woman Projekt” blev skudt i gang. Tidligere flygtningekvinder underviser nu immigranter og flygtningesamfund i at reflektere over og sætte spørgsmålstegn bag praksissen omkring kønslig lemlæstelse.
”Nogle af de som er kommet til Finland som flygtninge, har fortalt at de intentionelt søgte at få deres døtre skamferet i flygtningelejren, fordi de vidste at praksissen ikke var accepteret i deres nye hjemland. Dette kan og bør forhindres, ” skriver Saido Mohamed og Solomie Teshome, rådgivere for det finske center for menneskerettigheder. Oplæringen bør også foregå i modtagelseslandet, lige efter ankomst på deres eget sprog. Gennem undervisningen får de mulighed for at reflektere over egne erfaringer, selvstændiggøre sig selv, så de klædes på til at håndtere svære situationer.”
Det er på tide at det skjulte, men prekære problem med kvindelige kønslig lemlæstelse får opmærksomhed. Mens mange børn i hele Europa glæder sig til at få fri fra skole og gå på sommerferie, vil andre snart få vendt deres liv på hovedet, med smertefulde og livslange konsekvenser i vente.
Artiklen indgår som en del af UNRIC’s nyhedsbrev.
