Af Ban Ki-moon
Hver dag bringer nye beviser. Klimaforandring er blevet en personlig virkelighed for alle beboere af denne planet.
Bare for et par dage siden, for blot at citere det sidste eksempel, meddelte forskere fra USA at den arktiske indlandsis smelter hurtigere end vi nogensinde troede muligt. Ifølge deres beregninger vil 40 procent af sommer isen der dækker det arktiske hav være forsvundet inden 2050. Tidligere studier har forudsagt at dette ikke ville ske før næste århundrede.
Det er derfor ikke svært at forstå at klimaforandring har nået toppen af verdens politiske agenda. Derfor har jeg inviteret verdens ledere til de Forenede Nationer for et topmøde den 24de september. Jeg er dybt bekymret over at vores hidtidige respons er alt for lav i forhold til hvad den bør være.
Mødet den 24de er et politisk råb om handling, en tid for alle lande, store som små, at begribe det moralske behov for at give sig i kast med klimaforandring med en ny hast, og for at begynde at forstå vores fælles interesse deri. Klimaforandring er en bestemmende sag for denne tid.
Forskningens resultater er tydelige. Tidligere i år forklarede verdens førende forskere, under de Forenede Nationers Internationale Panel om Klimaforandringers (IPCC) auspicier det med enestående klarhed. Global opvarmning er en virkelighed, dets effekt, hvis det ikke hindres, kan være frygteligt hvis ikke katastrofalt i de næste årti. Vi ved hvad der skal gøres. Vi har midlerne og teknologierne til at gøre det. Vi må begynde at bekæmpe dette problem omgående.
Hvad vi mangler er tid. Under min rejse i Tchad for nylig, så jeg med egne øjne de humanitære problemer klimaforandring frembringer. Det estimeres at 20 millioner mennesker er afhængige af en sø og et flodsystem der er krympet til en tiendedel af sin oprindelige størrelse i de sidste 30 år. Afrika oplever lige nu det værste regnfald i mands minde og flere hundrede tusinde menneskers hjem er oversvømmede. Dette er tegn på hvad vi kan forvente. Problemerne vores generation står overfor vil være meget værre for vores børn, især hvis vi ikke handler.
Ved at kalde til mødet den 24de september, udfordrer jeg verdens præsidenter og førsteministre til at vise lederskab. Lederskab handler om beslutninger, specielt svære beslutninger og det at komme med nye anvisninger. Det handler om syn og politisk vilje – evnen til at se fremad for at se hvad der skal gøres, og for at sikre at ting forandrer. Jeg ved at det ikke vil blive smertefrit. Men kun tidlig handling kan sparre os endnu mere smerte.
Vi må kollektivt lægge den største vægt på handling. Og byrden er størst for industrilandende. Dem der er mest ansvarlige for problemet er dem der har mest ansvar for at mindre udslippet der forårsager klimaforandring.
Samtidig skal udviklingslande anspores til fuldt ud at deltage i anstrengelserne. Vores løsninger for global opvarmning kan ikke forlange ofre som de ikke retfærdigvis kan bedes om at gøre. Udviklingslande har ret til vækst og økonomisk udvikling. De har ret til at komme ud af fattigdom, med vores vedvarende hjælp: I disse bestræbelser må vi engagere den private sektor, stimulere økonomisk aktivitet, gøre brug af ny finansiering og fremgangsmåder baseret på markedet, udvikle og overføre viden og kreere arbejdsmuligheder.
Verdenen er mere skrøbelig end vi måske tror. Hele økosystemer der opretholder millioner af liv risikerer alvorlig afbrydelse. I nogle tilfælde risikerer hele lande og folkefærd, ikke blot dyr, at de kommer til at forsvinde. Følgerne mærkes mest af dem der mindst kan klare sig og samtidig er mindst ansvarlige for problemet. Dette er et moralsk problem. Vores respons bør ledes af princippet om fælles ansvar og fælles ejendom.
National handling må stå centralt for vores respons. Hidtil har responset ikke været tilstrækkeligt. Femten år efter FNs rammekonvention om klimaforandring og ti år efter Kyoto Protokollen (hvoraf den første forpligtelsesperiode ender i 2012) stiger CO2 udslippet i industrilandende stadig.
Dog er national politik ikke nok Gennemsigtligheden af grænser når det kommer til klima gasser og det store antal politiske og økonomiske interesser der er involverede behøver internationalt samarbejde. Vi har en ideel ramme. Den hedder de Forenede Nationer –enestående udrustet for at virke som et forum for at finde en meningsfuld, billig og varig løsning for global klimaforandring. Denne løsning skal ikke kun mindre problemet med udslippet, men også hjælpe alle -specielt de svageste- med at adaptere til klimaforandringens effekter, og forsikre varig udvikling.
I disse år hvor vi befinder os på en korsvej -året hvor regeringer har accepteret de tvingende resultater af IPCC, året hvor offentlig bevidsthed om klimaforandring er begyndt at dominere de politiske agendaer verden over –ansporer jeg verdens ledere til at udøve lederskab. Til at handle. At ignorere sagen holder ikke.
Til FNs Konference om Klimaforandring i Bali, i december, må regeringer arbejde med hast og kreativitet for at komme med en ramme. Vi behøver nye, omfattende, multilaterale akkorder om klimaforandring som alle nationer kan acceptere.
For os alle er dette et bestemmende moment. Vi har alle en historisk ansvarlighed for fremtidige generationer. Vores børnebørn må blive vores dommere.
