FN-eksperter vurderer ødelæggelserne i Serbien

0
471
UN Serbia

UN Serbia

2. juni 2014 – Efter ti dage med feltarbejde, er FN’s hold af eksperter, som kom til landet efter at den serbiske regering havde bedt om hjælp, færdig med at estimere konsekvenserne af den værste naturkatastrofe der har ramt Serbien de sidste 120 år.

Eksperternes rapport vil blive overdraget til Serbiens regering. Den er et vigtigt element i forberedelserne af en donorkonference, som den franske regering vil afholde i Paris. Her skal det internationale samfunds indsats mod oversvømmelserne i Balkan koordineres.

51 personer mistede livet i Serbien under den oversvømmelse som ramte Serbien, Bosnien-Hercegovina og Kroatien i midten af maj, fire personer er stadig savnet og 30.000 mennesker er blevet nødt til at forlade deres hjem. Oversvømmelserne og jordskredene ødelagde tusinder af hjem og forårsagede alvorlige skader på infrastruktur og landbrug.

Aleksandar Vučić, Serbiens statsminister, viste sin taknemmelighed til FN’s generalsekretær for “FN’s holds uvurderlige assistance i landet” i en tale til FN’s økonomiske og sociale råd: ”Vi er i gang med at forberede en konference, hvor vi regner med, at FN får en ledende rolle.”

”FN ser frem til at arbejde sammen med Serbiens regering med forberedelserne af donorkonferencen”, sagde Irena Vojackova-Sollorano, som er FN’s koordinator i Serbien.

FN-holdet af eksperter, som var udkommanderet for første gang i Serbiens historie, ankom til landet inden 36 timer. FN’s hold for vurdering og koordination under katastrofer (UNDAC) står klar til at rykke ud med det samme når et medlemsland rammes af en naturkatastrofe og har behov for akut hjælp.

UN Serbia

FN’s koordinator i Serbien samarbejdede med holdet af eksperter i forbindelse med deres sidste besøg i de områder som var ramt af oversvømmelse og mudderskred i Bajina Bašta.

”At være til stede i området med FN’s hold af eksperter gjorde, at jeg kunne forstå omfanget af de ødelæggelser som oversvømmelserne har forårsaget”, sagde Vojáčková-Sollorano.

”Landet står overfor store udfordringer og perioden med genopbygning af området bliver ikke nem. Men det er vigtigt at regeringen og befolkningen ved, at de ikke er alene.”

Holdet har arbejdet tæt sammen med Serbiens indenrigsministerium og den Europæiske Unions afdeling for civilbeskyttelse. FN-holdet, som arbejder i Serbien, består af eksperter med mange års erfaring med at estimere omfanget af naturkatastrofer. Deres opgave er først og fremmest at vurdere omfanget af naturkatastrofen, derefter at definere prioriteterne for genopbygning, afhjælpning af konsekvenserne af oversvømmelserne, miljøbeskyttelse, reparation af veje og risikovurdering for fremtiden.

”Udover den humanitære hjælp og den globale ekspertise, som vi har udkommanderet, fortsætter landets FN-hold med at samarbejde med EU og Verdensbanken i at støtte myndighederne i deres indsats for at komme ovenpå igen efter oversvømmelserne”, sagde FN koordinator i landet, Vojáčková-Sollorano.

Den humanitære krise er ovre, og fokus er nu rettet mod den nødvendige genopbygning. FN bidrog til den humanitære hjælp til de mennesker der måtte flygte fra ramte områder, ved at transportere vandtanke, generatorer, vandrensningssystemer, 10 både og mad ind i landet via en luftbro.