Oktober 2016 – Danske Jens Lærke er tidligere freelance journalist og kommunikations-konsulent i Afrika, og siden 2004 har han arbejdet for FN, primært i Afrika og Mellemøsten med afstikkere til Asien og en kort periode i Kosovo. I dag er Jens Lærke talsperson for FN’s Humanitære Koordinationskontor (UNOCHA) i Genève, Schweiz.
Hvordan begyndte din karriere hos FN?
Lærkes karriere hos FN begyndte ved lidt af et tilfælde, da han i jagten på et nyt job, som kunne betale en flybillet videre til et nyt land, sendte en ansøgning til FN og fik en kontrakt med FN’s udviklingsprogram (UNDP) i den Demokratiske Republik Congo. ”Jeg begyndte i Kinshasa i starten af 2004 kort efter en fredsaftale efter an langvarig borgerkrig i Congo. Jeg var ansvarlig for kommunikation i enheden for afvæbning, demobilisering og reintegration af de mange kombattanter krigen havde produceret, og som huserede primært i det nordøstlige Congo, organiseret i væbnede grupper under ledelse af en række mere eller mindre kriminelle krigsherrer.
Som kommunikationsansvarlig blev jeg kastet ud i vidt forskellige opgaver fra information til donorerne, til de NGO’er vi arbejdede med, til regeringen, og ikke mindst til de kombattanter – hvoraf mange var børnesoldater – som skulle overtales til at lægge våbnene, demobilisere og blive reintegreret i deres lokalsamfund gennem en række udviklingsprojekter.”
Gennem din tid hos FN, hvad har da været din største udfordring(er)?
”Jeg har stort set udelukkende beskæftiget mig med krise-kommunikation i situationer af væbnet konflikt men også i naturkatastrofer. I den type arbejde kommer man tæt på noget af det værste mennesker kan gøre ved hinanden, men også noget af det bedste, vi kan gøre for hinanden. Disse ekstreme situationer berører nogle helt essentielle menneskelige værdier og forhold: medmenneskelighed, retfærdighed, menneskerettigheder, solidaritet og nogle gange simpel overlevelse. De berører også stærke negative følelser og forhold som frygt og had rettet mod dem der ikke er som en selv, samt griskhed, undertrykkelse og uretfærdighed.
Min største frustration, som jeg oplever som en udfordring, har været hvis jeg mærker folks ligegyldighed eller fuldstændige mangel på interesse over for andre menneskers forhold. For en kommunikatør er det en professional udfordring at vække folks interesse, fornemmelse for ret og uret, og trække dem ud af deres ligegyldighed.”
Bringer du noget særligt dansk eller nordisk med i dit arbejde?
”Man opdager altid nogle kendetegn, eller særheder, hos sig selv når man er væk hjemmefra i lang tid, men det er svært at sige om ens værdier og det man tror på udspringer af ens nationalitet, opvækst, sociale klasse, race, religion eller noget helt andet. På et punkt tror jeg dog nok, at min danskhed har skinnet igennem – nemlig i mit syn på ligestilling. Jeg kan blive virkelig oprørt hvis jeg møder diskrimination af piger eller kvinder på grund af deres køn. Her tror jeg de Skandinaviske lande har gennemgået en revolution (som langt fra er fuldført, indrømmet), som i andre lande og kulturer dårligt nok er begyndt.”
Hvad gør OCHA for at forberede sig på den kommende katastrofe i Mosul? – Og hvilken rolle bør de nordiske lande spille her?
”Mosul i Irak, som har været kontrolleret af Islamisk Stat i mere end to år, er nu i åben konflikt, da Irakiske styrker – med international støtte og med hjælp fra væbnede grupper, allieret med regeringen i Bagdad – har sat en militær aktion i gang for at befri byen. Vi har vidst, at dette ville ske i flere måneder og både FN-organisationer og NGO’er har derfor gjort, hvad vi kunne for at forberede os på de humanitære konsekvenser af den militære aktion. Den umiddelbare konsekvens er en forventet massiv menneskeflugt fra byen med op mod en million mennesker. Vi kan forvente et bittert opgør om Mosul og humanitære organisationer har derfor identificeret de steder, hvortil vi forventer at folk vil flygte, og har opbygget lejre til de internt fordrevne og opmagasineret nødhjælp, såsom mad, telte, tøj og tæpper. Vi forventer, at folk vil være uden hjem i flere måneder og må forberede sig på en vinter på flugt.
Organisationer har også for eksempel organiseret mobile lægehold, som kan hjælpe syge og sårede og særlig krisehjælp, ikke mindst til børn, som vi af erfaring ved har traumatiske oplevelser, når de bliver fanget i de voksnes krige.
Alle lande i verden kan hjælpe i denne situation. Enten ved at opfordre deres nødhjælpsorganisationer til at slutte sig til den internationalt koordinerede hjælpeaktion eller ved at give ressourcer – det kan være penge eller materialer – til at støtte de organisationer som allerede er i Irak og involveret i nødhjælpsaktionen.”
Syrien og Aleppo er meget i nyhederne i disse dage. Hvad er de største udfordringer for Jeres arbejde i Syrien?
”OCHA koordinerer international nødhjælp inde i Syrien, men vi er også en organisation med en forpligtelse til at tale på vegne af de mennesker, vi forsøger at hjælpe. Det er min opgave som talsmand i OCHA. Og gang på gang må jeg konstatere, at den største, enkeltstående udfordring i Syrien er, at samtlige af de stridende parter systematisk overtræder international humanitære love. Nogle overtrædelser er mere rå og hensynsløse end andre og nogle parter bliver oftere nævnt end andre. Men den åbenlyse mangel på respekt for international lov – og selv krige har love og regler, som parterne er forpligtet til at følge – er uden fortilfælde både for mig personligt og for alle de kolleger, jeg dagligt diskuterer med.
Nogle eksempler: Mennesker i nød har ret til hjælp – men gang på gang bliver vi forhindret i at sende nødhjælpskonvojer gennem frontlinjerne, og en konvoj kom for nylig under direkte angreb og nødhjælpsarbejdere blev slået ihjel. Når parterne bekriger hinanden er de forpligtet til at gøre forskel mellem soldater og civile, og civile må ikke angribes – men helt systematisk bliver civile, børn inkluderet og slået ihjel af bomber og granater i tæt bebyggede områder. Belejring af byer med det formål at sulte befolkningen, indtil de makker ret er også ulovligt – men der er i øjeblikket 18 belejrede byer i Syrien, blandt andet den østlige del af Aleppo, med samlet over 800,000 mennesker, som lider nød, men som ikke har mulighed for at komme ud, og nødhjælp kan ikke komme ind. Det er en international skandale, at den slags overtrædelser får lov at fortsætte.”
