Kvinder og FN – et historisk perspektiv

0
498

Tilbage

Sikring af grundlaget for juridisk ligestilling (1945-1962)            

Helt fra begyndelsen har kvinders rettigheder været anerkendt hos FN. Rettighederne er indbefattede i indledningen til FN’s charter, som bekræfter ”troen på de fundamentale menneskerettigheder, den menneskelige persons værdighed, troen på lige rettigheder for mænd og kvinder”. Ydermere er der fire forskellige artikler i chartret, der alle bekræfter at menneskerettigheder og fundamental frihed tilhører alle – uanset race, køn, sprog og religion. Aldrig før havde et internationalt juridisk dokument indeholdt så eftertrykkelige menneskerettigheder for alle – specielt kvinder.

FN-kommissionen for KvindersStatus (CSW), er en kommission under Det Økonomiske og Sociale Råd (ECOSOC). CSW blev etableret i 1946 og begyndte sit arbejde som en selvstændig kommission i begyndelsen af ​​1947, efter først at være en underkommission for Menneskerettighedskommissionen (CHR). CSW eksisterer stadig i dag, som en funktionel kommission under ECOSOC, og det arbejder tæt sammen med UN Women. Kommissionens vigtigste opgave er at fremme ligestilling og fremme kvinder. CSW deltog i udarbejdelsen af verdenserklæringen om menneskerettigheder, for at efterse at der i sproget også findes ligestilling.

De første årtier af FN’s eksistens blev kvindesager hovedsageligt fremmet ved at sikre de juridiske og civile rettigheder for kvinder og ved at sikre at medlemsstaterne implementerede politikker for at fremme kvinders status. Medlemsstaterne blev bedt om at ændre lovgivningen, forbedre kvinders politiske og økonomiske rettigheder, sikre adgang til uddannelse for kvinder og forbedre arbejdsforholdene.

Anerkendelsen af kvinders rolle i udviklingen (1963-1975)

Mellem 1963 og 1975 fulgte et stigende antal regeringer FN’s krav om at forbedre vilkårene for kvinder. Erklæringen om afskaffelsen af diskrimination mod kvinder blev indført af Generalforsamlingen i 1967. Men den indeholdte kun anbefalinger og medlemsstaternes bestræbelser på at gennemfører erklæringen var begrænset, hvilket førte til vedtagelsen af en mere kraftfuld, juridisk bindende konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder i 1979.

Spørgsmålet om familieplanlægning var meget kontroversielt og kom på FN’s dagsorden i slutningen af ​​60’erne og begyndelsen af ​​70’erne. Katolske og islamiske lande var imod familieplanlægning, og flere lande truede med at trække deres støtte til UNICEF og UNFPA, hvis det blev medtaget i deres programmer. Ret til familieplanlægning blev anerkendt i erklæringen fra Teheran i 1968, og det var en del indeholdt i 1969-erklæringen om social fremgang og udvikling af generalforsamlingen. Men retten til familieplanlægning blev defineret mere præcist i 1975-konferencen ”Kvindernes Internationale År” og 1979-konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder.

Kvinder havde en stærk rolle i FN I 70’erne, dette illustreres godt ved udnævnelsen af den første kvindelige assisterende generalsekretær, Helvi Sipilä fra Finland i 1972. Beslutningen om at gøre året 1975 til Kvindernes International År og organisere en verdenskonference om kvinder blev også taget i 1972.

Kvinders rettigheder blev endnu mere centralt for FN’s aktiviteter i 70’erne. Den første verdenskonference om kvinder blev afholdt i Mexico City i 1975. Samme år som FN begyndte at fejre Kvindedagen den 8. marts, selv om nogle lande allerede havde fejret den siden 1911. Temaet for verdenskonferencen om kvinder var Kvinder – Udvikling – Fred, som blev det centrale tema for hele FN’s tiår for kvinder.

FN’s tiår for kvinder (1976-1985)

 

Under FN’s tiår for kvinder ændrede kvindernes rolle sig. De blev ikke længere betragtet som ”et støttende objekt”, men snarere som borgere og aktører med en kritisk rolle.

Baseret på forslag fra den første verdenskonference om kvinder – der blev afholdt i Mexico City i 1975, blev 1976-1985 FN’s tiår for Kvinder og en frivillig fond for FN’s Tiår for Kvinder blev grundlagt.

I 1976 besluttede det Økonomiske og Sociale Råd (ECOSOC) at grundlægge INSTRAW – et internationalt forsknings og uddannelsesinstitut for at fremme kvinder. Instituttet udførte forskning og fokuserede på kapacitetsudvikling og vidensstyring med det overordnede mål at fremme ligestilling mellem kønnene og kvinders indflydelse. I 2011 blev INSTRAW en del af UN Women.    

I 1979 blev konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder accepteret. Konventionen er ofte refereret til som Women’s Bill of Rights, der hævder kvinders rettigheder som menneskerettigheder. Konventionen opfordrede til at FN’s komité for diskrimination mod kvinder (CEDAW) blev oprettet, til hvilken der skulle rapporteres hvert fjerde år om parternes fremskridt med gennemførelsen.

Fem år efter den første konvention, blev den anden verdenskonference holdt i København i 1980. Konferencen fokuserede på beskæftigelse, sundhed og uddannelse. På konferencen blev de fremskridt, der var blevet gjort efter Verdenskonference om Kvindernes Internationale År vurderet.

For at afslutte FN’s tiår for kvinder, blev der i 1985 afholdt en verdenskonferencen i Nairobi. Det var en konference for at gennemgå og vurdere resultaterne af FN’s tiår for Kvinder: Ligestilling, udvikling og fred. Evalueringen viste at på trods af en vis 
fremgang, var de mål, der blev fastsat i Mexico i 1975 endnu ikke nået. En af konsekvenserne efter Nairobi blev UNIFEM, der afløste den frivillige fond for FN’s 
Årti.

Verdenskonferencerne var vigtige i sig selv, men i sammenhæng med disse afholdte NGO’er konferencer parallelt. I 1975 havde NGO konferencen i Mexico City 4000 deltagere, og antallet har været stigende siden dengang, hvilket betød 50.000 deltagere i Beijing i 1995.

Under FN’s tiår for kvinder blev statistikker delt op efter køn, hvilket bidrog til at gøre ”usynligheden” af kvinders liv mere synlig.

 

Mod ligestilling, udvikling og fred (1986 og fremad)

Den fjerde verdenskonference om kvinder blev afholdt i Beijing i 1995 og hævdede 
kvinders rettigheder som menneskerettigheder i Beijing-handlingsplanen. Beijing-handlingsplanen kan ses som en befæstelse af alle de beslutninger, der 
var blevet taget ved de foregående verdenskonferencer, inklusiv de konferencer om kvinder samt dem om miljøet, befolkninger, menneskerettigheder og social udvikling.

Mainstreamingen af kønsaspektet er fremhævet i hele handlingsplanen. Som et resultat, begyndte FN at mainstreame kønsaspektet i alle sine aktiviteter i 1990’erne. I juli 1997 tog Det Økonomiske og Sociale Råd beslutningen om ”Mainstreamning af kønsaspektet i al politik og alle politiske programmer i FN-systemet”. Denne beslutning betyder at hele FN systemet er forpligtet til at tage ansvar.

I 2000 havde FN’s Generalforsamling en særlig session, med navnet ”Kvinder 2000: Ligestilling, udvikling og fred i det 21. århundrede”. Sessionen gennemgik de fremskridt, der var blevet taget i alle de eksisterende handlingsprogrammer som FN har vedtaget indenfor de seneste 25 år og som handler om kvinder.

På millennium topmødet i september 2000 blev ligestilling og styrkelsen af kvinder inkluderet som et af FN’s Millennium udviklingsmål – mål nummer 3. Omsorg for mødre blev behandlet i mål nummer 5.

Ligeledes vedtog Sikkerhedsrådet I 2000 den banebrydende resolution 1325 om kvinder, fred og sikkerhed. Resolutionen tilskynder inddragelsen af kvinder i alle fredsskabende og fredsbevarende initiativer. Den blev senere fulgt op af støtte-resolutionerne 1920, 1888 og 1889 samt udnævnelsen af Margot Wallström som Generalsekretærens særlige repræsentant for seksuel vold i konflikter i 2010.

Tilbage

 

Kilder: http://www.un.org/en/globalissues/women/links.shtml

http://www.un.org/womenwatch/daw/CSW60YRS/CSWbriefhistory.pdf

http://www.unsystem.org/ngls/documents/publications.en/develop.dossier/dd.06/contents.htm