Månedens nordiske profil: Ulf Björnholm

0
454

Ulf Björnholm main pic RESIZED

November 2015 – Svenske Ulf Björnholm, chef for FN’s Miljøprograms (UNEP) samarbejdskontor i Bruxelles, er ekspert i international og europæisk politik om bæredygtig udvikling og miljø, og han begyndte at arbejde for FN i april 2014. Inden da har han arbejdet i EU-kommissionen, hvor han havde en afgørende rolle i udviklingen af en ny politik for renere luft i EU og deltog aktivt i internationale forhandlinger med blandt andet FN om luftforurening.

Ulf Björnholm har også haft en stilling som repræsentant og diplomat for den svenske regering i både Stockholm og udlandet.

1. Hvad motiverede dig til at begynde hos FN efter mange år hos EU?   

Jeg har tidligere arbejdet for Sveriges repræsentation hos FN i New York, og hos Regeringskansliet i Sverige tog jeg mig blandt af opfølgningen på Rio-konferencen. Jeg blev nok helt enkelt ramt af en slags FN-sygdom – jeg trives vældigt godt med at arbejde med FN-spørgsmål. Jeg tror, der er behov for globale løsninger på verdens utroligt komplekse problemer. Jeg ser det som et privilegium at arbejde for noget, som selv jeg tror på. Der er dog fordele og ulemper ved det: Arbejder med nationale spørgsmål er det lidt mere konkret og håndgribeligt, mens FN er mere abstrakt og overordnet. Der er længere vej til den effekt, som man vil opnå. Men det er utroligt vigtigt at bevare det globale perspektiv, om at vi for eksempel skal opnå bæredygtig udvikling.

2.       Hvad er det mest intessante ved dit job nu?

Det er meget fascinerende, eftersom jeg fungerer som en slags ambassadør for UNEP. Vores kontor i Bruxelles er en EU-antenne – vi har den rettet imod EU, og EU har deres rettet imod os. Engang imellem beskriver jeg mig selv som en oversætter fra FN-sprog til EU-sprog og tilbage igen, så vi kan kommunikere godt. I store træk har UNEP’s og EU’s miljøpolitik de samme målsætninger og mærkesager. Men vi har lidt forskellige tilgange, institutioner, midler og roller. Men vi komplimenterer hinanden godt og endnu bedre, hvis vi samarbejder endnu mere. Det indebærer i mit daglige arbejde, at jeg arbejder vældigt meget med EU – næsten endnu mere end mine kollegaer fra UNEP, hvilket er lidt absurd, men samtidig logisk på mange måde, eftersom der ikke er så store EU-kundskaber indenfor UNEP, og jeg bidrage til at skabe nye veje til dialog.  

3.       Er det noget specielt nordisk du kan tage med i dit arbejde?

Jeg har jo erfaring fra en svensk organisation både fra Stockholm og New York og endda EU-repræsentationen i Bruxelles, og jeg er vant til en meget flad organisationsstruktur i stedet for autoritet og hierarki. Det er lidt udfordrende i FN, som er en hierarkisk organisation med mange formelle regler, der skal følges. Men jeg forsøger ikke at ændre på den, jeg er, og arbejder i stedet videre med min mindre autoritative tilgang, og det har været en hård rejse. Men jeg synes, at det er begyndt at betale sig, så det fungerer selv indenfor FN. Der er et motto, som jeg godt kan lide: ”leading by serving”. Det handler om ikke at sige til folk hvad de skal gøre, men istedet føre en konstant dialog.

4.       Hvad er den største udfordring for UNEP som organisation?

Jeg tror den største udfordring er en ubalance imellem de udfordringer, som vi har, og vores kapacitet. UNEP er ikke nogen stor organisation, og vi skal ikke være en stor organisation. Vi har mindre end 1000 ansatte over hele verden. Udfordringerne er så store… UNEP skal være en lille organisation, der arbejder som en katalysator i stedet for at gennemføre store projekter på egen hånd. Vi skal arbejde sammen med partnere og andre instititutioner for at indføre grøn økonomi og bæredygtighed. Men både de menneskelige og økonomiske ressourcer rækker ikke til alt det, som vi gerne ville gøre, og det er en lang kamp. Men når alt dette er sagt – ser man på, hvad vi opnår i arbejdet med lande, EU, rådgivning, støtte og analyser, så er det nok ikke så ringe. Men føler sig engang imellem utilstrækkelig.

5.      Har de nordiske lande en fælles vision for FN’s klimatopmøde COP21?

De nordiske lande har en stærk position, hvis vi skal nå frem til en langsigtet klimaaftale. Vi står ved en skillevej – mens vi mislykkedes ganske meget i København, er det på tide at få en aftale hjem, som kan vende udviklingen i den rigtige retning. Jeg tror ikke på, at Paris kommer til at give os alle løsningerne eller føre til umiddelbare resultater, men det er en absolut del af den samfundsforandring, som vil se indenfor de næste 20-30 år. Hvis vi mislykkes i Paris, mister vi en meget stor drivkraft bag det, som allerede sker i byer, lande og virksomheder, hvor man allerede er i gang med at klimatilpasse. Der er behov for en global ramme, helst så tydelig som muligt – uden det bliver forandringerne meget sværere at gennemføre.

arton COP banner RESIZED