FN gør klar til massiv indsats i Nepal

0
455

Jordskælvet i Nepal. Foto: WFP / Sakun Gajurel

27.04.15 – FN lancerer en massiv kriseberedskabsindsats i kølvandet på det ødelæggende jordskælv, der har ramt Nepal.

Både FN’s Fødevareprogram (WFP) og UNICEF opruster i disse timer massivt for at komme de tusinder af mennesker, hvis liv er styrtet i grus efter det voldsomme jordskælv i Nepal, til undsætning.  Mindst 30 af landets 75 bydele er berørte og 31 efterskælv har yderlige rystet landet – alle har målt mindst 4 på Richterskalaen.

De børn, der har været vidne til jordskælvet og dets ødelæggelser eller er blevet separeret fra deres familier, har brug for traumehjælp og særlig støtte. Foto: UNICEFFN har udsendt en katastrofevurderings og koordineringsenhed i marken, som skal hjælpe med at koordinere indsatsen. Forskellige FN-organisationer samarbejder med humanitære organisationer i Nepal, som støtter regeringen og andre partnere. Verdenssundhedsorganisation (WHO) har distribueret medicinske forsyninger til 40,000 mennesker i nød.

“Tiden er knap i eftersøgnings -og redningsoperationerne,” sagde vicegeneralsekretær for FN’s Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender, Valerie Amos. “Regeringens og lokale samfunds insatser har reddet mange liv. Hold fra Indien, Pakistan, Kina og Israel har startet deres arbejde, og flere er på vej fra USA, Storbritannien, Singapore, De Forenede Arabiske Emirater, EU og andre steder.” 

Flere WFP hold med speciale i logistik og telekommunikation er ankommet til lufthavnen i Kathmandu og har været i gang siden weekenden med at gøre klar til den enorme indsats, som vil være påkrævet de næste mange måneder frem.  

Samtidig arbejder WFP’s landekontor i Nepal på at vurdere skadernes omfang og danne overblik over, hvilken hjælp der er brug for. Det står klart, på baggrund af de oplysninger der forelægger på nuværende tidspunkt, at der bliver behov for en omfattende humanitær fødevareindsats.

Fare for Nepals børn

Konsekvenserne af jordskælvet i Nepal. Foto: WFP / Sakun GajurelBørn udgør næsten halvdelen af Nepals befolkning og UNICEF udtrykker nu stor bekymring for, at dødstallet for børn er meget højt. Mange måtte tilbringe deres første nat udenfor i kulden, efter jordskælvet ødelagde deres hjem, i frygt for at flere skoler og bygninger ville kollapse.

UNICEF har uddelt livsreddende fornødenheder, såsom vandrensningstabletter, hygiejnepakker og kosttilskud med mere, og står klar til at levere endnu mere. WFP har mobiliseret fødevareforsyninger i regionen og har chartret et fly, som tirsdag letter fra WFP’s humanitære lager i Dubai med højenergi kiks og andre forsyninger. UNICEF og WFP samarbejder med regeringen og andre partnere for at sørge for, at befolkningen får rent vand, sanitære forhold, omsorg og næring.

Mange steder er strømforsyningen ødelagt, sammen med mobilnetværk og infrastruktur. Mere end 3000 mennesker er rapporteret døde – et tal, som der er stor risiko for vil stige yderligere. Jordskælvet er det mest dødelige der har ramt Nepal i 80 år, og har også resulteret i dødstab i Indien, Tibet og Bangladesh.

“Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger Rupa Joshi, talsmand for UNICEF i Nepal. Flere ældre monumenter og templer er brudt sammen, og mange frygter at dødstallet i Kathmandu bliver meget højt. Heldigvis indtraf jordskælvet i løbet af dagen, på en lørdag, da skolerne var lukket.

Danmark tager del i kriseberedskabet

”FN’s nødhjælpskoordinator har i dag bedt Danmark om at lede etableringen og driften af tre kommunikationscentre, der vil udgøre kernen i koordinationen af nødhjælpsindsatsen i Nepal. Vi har straks bevilget godt to millioner kroner til Beredskabsstyrelsen, der sender otte eksperter, IT-og kommunikationsudstyr inden for det næste døgn. Vi følger situationen meget nøje, og har i dag haft et krisemøde med danske nødhjælpsorganisationer og Beredskabsstyrelsen om behovene her og nu – og i kommende dage. Det kan ikke udelukkes, at der bliver brug for mere dansk hjælp til Nepal, hvor antallet af omkomne og sårede stiger time for time. Vi er løbende i dialog med både FN og EU.” sagde udviklingsminister Mogens Jensen. 

Danmark bidrager også til FN’s Centrale Nødhjælpsfond, der kan forventes at frigive midler til FN-organisationernes indsats i Nepal inden for de kommende dage.

Nepal er et af de fattigste lande i verden. Mere end en fjerdedel af befolkning på 30 millioner mennesker lever under fattigdomsgrænsen på 1,25 USD om dagen. Landet kæmper stadig med følgerne af ti års borgerkrig, som ophørte med en fredsaftale i 2006, som dog endnu ikke er fuldt implementeret.

Politisk ustabilitet, manglende infrastruktur og store geografiske og demografiske udfordringer hæmmer fortsat økonomisk vækst i det bjergrige land. Nepal har været et prioritetsland for dansk bistandssamarbejde siden 1989.

Du kan bidrage til UNICEF’s og WFP’s livsreddende indsatser på deres hjemmesider WHO og UNICEF.

Relaterede artikler:

Fokus på udfordringerne i Nepals udvikling