A-Ø webstedsindeks

Kan vi styre vejret?

Efter årtier hvor deres opråb er blevet mødt med nølende eller manglende klimapolitisk handling, begyndte bekymrede videnskabsfolk at se efter nye veje til at beskytte planeten mod den forestående krise drevet af kulstofforurening og global opvarmning. Hvad de fandt var: geoengineering.

Geo- eller klimaengineering er en mangfoldig håndfuld teknologier til at justere fundamentale klimatiske processer, der har til formål at mindske de ødelæggende effekter af klimaforandringerne. Disse teknologier tæller blandt andet CO2-fangst, der i dag betragtes som et vigtigt redskab i kapløbet mod global opvarmning.

FN’s Rammekonvention om klimaforandringer (UNFCCC) har for eksempel et tematisk fokus på CO2-fangst (CC(U)S). Teknologien fremhæves som afgørende for, om vi lykkes med at reducere vores fremtidige CO2-udledninger. CO2-fangst betragtes som et nyttigt supplement til de konventionelle politiske reguleringer, der skal sikre klimaneutralitet, og at temperaturstigningerne holdes godt under 2°C.

Også de nordiske lande har udvist interesse for CO2-fangst, der – som en støvsuger – suger kulstof ud af atmosfæren. Men er det en glidebane mod vildere indgreb i fundamentale klimatiske processer og prometheanske forsøg på at styre vejret?

CO2-fangst i de nordiske lande

De nordiske lande er begyndt at favne teknologier for CO2-fangst. Kort fortalt indebærer CO2-fangst – på engelsk: Carbon Capture, (Utilisation) and Storage (CC(U)S) – at man indfanger CO2 fra afbrændings- eller industrielle processer (Capture) og enten anvender (Utilisation) det indfangede kulstof som en ressource til nye produkter, eller at man opbevarer (Storage) det i undergrunden.

Eksempler på hvordan kulstof kan lagres i undergrunden. Kilde: IPCC

Norge har for nylig lanceret et CO2-fangst-projekt ved cementfabrikken Norcem Brevik, der har potentiale til at blive verdens største CO2-fangst-anlæg ved en cementfabrik. Det estimeres, at anlægget kunne indfange 400.000 tons CO2 om året, hvilket svarer til halvdelen af Norcem Breviks årlige udledninger. Raffinaderiet Preem i Lyseskil, Sverige, har ligeledes påbegyndt et projekt om CO2-fangst. Og i Danmark forventes det første anlæg for CO2-fangst, anvendelse og opbevaring (CCUS) at starte driften i 2022 ved Amager Bakke, et affaldsforbrændingsanlæg i København.

Amager Bakke producerer varme og elektricitet ved forbrænding af affald, der ikke kan genanvendes. Teknologien for CO2-fangst skal indfange dele af det kulstof, der udledes i forbrændingsprocessen. Kulstoffet skal efterfølgende anvendes til at blødgøre vand eller til at producere sodavand. Danmark planlægger derudover at sende kulstoffet tilbage til Nordsøens oliereservoirer.

CO2-fangstens bidrag til reducere udledninger har været debatteret, men ifølge Amager Ressourcecenter, der driver Amager Bakke forventes teknologien i begyndelsen at kunne indfange 12 tons kulstof om dagen. Og i 2025, hvor anlægget kan operere med fuld kapacitet, vurderes det at kunne udtrække 500.000 tons CO2 om året. Frem mod 2030 vil CO2-fangsten derfor bidrage med 2 procent af Danmarks målsætning om at reducere udledningerne med 70 procent.

Forud for sine nordiske naboer har Island siden 2014 anvendt CO2-fangst ved det geotermiske kraftværk Hellisheiði. Projektet Carbfix indfanger CO2 fra kraftværket. Kulstoffet opløses i vand, hvorefter det injiceres i den islandske klippeundergrund. I undergrunden afbrænder det kulsyreholdige vand basalter og andre reaktive klippeformationer, hvorved mineraler frigives. Inden for få år indgår disse elementer i kemiske reaktioner, der bliver til karbonatklipper, som er stabile i årtusinder.

Prometheanske drømme

Evnen til at styre vejret er almindeligvis en egenskab, som vi tilskriver superhelte eller mytiske guder. Men CO2-fangst er blot toppen af isbjerget, når det kommer til menneskets indgriben i grundlæggende klimatiske processer og atmosfærens kemiske sammensætning. Under samlebetegnelsen geoengineering er en mangfoldighed af nye teknologier i øjeblikket under udvikling. Og de giver vidtgående løfter om at gøre mennesket i stand til at kontrollere klimaet.

Prometheus og ørnen Ethon af Eduard Müller (1872/79) ved Alte Nationalgalerie, Berlin. I den antikke græske religion var Prometheus en titan kendt for at stjæle ild fra guderne og give det til menneskene som grundlag for civilisation. Zeus straffede Prometheus ved at binde ham til et bjerg og sende en ørn til at spise Prometheus’ dødelige lever – en handling, der blev gentaget dag efter dag. Foto: Unsplash/Christian Paul Stobbe

Geoengineering opdeles typisk i kulstoffjernelse og styring af solstråler. Førstnævnte tæller CO2-fangst og andre teknologier, der har til formål at fjerne det kulstof, som alllerede er blevet eller bliver udledt. Sidstnævnte har til formål at begrænse den globale opvarmning ved at mindske mængden af solstråling, som rammer jordens overflade. Global opvarmning er en ond cirkel: når den arktiske is smelter, reduceres jordklodens evne til at reflektere sollys tilbage ud i rummet. De mørke have absorberer med andre ord mere varme end den hvide is. Idéen er derfor, at vi ved at farve dele af klodens overflade hvid – for eksempel ved at gøre skyerne over verdenshavene lysere – ville kunne modvirke jordens absorbering af varme.

Arktisk is. Når isen smelter, reduceres jordklodens evne til at reflektere sollys tilbage i rummet, fordi de mørke have absorberer mere varme end de hvide islag. Foto: Unsplash/Annie Spratt

Den mest omtalte teknologi for at styre jordens optag af varme fra solstråler er at spraye sulfataerosoler i jordens stratosfære. Det er et forsøg på at efterligne store vulkanudbrud, som ved at frigive sulfatdioxider kan have en afkølende effekt på klimaet. Forskere har foreslået, at kunstig frigivelse af sulfataerosoler – for eksempel fra et fly eller fra en højtsvævende ballon – kunne have samme effekt.

Askesky fra vulkanen Mount Sinabung i Indonesien. Foto: Unsplash/Yosh Ginsu

I sin bog Earthmasters fra 2013 udtrykker professor i offentlig etik, Clive Hamilton, bekymring om geoengineering og menneskers ønske om at styre vejret gennem disse nye teknologier. Han argumenterer, at det er udtryk for et prometheansk behov, der kan have omfattende, utilsigtede konsekvenser for livet på kloden. Sulfataerosoler kan, for eksempel, påføre yderligere skade på ozonlaget, hvis de frigives i stratosfæren. Og i Island er forskere bekymrede om, hvorvidt det kulstof, der lagres i klippeundergrunden, kan føre til flere jordskælv. Tilbage i 2005 advarede FN’s Miljøprogram (UNEP) ligeledes, at det kan have utilsigtede konsekvenser, hvis mennesket begynder at justere på de grundlæggende natursystemer og understregede, at det er afgørende, at vi forholder os til de miljømæssige, sociale og retlige dimensioner ved geoengineering.

Læs også

Seneste nyt

Generalsekretærens udtalelse om COVID-19