29. april 2013 – Antallet af internt fordrevne som følge af væbnede konflikter, vold og brud på menneskerettighederne var 28,8 millioner i slutningen af 2012, hvilket er en stigning på 2,4 millioner mennesker fra det foregående år. Dette er det højeste antal rapporteret nogensinde af norsk flygtningehjælps overvågningscenter for internt fordrevne (IDMC). Ca. 6,5 millioner mennesker var nye internt fordrevne, næsten dobbelt så mange som i 2011.
”Grunden til stigningen i antallet af verdens internt fordrevne er hovedsagligt pga. de 2,4 millioner mennesker, som er blevet fordrevet som følge af krisen i Syrien ved udgangen af 2012”, sagde Kate Halff, direktør for IDMC. FN’s højkommissær for flygtninge António Guterres har beskrevet den syriske borgerkrig som den værste humanitære katastrofe siden slutningen af den kolde krig, og mere brutal og ødelæggende end konflikterne i Irak og Afghanistan.
Ifølge en rapport fra IDMC fortsætter Colombia med at være det land i verden med det største antal internt fordrevne, mens DR Congo indtager en tredjeplads, samt har det næststørste antal af nye internt fordrevne efter Syrien. Det anslås at 10,4 millioner er internt fordrevne i Afrika syd for Sahara – ca. en tredjedel af det samlede antal på verdensplan. Ifølge rapporter var der flere højst voldelige konflikter i Afrika i 2012 end på noget andet tidspunkt siden 1945.
Rapporten påpeger, at selvom en løsning på konflikten i Syrien er vigtig for at stabilisere krisen vedrørende internt fordrevne, er det højst afgørende at bygge bro mellem beredskab og udvikling. De fleste af landene der overvåges af IDMC har internt fordrevne der lever under langvarig konflikt og flugt, ofte i flere årtier. Blandt de yngre generationer er der mange der er født som internt fordrevne og dermed aldrig har kendt et andet liv.
Halff understregede at regeringer er ansvarlige for at finde langvarige løsninger for internt fordrevne borgere. ”De kan dog kun realiseres når regeringerne og det internationale samfund erkender, at mennesker der tvinges fra deres hjem ikke kun har brug for en humanitær indsats når krisen er på sit højeste, men vedvarende engagement indtil en varig løsning er nået”.
