KØBENHAVN SJETTEBEDST PÅ FN

0
449

KØBENHAN 11. MAJ:          Når FN i løbet af året flytter projektkontoret UNOPS til København vil der være 860 FN-medarbejdere i den danske hovedstad, der dermed bliver verdens sjettestørste FN-by.

Underorganisationen United Nations Office for Project Services (UNOPS) lægger 120 medarbejdere oven i de 700, der allerede er ansat i FN-organisationer i Danmark. Det er godt for organisationen, der lige nu har fokus på gennemgribende reformer. ”Det har været en stor gevinst for FN, når det handler om effektivitet,” sagde FNs undergeneralsekretær Marc Malloch Brown, da han gæstede Danmark i forbindelse med Copenhagen Conference on Africa.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) er ligeledes begejstret: ”Flytningen af UNOPS handler først og frememst om at gøre FN mere effektivt. Og en mere effektiv udnyttelse af FNs ressourcer betyder, at vi kan lave mere fattigdomsbekæmpelse”. Udviklingsministeren ønsker endvidere at tiltrække endnu flere FN-agenturer til København. ”Vi er, ganske enkelt, mere effektive i København, og det ønsker man fra FN’s side at nyde godt af,” udtaler hun.

UNOPS, der indtil nu har haft hovedsæde i New York, varetager den ledelsesmæssige styring af FNs projekter og programmer. Danmark sikrede sig kontoret i konkurrence med bl.a. Tyskland, Spanien, Italien og Frankrig.

København huser i forvejen UNICEFs verdenslager i Nordhavnen og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har sit regionale kontor i Hellerup. Hertil kommer en række FN-organisationer samlet i FN-centret på Midtermolden bl.a. FNs udviklingsprogram (UNDP), FNs befolkningsfond (UNFPA) og Verdensfødevareprogrammet (WFP). Udviklingministeriet har planer om at samle alle organisationerne på en samlet grund i København for at opnå stordriftsfordele.

(Kilder: Udviklingsministeriet, Berlingske Tidende, Politiken, Jyllands-Posten)