Klimakonferencen i Paris – et fundament at bygge videre på

0
405
Paris Eiffel Tower October 2014 RESIZED

Paris Eiffel Tower October 2014 RESIZED

November 2015 – FN håber, at klimakonferencen COP21, der begynder i Paris 30. november, vil udgøre ”et fundament for vores ambitioner – ikke loftet for dem”, hvormed Janos Pasztor, undergeneralsekretær for klimaændringer i FN, indikerer, at der stadigvæk er plads til større og mere ambitiøse mål efter COP21.

Over 150 af verdens ledere har bekræftet, at de deltager i COP21, der forventes at fortsætte indtil 11. december.

Ifølge de seneste tal har over 180 lande, der samlet står for 90 % af verdens CO2-udledninger, nu indsendt deres nationale klimaplaner også kendt som INDC’er (Intended Nationally Determined Contributions).

”Hvis planerne bliver implementeret, vil kurven knække nedad imod en anslået temperaturstigning på cirka tre grader i slutningen af dette århundrede,” fortalte Janos Pasztor ved en pressekonference og tilføjede, at det er en markant fremgang, men endnu ikke nok.

Forskere mener, at en temperaturstigning på over to grader celsius kan have potentielt katastrofale følger.

”Udfordringen består nu i at rykke hurtigere for at reducere de globale udledninger af drivhusgasser, så vi holder temperaturstigningen på under to grader,” skriver FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, i en nyligt publiceret kronik i aviser verden over.

”Samtidig må vi støtte landene med at tilpasse sig de uundgåelige konsekvenser af klimaændringerne, som allerede rammer os.”

Ban Ki Moon World Economic Forum Annual Meeting 2011. Foto Flickr World Economic ForumFN’s Miljøprogram (UNEP) har advaret om, at vi bliver nødt til at handle øjeblikkeligt i forhold til at reducere udslippet af drivhusgasser, hvis vi skal holde styr på temperaturstigningerne – ellers må vi betale en højere pris senere.

”Jeg mener, at der er fire afgørende elementer, der skal til, for at Paris bliver en succes: holdbarhed, fleksibilitet, solidaritet og troværdighed,” skriver Ban Ki-moon.

Generalsekretæren understreger, at en aftale i Paris skal være holdbar og ”give en langsigtet vision i tråd med to-graders-målet, der sender et klart signal til markederne om, at en omstilling i retning mod et lavere kulstofforbrug er uundgåelig, gavnlig og allerede på vej.”

Fleksibilitet er også vigtigt ifølge generalsekretæren, så aftalen ”ikke konstant skal genforhandles.”

Aftalen skal også være solidarisk. ”Udviklede lande må opfylde deres løfte om at støtte med 100 milliarder dollars om året inden 2020 til både tilpasning til og reduktion af klimaændringerne,” skriver Ban Ki-moon

For det fjerde må aftalen være troværdig med transparente og robuste mekanismer til at måle, monitorere og rapportere progressionen i forhold til målene, siger Ban Ki-moon: ”Den må inkludere faste femårige cyklusser, hvor regeringer evaluerer og styrker deres nationale klimaplaner i overensstemmelse med de krav, som videnskaben stiller.”

Ban Ki-moon håber, at COP21 bliver et vendepunkt: “Klimakonferencen i Paris er ikke slutpunktet. Den er fundamentet, men ikke loftet for vores ambitioner. Den skal være vendepunktet på vej imod en mere klimavenlig fremtid med lavere udledninger af drivhusgasser.”

arton COP banner RESIZED