Mobiltelefoner revolutionerer kampen mod menneskerettighedsovergeb

0
402
Foto: Flickr / Osvaldo Gaglo. CC BY-SA 2.0

 

Foto: Flickr / Osvaldo Gaglo. CC BY-SA 2.0

26.05.2015. ”Pludselig bliver helt almindelige borgere menneskerettighedsforkæmpere, fordi de nu kan dokumentere overgreb. De bliver i stand til at kæmpe for deres egne rettigheder.”

Sådan beskriver Sarit Michaeli, der er talsperson hos organisationen B’Tselem, den forandring, som mobiltelefonens – og især mobilkameraets – indtog har på kampen for menneskers rettigheder.

Med blot et greb i lommen er det i dag muligt at optage stort set alle slags begivenheder på video – overalt i verden. Antallet af mobilabonnementer er ifølge Den Internationale Telekommunikationsunion (ITU) dag det samme som antallet af mennesker på kloden.

De mange mobiltelefoner har naturligvis kæmpe indflydelse på menneskers muligheder for at kommunikere til og med hinanden – og for en række menneskerettighedsorganisationer har det ændret deres arbejde afgørende.

Mobilkameraets magt

Den israelske organisation B’Tselem dokumenterer krænkelser begået af begge parter i Israel/Palæstina konflikten i de besatte områder på Vestbredden. Og et af organisationens nøgleværktøjer i dette arbejde er videooptagelser – ofte filmet af privatpersoner.

” Et kamera giver ikke magisk beskyttelse, men vi oplever i nogle tilfælde at kameraets tilstedeværelse i sig selv skærmer folk mod vold og overgreb fra myndighederne. Kameraerne tvinger alle parter til at tænkte sig om en ekstra gang, inden de griber til vold”, fortæller Sarit Michaeli.

For B’Tselem er det en stor fordel at kunne inddrage borgerne direkte i arbejdet med at dokumentere overgreb, ikke mindst fordi det styrker mennesker, der ofte er de mest sårbare.

”Brugen af mobiltelefoner og sociale medier bringer især unge mennesker og kvinder i spil som ellers ikke ville have haft mulighed for at dokumentere overgreb mod dem eller andre. De får en stemme og en mulighed for at fortælle deres historie. Det er på mange måder en gamechanger, der gør det muligt at lægge pres på regeringer, styrke menneskerettighedsforkæmperne og skabe bevidsthed om overgreb. Vi har konkrete eksempler på, at vi har fået folk løsladt efter ubegrundede anholdelser”, forklarer Sarit Michaelis.

Forandring i Cambodia

Også i Cambodia har den nye teknologi fået indflydelse på kampen mod især myndigheders overgreb på civile.

”Vi distribuerer smartphones og træner cambodianerne i at bruge dem til at dokumentere overgreb for eksempel under demonstrationer”, siger Naly Pilorge, fra den cambodianske menneskerettighedsorganisation Licadho.

”I Cambodia har vi høj analfabetisme, men alle har en smartphone. Optagelserne kommunikerer uden ord, hvilket betyder, at vi når ud til områder og mennesker, for eksempel små grupper af oprindelige folk, som vi ellers ikke ville have nået. På den måde har vi for eksempel kunnet dokumentere landgrabbing i Cambodia, som regeringen ellers har benægtet i årevis” fortæller Naly Pilorge.

Onlinerevolutionen

De nye muligheder for at filme overgreb, der bliver begået mod én selv eller andre, er revolutionerende i sig selv. Men det er mulighederne for at sprede historierne og dokumentationen på de sociale medier i høj grad også.

”Selv den støtte, som et ”like” udtrykker, kan have en værdi for de mennesker, det handler om”, fortæller Sarit Michaeli.

Og teknologiens muligheder for menneskerettighedsaktivisterne er langt fra udtømte endnu. Sarit Michaeli spår, at det i fremtiden bliver mere almindeligt at livestreame optagelser på sociale medier, mens begivenhederne sker. På den måde risikerer folk ikke, at dokumentationen går tabt, hvis deres udstyr bliver konfiskeret eller ødelagt.

Kilde: VerdensBedsteNyheder