Slut med nordisk støtte? Ikke helt..

0
22
Development1 Gunnar SalvarssonICEIDA

Development1 Gunnar SalvarssonICEIDA

Februar 2016 – For nogle kan år 2015 godt blive husket som, annus terribilis, for nordisk offentlig udviklingsbistand. Ikke alene var der dramatiske nedskæringer i støttebudgettet hos nogle af landene, men der har også været en betydelig omlægning af ressourcer fra traditionel bistand til modtagelsen af flygtninge og ydelse af humanitær bistand.

Dette har rejst spørgsmål om nordens forpligtelse til langsigtet udviklingsbistand.

Det er ikke kun den bi- laterale støtte der er blevet skåret ned på, men på samme tid er bidrag til finansieringen af FN-systemet og NGO’er blevet reduceret. Alt dette har fået en ledende dansk forsker til, at skrive en artikel med titlen “Slut med nordisk støtte”.

“Den nordiske betydning for langsigtet udviklingssamarbejde ender måske nytårsaften 2015,” skrev Lars Engberg Pedersen, seniorforsker ved det Danske Institut for Internationale Studier i København på hjemmesiden omhandlende nordiskudvikling.

Men ved en nærlæsning af Lars Engberg Pedersen’s artikel, opstår et mere nuanceret billede end der først forventes, af den dramatiske overskrift.

De fem nordiske lande har været og vil fortsat være – trods nedskæringer – blandt de mest generøse udbydere af officiel udviklingsbistand (ODA) i verden. De tre skandinaviske lande er blandt kun fem lande, der har nået der gamle FN-mål om, at bidrag 0,7 % af BNI til bistand. Fakta er, at Danmark, Norge og Sverige bidrager med ca. 1% til ODA. Den danske regering har imidlertid besluttet, at sænke sin bistand til 0,7% af BNI, som stadig ville placere Danmark blandt de fem bedste i verden, når det kommer til udgifter per indbygger.

Faktisk topper Danmark indekset omhandlende forpligtelse til ddvikling, efterfulgt af Sverige, Norge og Finland. Island er ikke medtaget på denne liste offentliggjort af center for global udvikling beliggende i Washington.

Nogle hævder, at det vedblivende skift af allokationerne i de nordiske lande, inden for deres bistandsbudgetter, er endnu mere alvorlig end de direkte nedskæringer. Dette betyder, at bistanden til asylansøgere, i stigende grad er taget fra udviklingsbistanden.

“Vi må huske på, at Sverige tager det uforlignelige største ansvar i Europa, når det gælder flygtningen per indbygger. Og så er der denne mulighed, som er helt internationalt anerkendt, der er underlagt OECD-reglerne og så gør vi det, ” siger Stefan Löfven, statsminister for Sverige.

FN’s generalsekretær har dog kritiseret denne tilgang til tingene og understeger vigtigheden af fuld bistand til både flygtninge og asylansøgere i værtslandene og den langsigtede udviklingsbistand.

“Ressourcer til ét område bør ikke gives på bekostning af et andet område,” sagde Ban i en erklæring, den 15. november 2015, da de fleste af de nordiske regeringer diskuterede deres budgetter.

“Reduktion af udviklingsbistanden der skal finansiere udgifterne til flygtningestrømmen, er kontraproduktiv og vil forårsage en ond cirkel til skade for sundhed, uddannelse og muligheder for et bedre liv hjemme, for millioner af sårbare mennesker i alle verdens hjørner.”

Mogens Lykketoft, den danske præsident for FN’s generalforsamling har også kritiseret denne fremgangsmåde, at dansk assistance til fattige lande, i realiteten, er blev skarpt reduceret. Han pointere, at når omkostningerne ved, at modtage flygtninge trækkes fra, bidrages der kun med 0,4 – 0,5 % af BNI eller “kun halv så meget som vi gjorde i 1990’erne.”

Lars Løkke Rasmussen, den danske statsminister, erkender at dette er et dilemma. “Det er da et dilemma, at alle de penge, vi gerne vil bruge på, at hjælpe verdens fattigste lande, bruger vi nu på opholdsudgifter for folk, der har søgt asyl i Danmark, ” siger statsminister, Lars Løkke Rasmussen

“Det må anspore til, at vi får strammet op og tilstrømningen af asylansøgere skal under kontrol. Så kan vi lettere bruge vores udviklingsbistand ude omkring i verden frem for i egne asylcentre.”

Development2 Gunnar SalvarssonICEIDA

Forskeren Lars Engberg Pedersen fortæller, at nedskæringerne i den langsigtede udviklingsbistand, kommer på et akavet tidspunkt for de nordiske lande, nu hvor de globale må for bæredygtig udvikling netop er blevet vedtaget af medlemsstaterne i FN.

“De nyligt vedtagne globale mål for bæredygtig udvikling (SDGs) kunne nemt vokse i en nordisk have. 2015-målene udtrykker nordiske værdier og bekymringer og de er blevet serveret på et sølvfad for norden, som yderligere kan få indflydelse på verdenspolitikken. “

Selvfølgelig har alle de nordiske lande udtrykt deres entusiasme for støtte de globale mål, da de blev vedtaget af generalforsamlingen. “Vi kan stoppe ekstrem fattigdom – og redde planeten, hvis vi arbejder sammen, i partnerskaber og gennem multilateralt samarbejde,” sagde Norges statsminister Erna Solberg til de forsamlede ledere i verden.

Men samtidig bidrager de fleste af de nordiske lande mindre til at hjælpe, der rent faktisk når frem til udviklingslandene og pengene der bliver brugt på, at modtage asylansøgere bidrager næppe til en bæredygtig udvikling.

Formanden for FN’s Generalforsamlingen Lykketoft siger, at strømmen af flygtninge kun kan stoppes ved bestræbelser på, at afslutte konflikter og “en stigning i langsigtet udviklingsbistand til verdens fattigste lande.”

“ Ellers bygger vi op til endnu større flygtningestrømme til vore strande i næste generation som følge af miljø- og klimakatastrofer og deraf følgende højere konfliktniveau i verden,” skriver Lykketoft i hans nyhedsbrev fra januar 2016

Dr. David Nabarro, FN’s særlige udsending for de globale mål for bæredygtig udvikling, siger at på trods af udfordring grundet den pressede finansiering, ville det være en fejl at tage ressourcer fra udviklingsprogrammer, for at finansiere humanitære kriser.

“Udviklingsprogrammer behandler mange af de grundlæggende årsager, der starter migrationsstrømmene. En skæring af deres budget vil simpelthen fører til en forøgelse af migrationskrisen i de kommende år. Det vi har brug for er yderligere ressourcer til, at reagere på migrationen “, fortalte Dr. Nabarro til nyhedsbrevet.

Og FN’s generalsekretær advarede ikke blot imod en skæring i udviklingsbistanden, men opfordrede til en stigning i sin erklæring fra 11. november.

“Når vi stræber efter at opfylde den ambitiøse 2030-dagsorden omhandlende en bæredygtig udvikling, opfordrer generalsekretæren alle regeringer til, at styrke den internationale udviklingsbistand. At hjælpe mennesker i nød bør ikke være et nulsums spil. ”

For nogle kan år 2015 godt blive husket som, annus terribilis, for nordisk offentlig udviklingsbistand. Ikke alene var der dramatiske nedskæringer i støttebudgettet hos nogle af landene, men der har også været en betydelig omlægning af ressourcer fra traditionel bistand til modtagelsen af flygtninge og ydelse af humanitær bistand.

Dette har rejst spørgsmål om nordens forpligtelse til langsigtet udviklingsbistand.

Det er ikke kun den bi- laterale støtte der er blevet skåret ned på, men på samme tid er bidrag til finansieringen af FN-systemet og NGO’er blevet reduceret. Alt dette har fået en ledende dansk forsker til, at skrive en artikel med titlen “Slut med nordisk støtte”.

“Den nordiske betydning for langsigtet udviklingssamarbejde ender måske nytårsaften 2015,” skrev Lars Engberg Pedersen, seniorforsker ved det Danske Institut for Internationale Studier i København på hjemmesiden omhandlende nordiskudvikling.

Men ved en nærlæsning af Lars Engberg Pedersen’s artikel, opstår et mere nuanceret billede end der først forventes, af den dramatiske overskrift.

De fem nordiske lande har været og vil fortsat være – trods nedskæringer – blandt de mest generøse udbydere af officiel udviklingsbistand (ODA) i verden. De tre skandinaviske lande er blandt kun fem lande, der har nået der gamle FN-mål om, at bidrag 0,7 % af BNI til bistand. Fakta er, at Danmark, Norge og Sverige bidrager med ca. 1% til ODA. Den danske regering har imidlertid besluttet, at sænke sin bistand til 0,7% af BNI, som stadig ville placere Danmark blandt de fem bedste i verden, når det kommer til udgifter per indbygger.

Faktisk topper Danmark indekset omhandlende forpligtelse til ddvikling, efterfulgt af Sverige, Norge og Finland. Island er ikke medtaget på denne liste offentliggjort af center for global udvikling beliggende i Washington.

Nogle hævder, at det vedblivende skift af allokationerne i de nordiske lande, inden for deres bistandsbudgetter, er endnu mere alvorlig end de direkte nedskæringer. Dette betyder, at bistanden til asylansøgere, i stigende grad er taget fra udviklingsbistanden.

“Vi må huske på, at Sverige tager det uforlignelige største ansvar i Europa, når det gælder flygtningen per indbygger. Og så er der denne mulighed, som er helt internationalt anerkendt, der er underlagt OECD-reglerne og så gør vi det, ” siger Stefan Löfven, statsminister for Sverige.

FN’s generalsekretær har dog kritiseret denne tilgang til tingene og understeger vigtigheden af fuld bistand til både flygtninge og asylansøgere i værtslandene og den langsigtede udviklingsbistand.

“Ressourcer til ét område bør ikke gives på bekostning af et andet område,” sagde Ban i en erklæring, den 15. november 2015, da de fleste af de nordiske regeringer diskuterede deres budgetter.

“Reduktion af udviklingsbistanden der skal finansiere udgifterne til flygtningestrømmen, er kontraproduktiv og vil forårsage en ond cirkel til skade for sundhed, uddannelse og muligheder for et bedre liv hjemme, for millioner af sårbare mennesker i alle verdens hjørner.”

Mogens Lykketoft, den danske præsident for FN’s generalforsamling har også kritiseret denne fremgangsmåde, at dansk assistance til fattige lande, i realiteten, er blev skarpt reduceret. Han pointere, at når omkostningerne ved, at modtage flygtninge trækkes fra, bidrages der kun med 0,4 – 0,5 % af BNI eller “kun halv så meget som vi gjorde i 1990’erne.”

Lars Løkke Rasmussen, den danske statsminister, erkender at dette er et dilemma. “Det er da et dilemma, at alle de penge, vi gerne vil bruge på, at hjælpe verdens fattigste lande, bruger vi nu på opholdsudgifter for folk, der har søgt asyl i Danmark, ” siger statsminister, Lars Løkke Rasmussen

“Det må anspore til, at vi får strammet op og tilstrømningen af asylansøgere skal under kontrol. Så kan vi lettere bruge vores udviklingsbistand ude omkring i verden frem for i egne asylcentre.”

Forskeren Lars Engberg Pedersen fortæller, at nedskæringerne i den langsigtede udviklingsbistand, kommer på et akavet tidspunkt for de nordiske lande, nu hvor de globale må for bæredygtig udvikling netop er blevet vedtaget af medlemsstaterne i FN.

“De nyligt vedtagne globale mål for bæredygtig udvikling (SDGs) kunne nemt vokse i en nordisk have. 2015-målene udtrykker nordiske værdier og bekymringer og de er blevet serveret på et sølvfad for norden, som yderligere kan få indflydelse på verdenspolitikken. “

Selvfølgelig har alle de nordiske lande udtrykt deres entusiasme for støtte de globale mål, da de blev vedtaget af generalforsamlingen. “Vi kan stoppe ekstrem fattigdom – og redde planeten, hvis vi arbejder sammen, i partnerskaber og gennem multilateralt samarbejde,” sagde Norges statsminister Erna Solberg til de forsamlede ledere i verden.

Men samtidig bidrager de fleste af de nordiske lande mindre til at hjælpe, der rent faktisk når frem til udviklingslandene og pengene der bliver brugt på, at modtage asylansøgere bidrager næppe til en bæredygtig udvikling.

Formanden for FN’s Generalforsamlingen Lykketoft siger, at strømmen af flygtninge kun kan stoppes ved bestræbelser på, at afslutte konflikter og “en stigning i langsigtet udviklingsbistand til verdens fattigste lande.”

“ Ellers bygger vi op til endnu større flygtningestrømme til vore strande i næste generation som følge af miljø- og klimakatastrofer og deraf følgende højere konfliktniveau i verden,” skriver Lykketoft i hans nyhedsbrev fra januar 2016

Dr. David Nabarro, FN’s særlige udsending for de globale mål for bæredygtig udvikling, siger at på trods af udfordring grundet den pressede finansiering, ville det være en fejl at tage ressourcer fra udviklingsprogrammer, for at finansiere humanitære kriser.

“Udviklingsprogrammer behandler mange af de grundlæggende årsager, der starter migrationsstrømmene. En skæring af deres budget vil simpelthen fører til en forøgelse af migrationskrisen i de kommende år. Det vi har brug for er yderligere ressourcer til, at reagere på migrationen “, fortalte Dr. Nabarro til nyhedsbrevet.

Og FN’s generalsekretær advarede ikke blot imod en skæring i udviklingsbistanden, men opfordrede til en stigning i sin erklæring fra 11. november.

“Når vi stræber efter at opfylde den ambitiøse 2030-dagsorden omhandlende en bæredygtig udvikling, opfordrer generalsekretæren alle regeringer til, at styrke den internationale udviklingsbistand. At hjælpe mennesker i nød bør ikke være et nulsums spil. ”