Reduktion af Katastroferisiko Af John Holmes

0
416
Isbjørne har udviklet sig over tusinder af år til at kunne tilpasse sig vanskelige klimaforhold. I dag ser vi nogle af disse fantastiske dyr strandet på smeltende isflager. Denne gang har bjørnene ikke tid til at tilpasse sig de hastigt skiftende klimaforhold.

Inden for nogle få årtier kan de stå over for udryddelse. Vil vi stå over for en lignende skæbne, når stigende vandhøjder, mere ekstreme vejrforhold, intensive storme, oversvømmelser, hedebølger og tørke rammer os, som videnskabsfolk er enige om vil være tilfældet?

Selvfølgelig ikke. I modsætning til isbjørne, kan vi tilpasse os hurtigt for at beskytte os selv mod naturens risici. Ved brug af simple, omkostningseffektive metoder kan vi redde liv, land og levebrød. Vi har den viden og erfaring, som er nødvendig, for at udgøre en altafgørende forskel. Hvad der er brug for er viljen til at gøre en forskel i dag, før den næste katastrofe indtræffer.

Pointen er, at vi ikke har nogen tid at spilde. Dette er ikke kun vedrørende klimaforandringer. En hastig urbanisering og befolkningsforøgelse betyder, at flere mennesker er i risiko under alle omstændigheder. I løbet af de seneste 30 år har katastrofer influeret 5 gange flere mennesker end de gjorde for kun en generation siden. Kæmpe byer bygget på seismiske områder eller udsatte kyststrækninger befinder sig i en særlig risiko.  I byer såsom Mumbai, Kairo, Mexico City og Lagos, alle med mere end 10 millioner indbyggere, kan en forfalden infrastruktur, erosion af land, overbefolkning og for få redningsservices betyde potentielle katastrofer, hvis et stort jordskælv eller en række storme skulle indtræffe.

Klimaforandringer vil absolut gøre os mere udsatte over for katastrofer. Som skitseret i rapporten fra det Mellemstatslige Panel vedrørende Klimaforandringer kan global opvarmning skabe en øget risiko for hundrede millioner af mennesker. For eksempel vil større mængder regn skabe oversvømmelser og jordskred; mere regelmæssige tørker vil influere adgangen til vandressourcer og høstudbyttet; højere temperaturer vil skabe flere hedebølger; og varmere oceaner vil producere mere intensive storme. 

Så hvad kan vi gøre? Meget. Vi må ikke stoppe op på grund af frygt eller fortvivlelse eller lulles til en afslappende selvtilfreds fornemmelse af at teknologien på en eller anden måde vil redde os. Det er tid til at komme i gang og bygge mere katastroferesistente samfund. Siden, som altid, det er de fattigste lande og samfund, som er de mest udsatte, er det der, vi skal starte.

Den gode nyhed er, at de nødvendige redskaber ikke er dyre, særligt i sammenligning med de potentielle omkostninger ved katastrofer. Eksperter anslår, at en investeret dollar i dag i risikoreduktion kan spare op til syv dollars i hjælpe- og genetableringsomkostninger i morgen. Mange af de mest effektive redskaber handler ikke om omkostningstunge teknologier, men simpelthen om at gøre folk mobile, for at redde liv. Samfundsbaseret tidlige advarselssystemer, lokal katastrofeuddannelse og evakueringsplaner, bedre høst- og jordbehandlingsteknologier – al det og mere bliver gjort med stort innovativt talent og succes i nogle af verdens mest fattige lande.

En portion simpel viden omkring farerne er den mest effektive risikoreduktionsmekanisme af alle. På Simeulue Øen i Indonesien, som er placeret tæt på 2004 tsunamiens epicenter, er beboerne blevet instrueret af tidligere generationer i, hvad de skal gøre, hvis et jordskælv indtræffer, og havet pludselig trækker sig tilbage, som det gjorde den 26. december 2004: Bevæg jer straks til bakkerne. Som et resultat blev færre end 10 af øens 78.000 beboere dræbt af de gigantiske bølger. I tæt på beliggende Aceh eksisterede der ikke en sådan samfundsviden og et sådan advarselssystem. I nogle områder forsvandt op til 90% af befolkningen.  

I Bangladesh overrumplede altødelæggende cykloner landet i 1970 og igen i 1991 og dræbte en halv million mennesker. Et samfundsbaseret ” tidligt menneskeligt advarselssystem” blev iværksat langs Benegalbugten. Landsbybeboere blev trænet i, hvordan man byggede ly for cykloner, designede evakueringsplaner og andre simple forholdsregler. I de seneste år er dødstallet efter monsuner og voldsomme regnfald faldet dramatisk.  

Cuba er et godt eksempel på effektiv katastrofeforberedelse og uddannelse. I september 2004 ramte den femte største orkan i Caribien nogensinde øen med vindstyrker på 124 mil pr. time. Næsten 2 millioner mennesker – mere end 15% af det totale befolkningstal – blev sikkert evakueret. Ingen blev dræbt. Den efterfølgende sommer, ramte orkanen Dennis 12 ud af Cubas 14 provinser, omfattende omkring 8 millioner mennesker (70% af befolkningen). Takket være effektiv samfundsmobilisering og evakueringsbestræbelser blev færre end 20 mennesker dræbt. 

Bedre politikker for landudnyttelse kan også redde liv, særligt i overbefolkede eller meget eroderede områder. I 2004 dræbte en orkan næsten 3000 mennesker i Haiti, men betød kun en håndfuld døde på den anden halvdel af øen. Forskellen? Mangrovetræer plantet langs Den Dominikanske Republiks kystlinie afbød voldsomme vinde og bølger, mens velbegroede bakkesider betød at man undgik dræbende mudderskred. 

Risikoreduktion er en af de bedste forsikringer, når det gælder beskyttelse af investeringer i udvikling. I løbet af natten kan en stor katastrofe ødelægge årtiers udviklingsgevinster, I Pakistan kostede 2005 jordskælvet landet 5 milliarder dollars i skader – cirka det samme beløb som Verdensbanken lånte landet i løbet af det sidst tiår. I 1998 kostede orkanen Mitch tab svarende til 41% af Honduras BNP. På Maldiverne blev 66% af landets BNP opslugt af 2004 tsunamien.

Vi kan ikke standse jordskælvene eller tsunamierne eller orkanerne, men naturkatastrofer behøver ikke automatisk føre til menneskelig tragedie. Lande og regioner, byer og landsbyer, må fordoble deres bestræbelser på at investere i de simple, livreddende foranstaltninger, som kan gøre dem mindre udsatte over for katastrofer og et skiftende klima. Den kommende Globale Platform i juni, ledet af Organisationen for den Internationale Strategi for Katastrofereduktion, som er placeret i Geneve, vil bringe regeringer, videnskabsfolk, ikke statslige organisationer, FN og finansielle institutioner sammen for at se på praktiske måder at gøre dette.

Vi behøver vitterligt ikke bevæge os i isbjørnenes fodspor. 

John Holmes er FN’s Vice-generalsekretær for Humanitære Forhold og Nødhjælpskoordinator. Han er også formand for Den Internationale Strategi for Katastrofereduktion.