Menneskerettighedsdag og Fattigdom – Af Louise Arbour

0
472

Fattigdom er ofte både skyld i og en konsekvens af brud på menneskerettighederne. Alligevel forbliver båndet mellem ekstrem afsavn og misbrug i udkanten af policy debatter og udviklingsstrategier. For at skabe opmærksomhed om denne afgørende, men ofte neglicerede sammenhæng, er dette års Menneskerettighedsdag, den 10. december, dedikeret til kampen mod fattigdom. Dette skulle ikke udelukkende repræsentere en mulighed for reflektion, men også et opråb om handlen til regeringer, foruden menneskerettigheds- og udviklingsfællesskaber, for at sikre et værdigt liv til alle.

Alle menneskerettigheder – Ytringsfriheden, stemmeretten, men også retten til mad, arbejde, helbredsbehandling og bolig – har betydning for de fattige, fordi dyb armod og udelukkelse er kædet sammen med diskrimination, ulige adgang til ressourcer og muligheder og social og kulturel stigmatisering. En nægtelse af rettigheder gør det svært for de fattige at deltage på arbejdsmarkedet og have adgang til basale services og ressourcer. I mange samfund er de afskåret fra at nyde rettighederne, til uddannelse, sundhed og bolig, udelukkende fordi de ikke har råd til disse rettigheder. Dette hæmmer deres deltagelse i det offentlige liv, deres evne til at influere policies, som har betydning for dem, og at søge oprejsning over for uretfærdighed.

Alt i alt betyder fattigdom ikke kun utilstrækkelig indkomst og materielle goder, men også mangel på ressourcer, muligheder og sikkerhed, hvilket underminerer værdighed og forværrer de fattiges sårbarhed. Fattigdom handler også om magt: Hvem udøver den, og hvem gør ikke, i det offentlige liv og og i familien. At komme ind til hjertet af komplicerede net af magtrelationer i den politiske, økonomiske og sociale sfære er nøglen til at forstå og kæmpe mere effektivt mod indgroede diskriminations-, uligheds- og udelukkelsesmønstrer, som dømmer personer, samfund og folk til generationer af fattigdom.

Imidlertid bliver fattigdom ofte opfattet som en beklagelig men hændelig tilstand eller som en uundgåelig konsekvens af beslutninger og begivenheder, som foregår andetsteds eller endda, som alene de trængtes ansvar.

En omfattende menneskerettighedstilgang vil ikke udelukkende adressere forkerte opfattelser og myter, som omgiver de fattige, den vil også, og vigtigere, hjælpe med at finde bæredygtige og rimelige veje ud af fattigdom. Ved at anerkende staters eksplicitte forpligtigelser til at beskytte deres befolkninger mod fattigdom og udelukkelse, understreger denne tilgang regeringers ansvar for at skabe et miljø, som bidrager til offenlig velfærd. Den gør også de fattige i stand til at hjælpe med at forme policies, som har til formål at opfylde deres rettigheder og søge effektiv afhjælpning, når overtrædelser opstår. 

Der er et stærkt juridisk grundlag for en sådan tilgang. Alle stater har mindst ratificeret en af de syv centrale internationale traktater vedrørende menneskerettigheder, og 80 procent har ratificeret fire eller flere af dem. Desuden har verdenssamfundet tiltrådt årtusindskiftsmålene, som opsætter konkrete mål for de samlede internationale bestræbelser på at takle fattigdom og marginalisering. Verdenstopmødet i 2005 gentog denne forpligtelse.

Uanset ressourcebegrænsninger kan stater tage umiddelbare tiltag for at bekæmpe fattigdom. At stoppe diskrimination, f.eks., vil i mange tilfælde fjerne barrierer for deltagelse på arbejdsmarkedet og give kvinder og mindretal adgang til beskæftigelse. Børnedødeligheden kan nedbringes gennem effektiv, lavomkostnings- og lavteknologisk indgriben. Hvad angår stater, som er i stand til at yde assistance, så burde de stå frem og hjælpe.

I modsætning hertil, kan ligegyldighed og en snæver beregning af nationale interesser hæmme både menneskerettigheder og udvikling lige så skadeligt som diskrimination. Sidste år konstaterede Verdensbankens Præsident, Paul Wolfowitz, at det er ”moralsk uforsvarligt for rige lande at bruge 280 mia. dollars – næsten hele det samlede bruttonationalprodukt i Afrika og fire gange den samlede udenlandske bistand – på støtte til landbrugsproducenter”.

I en af hans sidste taler som FN’s Generalsekretær, udtalte Kofi Annan, at han anså koncentrationen af den globale opmærksomhed på kampen mod fattigdom som en af de største bedrifter i hans embedstid. Han har lagt vægt på den kritiske skrøbelighed og angreb på den menneskelige værdighed, som følger fattigdom. Helt afgørende identificerede Generalsekretæren menneskerettigheder, sikkerhed og udvikling, som uvurderlige dele af en verden, hvor alle mennesker kan leve i større frihed. Eftersom hver syvende menneske i verden sulter, afhænger denne frihed af at takle fattigdom, som en af de alvorligste menneskerettighedsudfordringer i vor tid.

Af Louise Arbour
FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder