5. juli 2014 – Åsa Andersson er ekspert på internationale udviklingsspørgsmål med mere end 20 års erfaring med spørgsmål som folkesundhed, politisk analyse, interessearbejde og partnerskabsspørgsmål med UNAIDS, UNICEF og UNESCO. Hun har endda arbejdet med bilaterale og ikke-statslige organisationer. Nu arbejder hun for FN’s befolkningsfond UNFPA som regional programkoordinator og arbejder med HIV-spørgsmål og seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder (SRHR) i det sydlige Afrika.
Hvordan begyndte du at arbejde for FN?
Jeg søgte en stilling som SIDA (den svenske Styrelse for Internationalt Udviklingsarbejde) finansierede gennem FN’s stedfortrædende sagsbehandlere som “Junior Professional Officer” (JPO) hos UNESCO i New Delhi i Indien. Det er næsten 20 år siden, i 1995.
Hvordan ser en almindelig arbejdsdag hos UNFPA ud?
Siden januar 2012 har jeg arbejdet som projektleder for et regionalt program finansieret af EU og SIDA, som dækker syv lande i det sydlige Afrika. Programmet har som mål at hjælpe medlemsstaterne med at styrke sundhedssystemet, specielt så de kan tilbyde en integreret seksuel og reproduktiv behandling og behandling af HIV-smittede. Da HIV-epidemien var værst i 1990’erne, startede man et vertikalt system, men i dag, hvor HIV begynder at blive behandlet som en kronisk langtidssygdom og vi ser lighederne med andre seksuelt overførte sygdomme eller generel behandling af mødre, må vi styrke sundhedssystemet for at kunne tilbyde en bedre, helhedsorienteret behandling. Som projektleder har jeg det overordnede ansvar for at planlægge og følge op på både projektresultater og budget, samt at rapportere om og evaluere på programmet.
Jeg tilbringer det meste dagen foran computeren og kommunikerer med mine syv projektteams eller øvrige kolleger indenfor og udenfor FN. Jeg svarer på spørgsmål, analyserer og udvikler fag-information om projektet eller arbejdsområdet i helhed, læser og skriver rapporter etc. Jeg rejser en gang om måneden, og der besøger jeg enten projektlandene, uddannelserne eller deltager på møder og konferencer.
Du har arbejdet med mange forskellige dele af FN-systemet i forskellige lande og situationer. Hvad har været din største udfordring?
Du har ret, jeg har arbejdet med mange spørgsmål indenfor folkesundhed, ligestilling og rettigheder indenfor fire forskellige FN-organer og med forskellige lande i den sydlige del af Afrika og den sydlige del af Asien. Det som har påvirket mig mest og måske også oprørt mig mest, har været arbejdet med emner som menneskehandel, specielt for seksuelle formål. Det var meget hårdt, eftersom det handlede om frygtelige overgreb, store tragedier og så mange dybt rodfæstede problemer, som man måtte forsøge at arbejde med. Men at arbejde med udvikling er generelt komplekst og fyldt med udfordringer.
Tager du noget specielt nordisk eller svensk med dig i dit arbejde?
Jeg håber det. Jeg håber, at mine svenske værdier om lighed, retfærdighed og solidaritet gør mig til en god medarbejder. Jeg håber også, at mine erfaringer med vores flade organisationsstruktur, vores fokus på betydningen af samarbejde, beslutningstagning og konfliktløsning ved konsensus, bidrager til et bedre arbejdsmiljø.
Det er 20 år siden man i Kairo vedtog erklæringen om seksuel og reproduktiv sundhed. Hvad mener du er de største fremskridt indenfor seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder (SRHR), vi har set i løbet af de 20 år?
Der er sket meget positivt i løbet af de sidste 20 år. Mødredødeligheden er halveret (47 %). Mange flere børn går i skole, især piger. Færre unge piger får børn og mange flere lande (158) har forbudt børneægteskaber. Befolkningstilvæksten er også bremset.
Hvad er dine tanker om SRHR og dets plads i de nye udviklingsmål, der vil blive lanceret efter 2015-målenes deadline i 2015?
Jeg er temmelig overbevist om, at SRHR vil blive repræsenteret, men sandsynligvis ikke som et individuelt mål, men under et samlet sundhedsmål og forhåbentligt i en ungdoms- og/eller i et kvinder- og ligestillingsmål. Selvom meget er sket de sidste 20 år, vil vi ikke opfylde 2015-målet for mødres sundhed, så der er stadig meget tilbage at gøre.
Hvad ser du som den største udfordring for UNFPA’s arbejde med SRHR-spørgsmål i dag?
At nå de fattigste og mest marginaliserede, så vi sikrer, at alle mennesker, uanset køn, alder, etnicitet, sprog, seksuel orientering, religion, handikap mv., har adgang til god seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder. Jeg tror, at vi i fremtiden bliver nødt til at overvåge og sikre, at alle mennesker har adgang til SRHR. Selv hvis det lykkes os at opnå fremskridt indenfor, for eksempel, reproduktive rettigheder, har vi stadig lang vej før alle mennesker har seksuelle rettigheder. Vi har endda opfyldt fremtidige demografiske udfordringer og muligheder med en meget ung befolkning i Afrika og en voksende ældre befolkning i de udviklede lande, som vi er nødt til at tage hensyn til.
Ansvarsfraskrivelse: udtalelserne i denne artikel står helt for egen regning, og skal ikke ses som et udtryk for arbejdsgiverens synspunkt.
