FN’s Flygtningehøjkommissariat: der er akut behov for penge til indsatsen for Syriens flygtninge

0
430
Syriske flygtninge modtager vand og mad imens de flygter over grænsen til Jordan. Foto: UNHCR/J.Kohler

Syriske flygtninge modtager vand og mad imens de flygter over grænsen til Jordan. Foto: UNHCR/J.Kohler

9. juli 2014 – Ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat, medfører det alvorlige risici, at det ikke er lykkedes at skaffe finansiering til indsatsen for de mange mennesker, der flygter fra konflikten i Syrien. Der er ikke blot tale om risici for flygtningene, men også for stabiliteten i området.

Advarslen kom i forbindelse med, at FN’s Højkommissariat for flygtninge (UNHCR) fremlagde en opdateret plan for indsatsen i Syrien, og opfordrede donorer til at finansiere indsatsen til omkring 20 milliarder kroner. Indsatsen skal foregå på tværs af Libanon, Jordan, Tyrkiet, Irak og Egypten.

Planen har til formål at redde liv, beskytte sårbare og styrke flygtningenes og modtagerlandenes kapaciteter og modstandskraft, idet krisen eskalerer og nu er på vej ind i sit fjerde år.

“Det kan resultere i alvorlige konsekvenser for flygtningene og for stabiliteten i hele regionen, hvis vi ikke lykkes med at støtte de syriske flygtninge humanitært. Der er blandt andet en alvorlig trussel i Libanon,” sagde FN’s Højkommissær for Flygtninge António Guterres.

“Vi har en situation med høj omskiftelighed i regionen, en situation, hvor konflikten i Irak spreder sig til nabolandene,” sagde han.

Der er i øjeblikket 2,9 millioner syriske flygtninge registreret i regionen. Det tal vokser, ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat, med en hastighed på omkring 100.000 mennesker hver måned.

Takket være et bidrag på 6 milliarder til indsatsen i Syrien, har FN’s Flygtningehøjkommissariat og dets partnere været i stand til at dække mange af de behov flygtningene har, det gælder for eksempel fødevarer, sundhed, uddannelse og beskyttelse.

Men kommissariatet noterede sig dog, at dette beløb kun svarer til cirka 30 % af det estimerede behov. Nye skøn peger på, at der vil være omkring 3.6 millioner syriske flygtninge i regionen ved udgangen af 2014.

Guterres fremhævede nogle af de prøvelser og risici som flygtningene kommer til at stå overfor, hvis den nødvendige finansiering ikke kommer. Risiciene omfatter bl.a. et øget antal af kvinder og børn der er i risiko for at blive udsat for vold, udnyttelse og misbrug. Derudover vil der være et reduceret antal af madrationer og dermed øget akut underernæring.

Millioner af allerede udsatte børn og familier vil også være i risiko for at få diarré, tyfus, polio og andre vandbårne og smitsomme sygdom på grund af dårlig hygiejne og mangel på vedvarende adgang til rent vand, forværret af, at Libanon, Jordan og Irak efterhånden står overfor vandkriser.

“Det internationale samfund har simpelthen ikke råd til at lade denne gruppe af mennesker blive glemt. Og vi kan ikke tillade os at lade være at støtte de lande, der generøst tager imod dem, “sagde Guterres.

Kilde: UN News Centre