I dag mødes verdens ledere til et topmøde i forbindelse med FN’s generalforsamling for at diskutere, hvordan vi mindsker den akutte trussel mod biodiversiteten. Samtidig viser en ny undersøgelse, hvordan gejrfuglen – en helt almindelig havfugl – uddøde i det 19. århundrede, uden at nogen rørte en finger.
Sammen med dronten har gejrfuglen har længe været symbol på artsnedgangen, der i disse tider går hurtigere end nogensinde før. Derfor er fortællingen om gejrfuglens udslettelse stadig vigtig.
Indtil det 19. århundrede kunne man let støde ind i gejrfuglen i de Nordatlantiske kystområder. Det kan man ikke længere. Nylig DNA-forskning har slået fast, at en udstoppet fugl, der tilhører Belgiens Kongelige Institut for Naturvidenskab i Bruxelles sandsynligvis var den sidste levende gejrfugl. Den blev fanget i Island i 1844.
Den udstoppede gejrfugl befinder sig i øjeblikket på Belgiens Kongelige Museum for Videnskab – et stenkast fra EU-institutionerne i Bruxelles. Selv hvis vi forestiller os, at den udstoppede gejrfugl blev vækket til live, ville den ikke kunne flyve ud til duerne og kragerne, der ernærer sig i området omkring EU-bygningerne. Gejrfuglen var en formidabel svømmer, men den kunne ikke flyve.
På land vraltede gejrfuglen akavet rundt, og det gjorde den til et let offer for tre islandske jægere, Jón Brandsson, Ketill Ketilsson and Sigurður Ísleifsson, der i 1844 kom forbi verdens sidste to gejrfugle på klippeøen Eldey i Island.
“Det var helt utroligt, de to gejrfugle sad værdigt og kiggede på os,” fortalte Ketill Ketilsson til to britiske forskere, John Wolley og Alfred Newton. Forskerne besøgte Island i år 1858 for at lede efter gejrfugle, da det var kendt, at der kun var få tilbage i Island – deres sidste tilflugtssted.
Efter at have adspurgt lokale landmænd og fiskere, måtte forskerne konkludere, at deres rejse havde været forgæves. Islændingene kunne fortælle, at de sidste gejrfugle var blevet dræbt 14 år tidligere. Der var den gang en stor international efterspørgsel på sjældne, udstoppede arter, og de to sidste gejrfugle havde måtte lade deres liv til netop dette formål. De britiske forskere havde skrevet dagbøger, der er gemt i Cambridges universitetsbibliotek, og som i detaljer fortæller historien om, hvordan gejrfuglene blev dræbt.
Ketilsson fortalte forskerne, at han ikke tænkte sig om, da han slog den første gejrfugl ihjel. Hvorvidt han havde en anelse om, at det var en frygtelig handling, vil vi aldrig vide, men da hans kollega Sigurður Ísleifsson kvalte den anden gejrfugle, ved vi, at det var den sidste levende gejrfugl.
Gejrfuglen uddøde.
Fortællingen om den sidste gejrfugl er del af et langt større drama
Gísli Pálsson, der er professor i antropologi ved Islandsk Universitet, og som har skrevet en ny bog om gejrfuglen, advarer mod, at vi bebrejder de tre jægere, der slog gejrfuglene ihjel. Han anerkender, at han selv var fascineret af de britiske forskeres fortælling om den sidste gejrfugl, men han understreger, at vi skal forstå artsudryddelse som en længere proces.
“Det er en dramatisk historie, og det var til dels den, der vækkede min interesse for gejrfuglen. Men det er alt for simpelt blot at bebrejde de tre jægere. I gejrfuglens tilfælde begyndte masseudryddelsen allerede i det 18. århundrede i Newfoundland. Det der skete i Island i 1840erne er mindre afgørende,” fortalte Pálsson til UNRIC’s website.
Pálsson blev interesseret i gejrfuglen, da han hørte om dagbøgerne i Cambridge, der beskrev, hvordan de sidste gejrfugle blev dræbt.
Det førte til bogen “Den oprindelige pingvin og dens akavede udryddelse”, der netop er blevet udgivet på islandsk, og som forhåbentligt vil blive oversat til andre sprog. Gejrfuglen blev oprindeligt forvekslet med en pingvin og fik sit navn fra en art, som Europæere stødte på i løbet af opdagelsestiden.
“Jeg har længe interesseret mig for miljømæssige spørgsmål. For nylig har mit fokus bevæget sig omkring de ødelæggende effekter, som den globale opvarmning har for artsrigdommen, særligt for fugle,” sagde Pálsson. ”Sagen om gejrfuglen har åbnet en interessant dør til at forstå nutidens masseudryddelse.”
”Da jeg havde læst mig halvvejs gennem Cambridge-dagbøgerne, fandt jeg ud af, at fortællingen om gejrfuglen var del af et meget større drama,” tilføjede Pálsson. ”Som en del af det satte Newton artsudryddelse på dagsordenen.”
Ved et tilfælde fandt John Wolleys og Alfred Newtons rejse til Island i 1858 sammen med, at Charles Darwin og Alfred Russell Wallace skulle til at præsentere deres evolutionsteori. Wolley døde kort tid efter rejsen til Island, men Newton blev besat af gejrfuglen og artsudryddelsen.
”Newton og Darwin har helt sikkert diskuteret emnet. Newton oplevede artsudryddelsen mens den fandt sted – folk var vidner til, hvordan flere og flere arter blev udryddet i midten af det 19. århundrede. Newton konkluderede, at vi aktivt kan forhindre, at artsdiversiteten reduceres, og han blev en af pionererne for fugle- og naturbeskyttelse i Storbritannien.”
Den sjette masseudryddelse kan være afslutningen på historien om liv på Jorden
Vi har adgang til store mængder DNA på gejrfuglen, fordi alt fra æg til fjer og hud til indvolde er bevaret på museer. Det har ført til en fortsat diskussion blandt videnskabsfolk, om hvorvidt det er muligt at genskabe gejrfuglen ud fra dens DNA-materiale. Dog har det været argumenteret, at det er bedre at lære af fortidens fejl og sætte ind på at beskytte truede dyrearter i dag, end at bruge energi og ressourcer på at vække gejrfuglen til live igen.
“Mange dyrearter er ligesom fuglene i større og større fare for at uddø,” sagde Pálsson. ”Vi taler om den sjette masseudryddelse, der kan vise sig at være afslutningen på historien om liv på vores planet. Den er skabt af menneskelig adfærd, og er beskrivende for den antropocæne tidsalder, som vi lever i. Det er med denne eksistentielle trussel for øje, at vi bør rette vores opmærksomhed mod de mange truede dyrearter og spørge os selv, hvad er udryddelse? Hvad er det, der sker, og hvordan kan vi forhindre det?”
Gísli Pálsson er selv fra Haimaey-øerne, der er i samme område som klippeøen Eldey, hvor de sidste gejrfugle mødte deres endeligt. På våbenskjoldet for Pálssons hjemby finder vi en lunde, der i dag er i fare for at uddø i det meste af Europa.
”Det er sandsynligt, at mange arter, herunder lunden, vil uddø i de kommende årtier.”
I Island er ravnen ligeledes i fare for at uddø. Vi kan kun håbe, at ravnen – der i nordisk tradition er et gammelt symbol på visdom – vil inspirere verdens ledere til at handle i dag i forbindelse med generalforsamlingens topmøde om biodiversitet og beskytte artsdiversiteten – før det er for sent.”
