Alt imens der bliver færre fisk i havene, har fiskeopdræt udviklet sig til verdens hurtigst voksende fødevareindustri. Så længe det foregår bæredygtigt kan fisk, der er vokset op i bassiner og damme, blive en afgørende del af kostpyramiden for klodens snart ni milliarder mennesker.
I Danmark investerer Fiskebranchen stadig i kampagner, der minder os om, at vi skal huske at spise fisk to gange om ugen. ”Det er der ingen ben i,” som karakteren Minna, spillet af Kirsten Lehfeldt siden 1997 har forsøgt at overbevise hendes skeptiske mand, Gunnar, og resten af den danske befolkning om. På verdensplan spiller fisk og skaldyr en helt anderledes og afgørende rolle i den daglige diæt, særligt i verdens fattige lande. Ifølge FN’s fødevare og landbrugsorganisations (FAO) seneste statusrapport over fiskeri og fiskeopdræt er fisk i dag en af verdens mest handlede varer. Allerede i 2012, hvor de seneste tal er fra, lå den samlede værdi på 130 milliarder dollars, et tal som organisationen spår vil fortsætte med at stige.
Gambia og Ghana er glade for fisk
En gennemsnitlig verdensborger får 17 procent af sit animalske proteinindtag fra fisk, i flere udviklingslande er tallet helt oppe på 50 procent eller højere: På den vestafrikanske kyst spiller fisk en vigtig rolle, både for den lokale økonomi og i kosten. ’Alt godt fra havet’ dækker fx 49 procent af, hvad befolkningen spiser af animalsk protein i Gambia, 51 procent i Ghana og 70 procent i Sierra Leone.
Ser man på, hvor meget fisk, der kommer på spisebordet om året, får vi – på globalt plan – også dækket behovet for livsnødvendige omega 3 fedtsyrer fra fisk i højere grad end nogensinde før. Mens det årlige indtag lå på 9,9 kilo fisk tilbage i 1960’erne, anslår FAO en fordobling til 19,2 kilo i 2012. Forklaringen ligger blandt andet i, at markant flere mennesker har fået flere penge mellem hænderne. Kombiner det med en stigende urbanisering og en fortsat voksende, moderniseret fiskeindustri, og at det er blevet nemmere at transportere fangster og produkter over lange afstande.
Fisk og skaldyr giver ikke kun mad på bordet til flere mennesker, de sikrer også fortsat flere arbejdspladser. Siden 1990 er sektoren vokset med en rate, der overgår befolkningstilvæksten i samme periode, og i 2012 arbejdede
omkring 60 millioner med fiskeri eller opdræt. Heraf var 84 procent af arbejdspladserne i Asien, fulgt af Afrika med 10 over procent og dernæst fire procent i Latin Amerika og Caribien.
Udviklingen har imidlertid haft alvorlige konsekvenser under havoverfladen. Ifølge FN er 30 procent af verdens vilde fiskebestande i dag overfiskede, hvilket dækker over, at der fanges flere fisk, end bestandene kan nå at sætte i verden. Flere eftertragtede arter er endda i fare for at blive udryddet, fx den blåfinnede tun. 60 procent af den resterende del af fiskebestandene bliver i dag fisket op til den maksimale grænse af, hvad de kan klare. Det betyder med andre ord, at arterne i denne kategori ikke kan tåle, at der bliver skruet yderligere op for fiskeriet.
Opdræt beskytter havene
Opdrættede fisk og skaldyr fra er derfor ofte blevet udråbt som løsning på både de faldende fiskebestande i havene og på de to milliarder nye munde, der skal mættes i 2050. Akvakultur, der både dækker over fiskeopdræt i damme, søer og tanke på land og bure i floder og kystnære farvande, er i dag en af verdens hurtigst voksende fødevareindustrier. Allerede i 2012 kom godt halvdelen af det globale forbrug af fisk fra opdræt. En imponerende udvikling, der skal ses i forhold til, at andelen var helt nede på fem procent i 1962 og 37 procent i 2002. Udviklingen spås at fortsætte i en opadgående kurve, i takt med at traditionelle fiskere får mindre fangster i nettet samtidig med, at den stigende globale middelklasse efterspørger mere protein.
Asien har hurtigt udviklet sig til at være frontrunner på området, og står for over halvdelen af verdens fiskeopdræt. Allerede i 2008 opdrættede den ellers havrige region flere fisk, end der blev fanget vildt.
Kina er storproducent
Kina indtager en klar førsteplads, som det land i verden, der producerer flest opdrættede fisk. Landet har især specialiseret sig i karper og andre arter, der ligger lavt i fødekæden. Det vil sige fisk, der lever som vegetarer og derfor ikke skal fodres med andre fisk. Forskere arbejder på højtryk på at videreudvikle tusind år gamle metoder, der stadig bliver brugt i små familiedambrug. Målet er på en gang at holde omkostningerne nede med bæredygtigt foder og øge antallet af fisk per hektar fiskedam. Var det fx noget med en karpe, der er vokset op i et simpelt økosystem af en dam, hvor det næringsrige mudder betyder gode vilkår for multebær-planter, hvis blade er optimal føde for silkeorme, som både giver foder til fiskene og næring til planterne? Sådan fortsætter cirklen, der både sikrer farmerne silke og fisk, de kan sælge videre.
Kina er nu i gang med at viderebringe deres metoder til andre lande. En af de markante udfordringer med akvakultur er nemlig netop, at når foderet kommer fra andre og vildtfangede fisk, som det ofte er praksis, risikerer man at forværre tilstanden under havoverfladen. Samtidig kæmper industrien også med andre og store miljømæssige udfordringer. Der er fx talrige eksempler på unikke mangroveområder i Asien, der er blevet ryddet for at bygge rejefarme. Ligesom de store mængder antibiotika, der siver ud i havet, vækker bekymring hos miljø- og sundhedsorganisationer. Det samme gør opdrættede fisk, der slipper ud i det naturlige økosystem og fx bærer nye sygdomme med sig.
Alle led i værdikæden, fra fiskerier og opdrættere til producenter, indkøbere og forbrugere, har i stigende grad fået øjnene op for de miljømæssige problemer, som en grillet reje kan have, uanset om den er fanget i havet eller er vokset op i en rejefarm. En af løsningerne er globale certificeringsordninger, som bygger på strenge krav, industrien skal leve op til og miljømærker, som kunderne i butikkerne kan styre efter. De mest internationalt anerkendte og udbredte for henholdsvis vilde og opdrættede fisk og skaldyr er pt MSC og ASC. Der er dog lang vej til, at alle fisk og skaldyr kan leve op til det blå eller det grønne bæredygtighedsmærke.
Fisk renser spildevand i Calcutta
Ifølge Worldwatch Institute er der imidlertid flere gode eksempler fra udviklingslande på, hvordan industrien også her finder løsninger på miljøproblemer. Uden for Calcutta i Indien sikrer traditionelle damme kaldet bheris fx ca. 13.000 tons fisk om året til byens 12 millioner indbyggere. Dammene fungerer samtidig som et vigtigt levested for fugle, mens fiskene er med til at rense de 600 millioner liter rå spildevand, der hver dag kommer fra Calcutta.
Akvakulturforskere fokuserer nu på at udbrede og udvikle de gode eksempler fra hele verden. Et særligt indsatsområde er at finde nye alternativer til fiskemel og –olie som foder til opdrættede fisk. Fx kan både kartofler og raps være en nærende diæt. Så længe det foregår bæredygtigt, har opdrættede fisk og skaldyr væsentlige fordele i forhold til okse- og svinekød: Der går fx 15 gange så meget foder til et kilo oksekød som til et kilo karpe. Fisk er derfor både et ressourceeffektivt og klimavenligt alternativ til røde bøffer. Ifølge World Ocean Review viser studier, at hvis den nuværende udvikling i industrien fortsætter frem til 2050, kan akvakultur til den tid møde verdensbefolkningens stigende behov for protein fra fisk.
Kilde: VerdensBedsteNyheder
