Månedens nordiske profil: Olav Kjørven

0
398
Olav Kjørven picture

Olav Kjørven picture

UNDP’s Olav Kjørven afsluttede en lang dag med møder i den travle belgiske hovedstad Bruxelles, med et besøg til FN-Huset for at tale med os omkring sit arbejde, UNDP’s Human Development Report 2013 – The Rise of the South og post-2015 udviklingsdagsordenen. Efter tidligere at have haft stillingen som statssekretær for international udvikling i den norske regering – et job han sagde han nød enormt meget – blev han headhunted til at arbejde for FN af den tidligere chef for UNDP Mark Malloch Brown. Han blev bedt om at ansøge stillingen som direktør for miljø og energi hos UNDP. Spoler man otte år frem er Kjørven nu assisterende generalsekretær og direktør for udviklingspolitik hos UNDP.

Hvordan ser din typiske arbejdsdag ud?

Normalt forløber min dag i et højt tempo og ofte med mange møder. Det kommer med jobbeskrivelsen at vi fremhæver agendaer og træffer beslutninger ved at afholde møder. Så går jeg over på den anden side af gaden hvor det ”rigtige” FN er – landene – for at forhandle og diskutere forskellige emner. Det kunne f.eks. være post-2015 dagsordenen. Jeg præsenterer UNDP’s idéer og forslag og så enten lytter landene eller ej.

Det er et bureaukrati – det er en stor organisation – så der er altid en masse ting i gang, der er af intern karakter. Men så meget som muligt forsøger jeg at holde mig fokuseret på det reelle arbejde af UNDP, som er at advokere for den slags politikker som vi mener, er de mest effektive til at fremme udvikling. Jeg rejser også meget og tilbringer sandsynligvis en fjerdedel af min tid udenlands, rejser til de lande hvor vi arbejder, samt hovedstæder i norden, såsom Bruxelles, for at mødes med vores partnere og forsøger at overbevise dem om, at UNDP er en fremragende organisation som de bør investere i.

Ser man på succeshistorierne fra the Human Development report 2013, hvad har så været de afgørende faktorer for fremskridt?

Tre ting synes at have været særlig afgørende for fremskridt i menneskelig udvikling. Den ene er at have en stat som faktisk har et program for udvikling, i stedet for en tilbagelænet, laissez-faire, ”lad markedet gøre hvad det vil” form for tilgang. Det betyder at investere i mennesker, investere i sundhed og uddannelse, samt langsigtet industripolitik og teknologi.

Et andet kendetegn har været en meget bevidst indsats for at være en del af det globale marked gennem handel. Igen, ikke bare åbne op og lade hvad end der sker ske, men at fremme en klar politik når det kommer til bestemte handelsvarer. Den tredje og sidste betingelse er innovationer i socialpolitikken, hvilket fører tilbage til det at investere i mennesker. Dette har været meget vigtigt i en række udviklingslande, og i stigende grad i løbet af de sidste 10 år.

Begyndelsen af april markerede 1000 dage indtil fristen for årtusindudviklingsmålene (Millenium Development Goals). Hvad er den mest imponerende udvikling du har været vidne til siden målene blev sat?

For næsten et år siden havde jeg privilegiet at besøge Etiopien. Jeg rejste sammen med nogle kollegaer fra de andre FN-organisationer og vi besøgte nogle landsbyer i baglandet af Amhara-regionen – et meget fattigt område hvor størstedelen af befolkningen ikke engang havde sko. Hvad vi så der gjorde et stort indtryk på mig. Disse var samfund der for nylig havde fået konstrueret sundhedscentre som blev bemandet af lokale kvinder, der var blevet uddannet i at udføre basale sundhedsydelser. Kvinderne var sandsynligvis den første generation af piger som har gået i skole, og dermed har lært at læse og skrive. På det grundlag var det stort set muligt at træne dem til at blive sygeplejersker. Disse sygeplejersker arbejdede dag ud og dag ind, hjalp mennesker der var syge eller havde brug for lægehjælp, f.eks. gravide kvinder. Som et resultat af dette var mødredødeligheden – som er mål nr. 5 – begyndt at falde i regionen. Børnedødeligheden – mål nr. 4 – var begyndt at falde. Der var sket fremskridt i forhold til tuberkulose og HIV/AIDS – som er mål nr. 6 – og dette hjalp selvfølgelig også på at forbedre ligheden mellem kønnene, hvilket er mål nr. 3.

Stadig det der imponerede mig mest i disse landsbyer, var da jeg indså at de kendte til årtusindudviklingsmålene og kunne citere de otte mål uden videre. Ikke nok med det, men de vidste at de havde et globalt partnerskab i ryggen. Da indså jeg at vi er nød til at sikre os, at vi ikke vågner op den 1. januar 2016 og ikke længere har en fælles international målsætning for udvikling. Det ville være at svigte disse kvinder og en katastrofe for det internationale samfund.

Nu som vi nærmer os enden på årtusindudviklingsmålene, diskuteres udviklingsdagsordenen for post-2015. Hvis vi tænker fremad, hvilke problemer tror du er blevet løst inden 2030?
 
Når det kommer til årtusindudviklingsmålene vil jeg helt sikkert håbe, at vi til den tid har opnået det som endnu ikke er opnået – at vi er færdige med opgaven mht. grunduddannelse, basale sundhedsydelser, adgang til rent vand og sanitet, afskaffet hungersnød og at vi rent faktisk har udryddet fattigdom. Det er slet ikke umuligt at udrydde fattigdom inden 2030, men der er et stort ”men” her og det bringer os til de sværere spørgsmål. Problemet er at vi ikke vil være i stand til at opretholde eller fortsætte fremgangen mod disse slags udviklingsmål, medmindre vi tackler de svære spørgsmål om miljøødelæggelse, klimakrisen og den voksende ulighed i landene. Vi er også nødt til at forbedre kvaliteten af tjenesteydelser og regeringsførelse i en masse lande, samt på en eller anden måde sikre fred i de lande der går igennem, eller er på vej ud af konflikt og uro – fordi det er i de lande hvor vi har set mindst fremskridt mod årtusindudviklingsmålene. Vi er nødt til at få disse emner på dagsordenen i forhold til de mål vi skal have efter årtusindudviklingsmålene.

Tror du at de nordiske lande har en særlig kompetence eller erfaring at bidrage med til post-2015 forhandlingerne?

Absolut. Jeg synes at folk i de nordiske lande bør have det temmelig godt med deres bidrag til udviklingsprojekter gennem de sidste 40 år eller mere. Ikke alt har fungeret og penge er blevet spildt her og der, men når man læser dette års Human Development Report, så kan man se at udviklingsindsatsen dybest set lykkedes i størstedelen af udviklingslandene, meget mere end hvad vi forventede. Selvom det bestemt ikke har været den eneste faktor gældende, har udviklingssamarbejdet spillet en vigtig rolle i denne fremgang.

Nordiske lande bør fortsætte med at forblive engageret efter 2015, fordi de kan gøre et væsentligt bidrag. Samtidig, kig på Human Development Indexet. De nordiske lande er meget højt rangeret på denne liste. De er landene med den laveste ulighed og er derfor meget samhørige samfund – set relativt i forhold til andre lande i verden – og de giver en masse til udviklingssamarbejdet. Jeg tror ikke dette er en tilfældighed, der er sandsynligvis en forbindelse mellem de to ting – samhørige samfund der ønsker at støtte lande der ikke er lige så heldige som dem selv.

Hvad har været den største udfordring i din FN-karriere?

En af tingene er at få ting til at ske inden for en kompleks ramme. Vi arbejder i store organisationer med bestemte bureaukratiske regler og hvor ting bliver gjort på en bestemt måde, og det gør det nogle gange svært at nå til enighed, hvis man ønsker at gøre ting lidt anderledes. Selv når du måske lykkedes med at få din organisation til virkelig presse på for noget, så består kampen i sidste ende i, at få de andre FN-medlemsstater med på vognen. Hvis du virkelig ønsker forandring, hvis du ønsker en anden tilgang til, lad os sige menneskerettigheder eller klimaforandringer i forbindelse med udvikling, er du nød til at overbevise nok medlemsstater om at dette er en god idé, og det lykkedes vi ikke altid med. Sagen er dog, at når det lykkedes er virkningen enorm. Som med årtusindudviklingsmålene – lige pludselig begyndte ting at forandre sig i form af hvordan lande sammensætter deres politikker og budgetter. Det er magien ved at arbejde med udvikling i FN-systemet. Det er hårdt arbejde og man får ikke et resultat natten over, men lige pludselig ser man forandringer i mange lande på samme tid, og når man samtidig ved at man havde en lille andel i dette, gør det det hele værd.

Du har arbejdet med udvikling i mere end 20 år, hvor kommer al din energi fra?

Jeg spiser en meget sund morgenmad! Nej, jeg ved det faktisk ikke rigtig. Jeg tror energien kommer fra en overbevisning der har dybe rødder, og som stammer helt tilbage fra mine forældre og andre som har haft indflydelse på mig fra en ganske tidlig alder – at det er vores pligt og ansvar at forsøge at have en positiv indvirkning på verden. Det er noget der er muligt og værd at gøre. Og på en eller anden måde, selvom det nok ofte er en ubevidst ting og som man ikke tænker over hver dag, så tror jeg at en vis naiv overbevisning giver dig energien og stædigheden til at fortsætte.