Nye opinionsundersøgelser i både Danmark og Sverige viser på samme tid en meget positiv attitude mod udviklingsstøtte og en temmelig dårlig viden om udviklingens tilstand.
I en undersøgelse lavet i 2012, undersøgte Epinion danskernes attitude til og viden om udviklingsstøtte. Epinion fandt ud af, at danskerne generelt er meget forstående overfor den støtte, der gives, da 69 % svarede, at de var for at give udviklingsstøtte.
Danskerne forbinder ikke udviklingsstøtte med korruption eller spild af penge, men med hjælp og støtte til udviklingslande.
Pernille Bærendtsen, en dansk freelancejournalist med lang erfaring indenfor udvikling, siger: ”Danskere giver udviklingsstøtte af mange forskellige årsager, for mange er det på grund af samvittighed og solidaritet. Dette kommer – ifølge min personlige erfaring fra arbejde i Afrika – med en stærk efterspørgsel for retfærdighed: De danske skatteydere er besat af, at alting går som planlagt.
Problemet er, at det sjældent er sådan det går. En stor del af Danmarks udviklingsbudget bliver nu givet til skrøbelige stater som Somalia og Sydsudan, som er meget udfordrede lande med væbnede konflikter, analfabetisme, svag infrastruktur og regeringsførelse. Jeg tror, at mange danskere af den grund forbinder udviklingshjælp med disse lande.”
Når danskerne bliver spurgt, om de tror, de ved noget om udviklingsstøtte og forholdene i udviklingslande, svarer 23 %, at de ikke tror, de ved ret meget. Og det er faktisk rigtigt. Undersøgelsen fra Epinion fortsætter ved at stille seks spørgsmål om udviklingslande og, hvordan og om udvikling rent faktisk finder sted. For hvert spørgsmål var der syv forskellige svarmuligheder.
Fællesnævneren er, at danskerne tror, at udviklingslandenes tilstand er værre, end den er. Det er typisk den mest negative svarmulighed, som fik flest stemmer. Dette vises meget klart ved det første spørgsmål: ’Tror du, at verden har flere end færre fattige end i 1990?’. Her svarer kun 3 % rigtigt, at det er mere end 400 millioner færre, hvilke var det ”bedst” mulige svar.
Det sammen kan siges om adgang til uddannelse. To ud af tre danskere (66 %) forventer, at kun 30 % af børn i udviklingslandene går i skole. Det rigtige tal er, at næsten alle børn går i skole (omkring 90 %). Og under det samme emne, tror danskerne at færre end 50 piger til 100 drenge går i skole, hvor det faktiske tal er 95 piger til 100 drenge.
På den anden side svarer mere end 50 % af danskerne, at de tror, udviklingsstøtte virker. Sammenholdt med det tidligere nævnte høje tal af støtter, kan det udledes, at danskerne generelt har tiltro til den danske udviklingsstøtte. Så det virker som om, at der er et hul mellem opfattelsen af, at udviklingen ikke finder sted og virkeligheden.
Den samme tendens kan ses i en svensk undersøgelse lavet af Novus og Gapminder. Rapporten viser, at svenskerne tror, at verden er nu, som den var for 30 år siden. Hans Rosling, professor i international sundhed og direktør i Gapminder er enig i, at der er en skæv forestilling og forklarer det med: ”Fordi hverken skoler, medier eller aktivister fortæller om, hvad der sker.”
Pernille Bærendtsen siger, at hvad man skal have i baghovedet er, at danskerne får nyheder om udviklingslande fra medier og NGO’er, og at nyhedstjenesterne mangler engagementet og modet til at tillade en histories kompleksitet at blive fortalt med nuancer og kontekst.
”Nyheder om udviklingslande har generelt fokus på det negative, enten død, katastrofer eller korruption. Eller om det er den tidligere danske statsminister, der bruger penge fra udviklingsbudgettet på første klasses billetter, voldtægtsofre i Congo eller tørke på Afrikas Horn. Endvidere er størstedelen af danske NGO’ers kommunikation simplificerede historier og stemmer, hvilke fører til kedelige, ensidige versioner af virkeligheden,” forklarer Pernille Bærendtsen.
Det interessante spørgsmål er så – hvordan man kan have tiltro til og tro på, at udviklingsstøtte virker og stadig vælge de værst mulige svarmuligheder, når man konfronteres med faktuelle spørgsmål. På den måde er det måske ikke mistillid til udviklingsstøtten, men mere til udviklingslandene, som så igen ikke matcher det faktum, at kun 2 % svarede, at de associerer udviklingsstøtten med ’spild af penge’ og ’korruption’, som rapporten siger: ”På tværs af bistandsviljen forbinder danskerne kun i meget lille grad bistanden med negative ting som korruption, svindel og spild af penge.”
Pernille Bærendtsen fremhæver, at udviklingsstøtte er en kompleks ting og fortsætter: ”Der er ikke nogen hurtig løsning. Specielt ikke i skrøbelige stater. Der er en stor forskel mellem budgetstøtte til Tanzanias regering til at træne journalister i landområderne i Sydsudan. Jeg har på fornemmelsen, at danskerne tror de ved noget, men fra, hvad jeg ser, tror jeg, at alt for få danskere faktisk ved – og accepterer – hvor komplekst, udfordrende og hvor lang tid det faktisk tager at lave ordentligt udviklingsarbejde.”
Hans Rosling fremhæver også, hvordan de langsomme forandringer til det bedre, ikke skrives om i medierne, da: ”Medierne beskriver meget sjældent de store globale tendenser”, siger Hans Rosling. Dette efterlader befolkningen uden egentlig viden om udviklingsstøtte, selvom de nordiske befolkninger faktisk støtter det: ”Størstedelen i de rige lande vil hjælpe de fattigste, men ved ikke rigtig, hvordan det gøres bedst,” forklarer Hans Rosling.
Den positive ting er, at viljen til at hjælpe andre og til at donere penge, faktisk stadig er til stede i det nordiske liv. Så selvom vi tror, verdens faktisk er værre, end den er, vil vi stadig hjælpe, hvor der er brug for hjælp. Og selvom positiv udvikling er blevet set i mange udviklingslande i løbet af de sidste årtier, er der stadig brug for international støtte for at skabe et værdigt liv for verdens fattigste.
