Generalsekretærens besked på Den Internationale Kvindedag

0
424

 

 Generalsekretærens besked på Den internationale kvindedag

 

For et år siden lancerede jeg en kampagne, der opfordrede verdens befolkning samt regeringer, til at stå sammen om, at stoppe vold mod kvinder. Kampagnen vil forløbe indtil 2015, der også er målet for FN’s 2015-mål. Kampagnens forbindelse til målene er tydelig. Vi er nødt til at stoppe den vanedannende og socialt indgroede vold, der knuser liv, ødelægger helbred, vedholder fattigdom og forhindrer os i at opnå ligestilling og selvstændiggørelse for kvinder.

Vold mod kvinder har også tydelige forbindelser til spredningen af HIV/AIDS. I nogle lande bliver mere end én ud af tre kvinder slået, tvungen til sex eller på anden måde misbrugt i løbet af deres liv. Kvinder og piger er også systematisk og med fuldt overlæg udsat for voldtægt og seksuel vold i krigssituationer.

Vold mod kvinder står i direkte modsætning til FN’s charter, der lover at: ”fremme socialt fremskridt og bedre livsvilkår i større frihed.”  Konsekvenserne rækker udover det synlige og øjeblikkelige. Død, skader, medicinomkostninger og mistet arbejde er bare toppen af isbjerget. Påvirkningen på kvinder, deres familier, deres nærmiljø og deres samfund, i form af ødelagte liv og levebrød, kan ikke gøres op. Alt for ofte forbliver kriminelle handlinger ustraffede og de skyldige går fri. Intet land, ingen kvinde, ung eller gammel er sikret.

Flere og flere mænd er begyndt at kæmpe for kvindernes sag. Eksempler inkluderer ”White Ribbon Campaign” og ”V-Day kampagnens” modstykke ”V-Men”. Mænd lærer andre mænd, at der findes en anden vej og at ”rigtige mænd ikke slår kvinder”.

At ændre en generations tankemønstre og vaner er ikke let. Det må derfor involvere os alle – individer, organisationer og regeringer. Vi må arbejde sammen for at statuere et klart og tydeligt eksempel, at vold mod kvinder ikke vil blive tolereret i nogen form, i nogen sammenhæng eller under nogen omstændigheder. 

Vi har behov for en økonomisk og social politik, der støtter kvinders selvstændighed. Vi har behov for programmer og budgetter, der fremmer budskabet: stop volden mod kvinder. Vi har behov for et positivt kvindebillede i medierne. Vi behøver love, der bestemmer at vold er en forbrydelse og stiller de skyldige til ansvar for deres handlinger.

Kampagnen ”Stå sammen om at stoppe volden mod kvinder” opfordrer både mænd og kvinder til at stå sammen mod vold mod kvinder. Kun ved at stå sammen, kan vi skabe mere lige og fredelige samfund. Lad os alle på denne dag beslutte os for, at gøre en forskel.